MIG OG ABERNE
Engelsk dadaisme med ’tongue in cheek’ på CaféTeatret.
****
Engelsk humor huserer jævnligt i danske farvande. Ikke for at bombe København eller stjæle flåden. Men for at supplere vores tilværelse med lidt vanvid eller absurde, tænksomme løjer. Som Vivian McKees Christmas-skæg – helt ud i tovene i Tivoli. Eller Chris Jordans raffinere musikalsk finter i Odense Internationale Musikteater.
Og så – lige nu på CaféTeatret: Pete Livingstones ’Babble-Babble’ – et lille musikalsk, koreografisk, absurd, muntert og tankevækkende essay om, hvad tro er for en sær menneskelig foreteelse. Tro, der flytter bjerge. Eller prøver på det. Eller opgiver, fordi de er for tunge. Men i stedet får os til at gøre de særeste ting, bygge babelstårne for at komme til vejrs, Stonehenge-stene for at forslæbe os, Eiffeltårne for at demonstrere, at vi er nogle satans karle. Med kærlige tilbageblik på abetilværelsen – lykkeligt omfavnende disse vores forfædre og formødre, især chimpanserne, der angiveligt bliver grebet af rituel danseglæde, når de kommer i nærheden af store vandfald.
HU-HA-HU
Disse genetiske og filosofiske overvejelser formuleres med tungen i kinden, Pete Livingstone suverænt styrende, dels fra det opretstående, dels i udtryksfulde attituder og dans og som generator for de seks øvrige medvirkende, der trakterer forskellige lydgivende rekvisitter, glas, jødeharpe, stortromme, fingerblop i kinden og mange versioner af dadaistiske hu-ha-hu kor. Især den medspillende instruktør Nina Kareis er bemærkelsesværdig og trakterer sin akkordeon overlegent.
Vi er godt underholdt. Jeg er ikke sikker på, at ortodokse, kristelige bibeltroende vil acceptere læsningen af ’The Holy Babble’. Til gengæld er associationer til Muhammed, og hvad der er rundet af den profet, så antydningsvise, at ingen imamer kan blive dystre i blikket.
Forestillingen er et hug på en god time, og afleveres foran caféborde, så man kan have glas og kop inden for denne version af armslængdeprincippet.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
