'Årets Reumert 2014' Det Kgl. Teater Gl. Scene 22.6. 2014 Anm.

Henning Jensen modtager Reumerts hæderspris (tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

FIRMAFEST

 
’Årets Reumert’ blev fejret i aftes på Det Kgl. Teaters Gamle Scene med et show, der var mere privat end godt er for dansk teater.

 

**

 

DER er enkelt-øjeblikke, der melder sig nu dagen efter Reumert-prisfesten på Det Kgl. i aftes. Melder sig med lysende kraft. Og afgørende for, hvad der er meningen med en Reumertfest.
Det ene var, da Henning Jensen modtog hædersprisen og i en brillant takketale sluttede med at sige om skuespillerens kunst: ”Folk spørger. Vi svarer. Men vi ved ingen ting.’ Da blev der stille et øjeblik i salen. 
Det andet var, da Anna Bro stod dér som en alf, der var smuttet ud fra skoven i Shakespeares ’En skærsommernatsrøm’, og modtog prisen som årets dramatiker. Fortumlet. Usikker. Glad.
Det handler om sind. Om nærvær. Om personlighed.
Om det væsentlige ved én gang om året at gøre selve dét at fejre og kåre teatrets stærkeste drivkræfter til en begivenhed.   
En begivenhed, der sætter noget på plads og følelserne i sving.
 

RITUALER

’Årets Reumert’-ceremonien har sine ritualer. Den er på én gang en fest, hvor dét, som nogle kalder ’branchen’, fejrer sig selv.
Men samtidig er den en begivenhed, der placerer teatret som noget væsentligt i samfundet, noget, som omverdenen kan forholde sig til. Og skal kunne forholde sig til. Dérved, at ceremonien klart, præcist, men også gerne følelsesladet, rammer ned på, hvad det er, som er væsentligt. Og hvorfor det er det.
I år oplever vi især det første: Branchen, der fejrer sig selv. Man kunne næsten kalde showet på Det Kgl. en firmafest. En fest, der delvis reducerer det egentlige, priserne, til et sidespor.
Reumertfesten er i år bygget op som en forestilling, hvor prisoverrækkelserne fikst og sjovt er indlagt i en slags dramatisk handling, instrueret og skabt af forrige års instruktørpris-modtager Minna Johannesson plus den unge dramatiker Henrik Szklany.
De har fået en glimrende idé. De har set på datoen, sagt ok: Midsommer! Vi lader Drachmanns og Lange Müllers ’Midsommervise’ klinge som musikalsk ledetråd, udfolder et romantisk skovmiljø på scenen – som scenografen Johanne Eggert kan udfolde det – og drømmer os til alt mellem himmel og jord i den skov. Hvad vi nu kan finde på, med anvendelse af al landsens herlige skuespillere under overskriften ’Mit liv som træ – en Reumert drøm’.
 

INDFORSTÅET

Det lyder af Shakespeares ’Skærsommernatsdrøm’. Fortryllelse, teatralsk halløj, guder og mennesker i syndig, uskyldig forvirring, forelskelser, trolddråber i øjnene, dans og sang. Med brug af alle fagets kræfter.
Glimrende alt sammen.
Men desværre alt for langt. Og endnu mere desværre: Urimeligt indforstået – som man kan forestille sig det ved netop en firmafest, hvor alle kender alle, og alle er parat til – især de medvirkende selv – at dåne af henrykkelse over de mere eller mindre dygtige og morsomme præstationer og de fnisende insider-hentydninger.
Hentydninger, som ikke bare er associationer, der kræver kendskab til teaterlitteratur og teaterpraksis for at blive forstået, men også viden om, hvad der foregår i firmaets kroge og i de ansattes privatliv.
Det er over grænsen til det ubærlige, når Tammi Øst, Jens Jørn Spottag og Morten Kirkskov koketterer i personale-revy toneart i deres samspil. Kælent og indforstået. Og det er over grænsen til det forståelige, når Elise Kragerup og Rune David Grue bliver sat til at lege Røde Rum-iscenesættelse med deres fremragende hold af spillere. Hvem er de? Og hvad handler det om?
Hvor er den information, som teatergængere og tv-seere har brug for, hvis de skal se pointen? 
 

MENINGEN

De medvirkendes selvironi og distance til det materiale, de er præsenteret for, forsoner i nogle tilfælde over for et publikum på Gl. Scene, som delvis er tilknyttet ’firmaet’. Men næppe over for det publikum, der i aftes har siddet ved skærmen. Hvor selvironi nemt fortolkes som selvsmageri. Men hvor begribeligheden og det meningsfulde i Reumert-priserne og deres baggrund gerne skal stå lysende klart.
Helt konkret, hvad det er for forestillinger og skuespillere, der belønnes. Og hvorfor de bliver det. Bortset fra i de to linjer, der undes dem i korte, billeddækkede speaks til introduktionerne. 
Skal ’Årets Reumert’ videreudvikle en ny stil som teaterforestilling med indbyggede prisoverrækkelser, skal indholdet i hvert fald strammes voldsomt op, redigeres med hård hånd, og intentionerne tydeliggøres – d.v.s man skal få omverdenen til at forstå, hvad der foregår på scenen.

gregersDH.dk

No Comments

  • Kære Gregers
    Mange tak for denne fine beskrivelse af en følelse jeg og mange andre sad med denne aften.
    Ønsker om en god sommer fra
    Nastja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *