Jørn Pedersen og Liv Oddveig Midtmageli i ‘½leluja’ (Foto: Pernille Bering)

*

*

*

*

*

*

*

*

*

*

’½LELUJA’ – SIG NAVNET!

 
’½leuja’ er en munter ny dansk kammeropera, nu flyttet for en kort bemærkning fra Århus til Københavns Musikteater.
 

Spiller i aften, 11. september,  anden og sidste gang på Københavns Musikteater kl. 20

***

’½LELUJA!’ – en skæv og ukristelig titel på en opera. Ikke ukristelig banket i jern som Wagners ’Ringen’. Men ukristelig med et dansk fnis.
Sådan har John Frandsen og librettisten Ivar Gjørup arbejdet med idéen til ’½leluja’.
Gjørup med hele sin langvarige løbebane som tegneren, der gjorde serien ’Egoland’ til en samfundssatirisk øjenhænger i først ’Information’, så ’Politiken’. Med Divus Madsen som hovedperon – en glad, selvovervurderende fyr, der har en mening om hvad som helst og roder sig ind i hvad som helst.
Og John Frandsen som den erfarne operakomponist – som her for første gang fyrer løs med løst krudt og legetøjspistol. Ikke, at hans partitur ikke er skrevet med omhu, men vi er ikke til noget ’Requeim’ – bortset fra, at pointen i ’½leluja’ faktisk er, at Divus er død, står op af graven og forsøger at gøre sig sine overvejelser om livet lyksaligheder, når man nu pludselig har chancen for dét for en stund.
 

HUMOR

Lyksalighederne består primært i en strøm af kopper med varm kaffe, hvilket får ham til at konkludere, at ’livet er bedre end alternativet’.
Det sker i en rytmisk formuleret vise, der et par gange bryder forestillingens orkesterakkompagnerede parlando. Jyske Operas glimrende baryton Jørn Pedersen fylder rollen med velberegnet underfundighed og humor, og stemmemæssigt hamler ingen rigtig op med ham.
Det skulle være den unge kontratenor Morten Grove Frandsen, der agerer ulækker tv-show-vært af værste sortiment eller den lette sopran Ida MacGegor, der spiller det tomhovede pigebarn Gaja, der ender med at få mave på af den stumme Bingo.

MEZZOFORTE PLUS

De øvrige, Helene Gjerris som den forgyldte engel Vulva, Trine Bastrup Møller som ’Psykopøjten’, Jens Krogsgaard som den forbenede overlæge og Liv Oddveig Midtmageli – Divius’ tørlagte hustru Sandra – døjer med, at Sommeroperaens dirigent David Ridell vejen gennem de to timer lægger et gennemsnits-styrkeniveau på en slags ’mezzoforte +’, som befordrer en betydelig monotoni og udvisker nuancer.
Også i det ellers sindrigt orkestrerede partitur, Frandsen har lagt foran ham og sangerne.
Smil, Mr. Ridell. Og leg med de mange muligheder, partituret byder på!
 

PEDERSEN OG DIVIUS

’½leluja’ kommer vidt omkring i de 12 løsrevne billeder, operaen er skruet sammen af i henhold til avisstribe-forlægget – især de tv-satiriske slag i bolledejen og hospitalssnakkeriet har effekt.
Men som opera buffa fungerer ’½leluja’ klart bedst, når Jørn Pedersen er på banen med fru Sandra og hendes størknede maske – dem har instruktøren Jan Maagaard haft det bedst og nemmest med, gætter vi.
Tiden har måske ikke været til at gå i dybden og gennemarbejde derudover. I hvert fald ikke musikalsk. Værket er til en stjerne mere end det har fået.  
Alligevel: To nye danske operaer fra Århus-kanten i denne sommer!! Thomas Agerfeldt Olsens ’Dorian Gray’ og Frandsens ’½leuja’. Det er immervæk stærkt. Den ene overspillet. Den anden underspillet. Men alligevel.

gregersDH.dk