Medvirkende i Molieres ‘Den gerrige’ (Foto: Rasmus Baaner)
*
*
*
*
*
*
*
RAP OG FLERE RAP
Aarhus Teater er godt ude i komediefarce med Runar Hodnes vildt flyvende, joke-sprængladte ’Den Gerrige’.
Spiller indtil 5. oktober på Aarhus Teaters Store Scene
****
HVAD gør man, når kirken ved siden af mit hotel spiller i ’In vernalis temporis’ ved midnat, det er sommeraften i september, og Århus Festuge ligger som en lun og blid dyne i gaderne?
Men skriver ufortrødent sin anmeldelse af Molieres ’Den gerrige’.
Den lyder:
Overdrivelse fremmer forståelsen. Og fornøjelsen. Og forudsigeligheden.
Det sidste gør sådan set ikke så meget. Den norske instruktør Runar Hodne er fuld af pointer. De trækkes langt ud eller afleveres i rablende gentagelser, der styrker komikken, selvom vi hurtigt finder ud af, hvor vi er på vej hen.
Eksempler:
Den Gerriges søn – spillet af Jakob Madsen Kvols – er forelsket og tér sig fra start i et dansende egoshow, utrættelig skabagtig som man nu gør, når forelskelsen får en til at miste al selvbeherskelse i en slags barok breakdance anno 1660’erne. Ikke til at stoppe.
VIDERE:
Niels Ellegaard er for sit vedkommende som ’Den gerrige’ sikker på, at hans tjener La Fleche har stukket penge til sig og gemt den i røven, han trækker bukserne ned på ham, undersøger, graver, finder ikke andet end lort, som han får på fingrene, scenen strækkes, er rimelig ulækker, men komisk.
Dum som denne gnier Harpagon også er – dum ud over gerrigheden – bliver han af sin nabo Madam Frosine overbevist om, at han sagtens kan score sønnens kæreste, at han overhovedet ikke er gammel og grå, men ung med de unge.
Derfor gør han pludselig entré – ikke ledsaget af den tungsindige fagotsolo, der følger han længe i starten – men til larmende disco. Han danser scenen sønder og sammen, som var han på natklub. Til pigens forbløffelse.
Og således fremdeles. Runar Hodne sætter trumf på med ustandselige overdrivelser.
Det handler for ham både om at fortælle Molieres historie om latterlig pengepugeri og faderdespoti anbragt i en barok ramme af teatralsk, parisisk kunstfærdighed. Men også om at skildre og fastholde almindelig menneskelig svaghed og hykleri.
Sønnen anbringes et øjeblik close up mellem faren og kæresten i dilemmaet mellem at adlyde far og bekræfte sin forelskelse over for pigen. Øjeblikket bliver til utrættelige rutcheture i hans skiftende og modsatte udsagn, dirrende af mimiske og verbale krumspring. Prægtigt.
RAP
Denne bearbejdning af Molieres klassiker drives altså langt ud mod det farcekomiske.
Især da fire rappende ænder tøffer rundt i en minikanal langs scenekanten, af og til stiger op og snadrer lystigt med, da skuespillerne hengiver sig til deres egen snaskende sladder om, hvem der skylder hvem hvor meget, og sladderen i begge grupper stiger til et kollektivt medley af rap.
Kongruensen mellem Den Gerrige og Disneys Anders And får vi gentaget fra Christian Lollikes Disney-attak ’All My Dreams Come True’ på Scala Scenen: Bagtæppet går op, vi ser ind på Scala Scenen og dens publikum.
Morten Burians Anders And siger goddag til Niels Ellegaards Den Gerrige – vi ler, om ikke så overrasket som vi gjorde, da det samme skete i ’All my Dreams’.
Gentagelser fremmer ikke altid fornøjelsen. Og de, der ikke har set ’All My Dreams’ er nok lidt desorienterede.
Oversætteren Jesper Kjær leger muntert med gennem dette pulveriserende Moliere-show, og Hodne og scenografen Markus Karner lader det hele ende i noget, der mest af alt minder om en overstadig scene i en Olsen Banden-film.
’Den Gerrige’ på Aarhus Teater bliver nok en publikumssucces på sine frække præmisser og et skuespillerhold, som ufortøvet leger med.
gregersDH.dk
