Karen-Lise Mynster i ‘Et år med magisk tænkning’ (Tegning: Claus Seidel)
DET UAFVENDELIGE
’Et år med magisk tænkning’ er en stærk monolog med Karen Lise Mynster på Nørrebro Teaters Frederiksbergscene.
*****
’Evigt ejes kun det tabte’ siger præsten i Ibsens ’Brand’.
Der er ikke en stump religiøsitet i Joan Didions monolog ’Et år med magisk tænkning’. Men det er Brand’-præstens konklusion, som ender med også at være Joan Didions konklusion i dette dokumentariske stykke om hendes egne oplevelser: Hun havde sin mand og sin datter, men kun til låns.
Begge dør mellem hænderne på hende. Hun prøver med næb og klør at fastholde dem som levende. Holde lånet i live med det, hun selv bagefter ved efterrationalisering kalder ’magisk tænkning’.
Som teater-monolog kan det minde om, hvad Jens Albinus præsterer med så stor autoritet i Primo Levis ’Hvis dette er et menneske’ i Skuespilhuset.
I begge tilfælde handler det om overlevelse. I Levis tilfælde på trods af ubegribelig brutal umenneskelighed. I Joan Didions på trods af de ubegribelige og uafvendelige vilkår, der er alle beskåret: Døden.
MED SMÅ MIDLER
For Karen-Lise Mynster, der har Didions monolog i hænderne, er det en enestående mulighed for at forvalte de store evner, hun har for at få en kvindeskikkelse til at gennemleve alle mulige afskygninger af reaktioner. Af indre kampe, overvejelser, fortrydelse, sorg, tvivl, raseri og skepsis over for motiver og følelser hos den person, hun skildrer.
Joan Didion oplever, at hendes mand falder død ned af stolen, netop som de har sat sig til en afslappet middag. Og at hun inden for det samme år mister en voksen datter, der netop er blevet gift. Ramt af uhelbredelig sygdom.
Karen-Lise Mynster sidder på scenen, da vi tager plads som publikum. Stum, på en lille platform omgivet af vand, og med en gigantisk baggrund: Scenegrafen Christian Friedländer har gengivet et barokt romantisk naturbillede, hvor en minimal detalje viser et par børn, der leger på en eng. Langt henne i forestillingen ser Karen-Lise Mynster et sekund på denne detalje og løfter hånden mod maleriet. Mens hun fortæller om datteren, der elskede at lege på stranden. Sådan kan Karen-Lise Mynster med ganske små midler skabe rum om sin fortælling. Med en trækning i ansigtet eller med en pludselig forskydning i stemmen forvandle sit udtryk i en monolog, der ustandselig kræver skift i stemning.
Hendes Joan Didion er i opgør med sin egen måde at dissekere oplevelse af døden omkring hende. Hun opbygger hele tiden det, hun kalder sin ’magiske tænkning’ – forestillingerne om. at virkeligheden er en anden. At livet ikke er slukket. At noget kan genkaldes. Døden manes bort. At noget kan forklares med skyld. At hændelser kan afværges. At man overlever, hvis man ikke træder på striberne mellem fliserne. Indtil erkendelse og afklaring frigør hende.
LAMMENDE KRITIK
Stykket er samtidig en ironisk og lammende kritik af det konkret uafvendelige i et amerikansk hospitalssystem, der er som en fabrik. Lægen, der kaster en bemærkning til en kollega om Joan Didion, da hun skal have at vide, at han er død: ’Hun er rimelig sej’. Eller lægen, der nøgternt beskriver mandens hjertefejl som en fejl i den nedadgående venstre arterie – ”den vi kalder ’enkemageren’”.
For Nørrebro Teater, der forvalter den gamle Rialto Scene under navnet Frederiksbergscenen, er det perfekt, at man har fået Karen-Lise Mynster så hurtigt på banen efter fiaskoen med klimastykket ’Ud i kulden’, som også hun skulle plages med. Så tak for det. Hun er en mageløs skuespiller. Stærk, troværdig, kolossalt rig på stadig nye muligheder. Hvad også instruktøren Kamilla Bach Mortensen har fået glæde af. Det er en meget homogent afstemt forestilling.