KURSUS FOR LOMMETYVE
’Oliver’ er en flot og broget forestilling i Tivoli med Preben Kristensen i det absolutte centrum
****
Det er lige lukt ind i fortiden. Tivoli er omdannet til juleudgaven af Den gamle By. Og har man ikke nok, så kan man gå inden for i koncertsalen og nærmest blive en del af en gigantisk dekoration – London for snart 200 år siden.
Det er Charles Dickens’ London. Oliver Twists London. Som breder sig ud fra scenen og imaginært kobler sig til de nostalgiske kulissebyggerier rundt i den gamle have udenfor.
Mikael Melbye har inden døre kapslet os ind i et dekorations-show, der skaber det skønneste Teater med stort T – gader, pladser, huse, der kører og svinger rundt i stilling efter stilling, genskaber scene efter scene i Lionel Barts musical ’Oliver’, så smidigt og timet, så det næsten er som filmiske klip. Eller som at blade i en pup up eventyrbog.
DEN GAMLE RÆV
Billedrigdommen ville være den bedste oplevelse ved denne opsætningen, hvis det ikke lige var fordi Preben Kristensen har genskabt sin gamle ræv af en Fagin, lommetyvenes konge, der får leveret den løsgående knægt Oliver som juleassistance til sin tyvebande og ender med at stå og vakle mellem om han skal forsøge sig med at blive en slags ærlig mand eller holde fast ved det sikre: At være og forblive en slyngel og stjæle sig til pensionen.
Det solonummer, hvor Fagin synger sin spaltede sjæl ud og vakler i beslutningen som en anden Christian 2. på Lillebælt i 1523, er et ubetaleligt shownummer – ikke den dybere psykologi, men af Preben Kristensen afleveret med en løssluppen ironi og raffinement, der matches af den klarinet i orkestret, som Lionel Bart har gjort til musikalsk medspiller, og som orkestrets Viktor Wennesz får til at synge med, som om der var tale om en sammensværgelse mellem Preben Kristensen og ham.
KULØR I KINDERNE
Det er et højdepunkt i denne meget slagfærdige musical. Og et højdepunkt i Tivoli-opsætningen.
Uden at det i øvrigt skal tage strømmen af forestillingens flotte totalvirkninger, koreografiske masseoptrin og andre af de musikalske indfald, der giver ’Oliver’ kulør i kinderne og er ret rørende midt i denne krimi-røverhistorie om upper middle class-drengen, der ved skæbnens ugunst plantes på en fattiggård af en ulykkelig mor, og ved skæbnens gunst kommer hjem igen – eller gør han? – efter flirt med underklassen og Fagins lommetyveri-bande.
Der er f.eks. en kvintet af gadesælgere på en London-morgenstund, som behændigt krydser sig vej mellem My Fair Ladys grønttorv-scene og åbningen af 4. akt af ’La Bohème’. Musikalsk er det en lebendig musical.
HOLDER STEMMEN
Preben Kristensen er ikke alene om at levere varen i Tivoli-opsætningen, men de øvrige figurer at svære at trække ud over det faste, næsten tegneserieagtige. Blandt børnene især løst med robust stemme og humør af knægten, der ved premieren var sat på Lurendrejerens rolle. Drengen, der spillede titelrollen, holdt sig til det sympatiske og mere spagfærdige. Og blandt de mange voksne Charlotte Guldberg, hvis stemme jeg vil håbe holder til udladningerne aften efter aften som den behjertede gadepige Nancy – hun byder den en hel del. De mange øvrige holder sig til de givne klichéer. Det er den farverige, afvekslende totaleffekt af historien, der tæller i denne ’Oliver’.
Tag børnene med. De får julesmæk for skillingen. Og tips til, hvordan de napper ting op af lommerne på folk i juletravlheden. Eller lader være.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
