JEG HAR MEGET AT TAKKE C.V. JØRGENSEN FOR
Caroline Henderson taler flydende dansk. Hun lærte det ’the hard way’. Sprogbegavelsen er medfødt. Men også viljen til at lære nyt.
20. januar er der premiere i Gasværket på forestillingen ’Jazz, Love and Henderson’. En fortælling i sange om hendes dramatiske liv.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Charlotte Elgaard Christensen
DETTE kommer til at handle om sprog. Talesprog. Kropssprog. Frisprog. Alt mulig sprog. Om hårdt arbejde med sprog. Og samtidig: En utrolig flair for sprog.
Vi kaster os straks ud i det, da vi mødes. Ikke hendes sange, ikke koncerterne, ikke teatret, ikke hendes blændende udstråling – alt sammen vigtigt. Men: Sproget. Caroline Hendersons taler overrumplende godt dansk.
Hun kom til Danmark i 1983. 21 år gammel. Svensk var hendes modersmål.
Det talte hun de første fem år, hun var i Danmark.
– Men så?
”Så ændrede mit liv sig. Indtil da troede jeg ikke, at jeg skulle blive i Danmark. Jeg havde ingen særlig grund til at lære dansk. Det gik jo ok med svensk. Men da jeg blev skilt fra min første mand og stod med to drenge, der begyndte i skole, besluttede jeg at blive i Danmark. Ikke gentage mine forældres historie. Ikke karte rundt i verden med to små børn. Den ene var fire år, den anden 11 måneder. Ikke skille dem fra deres far. Jeg ville bygge et nyt liv op. Et dansk.
– Du kunne vel bare tillempe dit svenske lidt…
”Det dér svensk-danske, nej… det ’låter så jätte konstigt’… Derfor! Og der var klare provokationer. Mine børn. Og…Maria Bramsen!
– Det må du forklare. Børnene først.
”Det var hele tiden noget med: ’Nej, mor! Det hedder ikke sådan!’ og ’Sig det nu rigtigt!’ Og i skolen kunne jeg følge med i deres lektielæsning. Læse højt sammen med dem. Jeg prøvede da også voksenkurser, men det gik for langsomt. Det andet var bedre.”
– Og Maria Bramsen?
”Hun blev min ’lærerinde’. Vi var sammen i ’Ray Dee Ohh’, og det var første gang, jeg skulle synge på dansk. Vi sang kun danske tekster. Det skulle være perfekt. Pæredansk. Ikke den mindske accent. Jeg brugte dage i studiet bare på et par linjer. Hvorfor siger jeg ’Jeg elsker dig’ forkert? Hvorfor lyder det ikke, som når du siger det??”
– Hvad er det, der er så svært?
”Det ER bare et svært sprog. Dansk udtales ikke som det staves. Når man er voksen, er det angstprovokerende at skulle lære et nyt sprog. Man mister lidt af sin personlighed. Det tror jeg, alle, der har prøvet det, gør. Mister hurtigheden i retorikken. De små verbale jokes, tempoet… Man kommer aldrig helt med i klubben. Folk taler meget højt til en, selvom man forstår alt. Som om man var døv. Hvis man siger en joke, så lyder den forkert, og man skal til at forklare, hvor morsom den er.. ha, ha!”
– Men nu går det åbenbart meget godt.
”Nååh. Jeg kan stadig ikke tælle og regne på dansk. Jeg må oversætte. Hvis du siger ’fem-og-halvfjerds’, så skal lige om ad ’sjutti-fem’. Men ellers… Jeg har efterhånden fundet ind til mange af de finurlige nuancer i dansk. Det er et indbydende sprog – ikke så voldsomt som svensk. Også poetisk. Jeg har meget at takke C.V. Jørgensen for. Engang stak en mig en af hans plader. Teksterne fik mig til at elske det danske sprog. De tekster blev mit håndtag til poesien i sproget.”
– Føler du dig i dag som dansker?
”Hvornår er man dansker? Er det, når man er født her? Jeg var til et foredrag, hvor der blev snakket om danskhed. Min konklusion var, at jeg er dansker. Jeg har lavet nogle danskere, ikke? Tre sønner. Men egentlig går jeg ikke meget op i det. Jeg er faktisk svensk statsborger. Som barn i Sverige undrede jeg mig, når folk spurgte, hvor jeg kom fra.”
– Fordi du ser ud, som du ser ud…
”Præcis. ’Hvor taler du dog godt svensk!’, sagde de. Det var rigtig hårdt at høre på. Jeg var jo hjemme. Og svensker. Nu føler jeg mig hjemme i Danmark. Dér er jeg blevet det, jeg altid har været: En indvandrer. Det var skønt at få den label på. Jeg er indvandrer. Tilflytter. Jeg har lært et sprog. Forfra. Fra grunden. I Sverige skulle man hele tiden gøres opmærksom på, at man var anderledes.”
– Men du har også boet i U.S.A… Dér er vel mere rummeligt?
”Ikke når man så kradser i overfladen… Jeg har en hvid mor og en sort far, jeg er svensk, jeg er alt muligt – jeg har også boet og gået i skole i Frankrig. Jeg har en anden baggrund end de fleste i U.S.A. Vi landede dér i 60’erne, min mor og jeg, og det var svært – som det stadig er for mixed couples, med mindre man lige bor i New York. Man holder sig til sin race. Dengang var en benhård tid. Med Luther King og Black Panthers. Og stadig raceadskillelse, selvom det var forbudt. Jeg gik i skole med lutter sorte børn. Og måtte tage bussen hjem til en hvid neighbourhood. Pludselig skulle jeg forholde mig til alt det. Tage 500 års historie på mine skuldre. Jeg er en pige, der er vokset op med gamle europæiske værdier. Min svenske familie er ud af en stor bondeslægt. Den slags, hvor man engang enten overtog gården eller blev præst. Og hvor jeg selvfølgelig sidder med til bords. Har ret til at være med, hvor det sker. Men pludselig var man i U.S.A., hvor det ikke var en naturlig ret.”
– Det lyder som stof til en Bergman-film…
”Sverige er en del af mit DNA. Omdrejningspunktet er det nordiske. Traditionerne fra mine bedsteforældre. Jeg har boet så meget i udlandet, også med dem. Dér var vi altid knyttet til de skandinaviske kirker, der er kultur- og samlingssteder. Som Paris, hvor der altid var julebazar og legestue i den svenske kirke. Det er en tryghedsfaktor. Det har en kulturel betydelse for mig…”
Betydelse, siger Caroline. Betydning? Selvfølgelig. Ingen forskel. End ikke en hårfin. Men Caroline Henderson er bare et øjeblik i sin svenske verden.
”Da jeg kom til Danmark og fik barn, følte jeg mig ensam, og så meldte jeg mig til en mor og barn-gruppe i den svenske kirke, så jeg kunne sidde og tale med de svenske damer og føle mig tryg. Da min mand friede, sagde jeg: Det vil jeg gerne, men så skal det være i den svenske kirke. På svensk…”
Caroline Henderson er nok blevet ’pæredansk’, som hun siger.
Men alligevel.
