Anja Vang Kragh Børsen 23.11.09 s. 40-41 Interv.

SKØRE ANJA: DET ER BENHÅRDT HÅNDVÆRK

Kostume- og modeskaberen Anja Vang Krag om håndværk, som forsømmes i dansk kunst og design, om at være en fedtet teenager, der ikke kan beslutte sig, om Beatles-teaterkoncerten i Gasværket, om at sparke døren ind hos Diors chefdesigner, og om det næste: En dogme-teaterkoncert. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

———————————————————–

”HÅNDVÆRK. Det er det, det handler om! Håndværk, siger jeg!”

Anja Vang Kragh taler sig varm.
Hun er kostumekunstneren med de store armbevægelser. Under Gasværkets kæmpekuppel fylder hun i disse måneder rummet med eksotisk mangfoldighed i ’Come together’, Beatles Teaterkoncerten.
En jungle af farver og groteske påfund. Som en anmelder skrev: ”For meget? Men det er, som om alt alligevel ikke nok for Anja Vang Kragh i denne klædedragtens og hattemodens overflod af ekstravagancer.”
Hæmningsløs, tilsyneladende. ’Skøre Anja’ som hun kan finde på at kalde sig selv. En teaterkunstner.
Men det er håndværk, hun taler om over den dampende the i hendes stille hule i baghuset på Dag Hammerskjölds Allé. Mere end om kunsten.

”Nu kan du se… når vi nu tager sådan en skuespiller som Søren Sætter-Lassen på Det Kgl. Jeg arbejdede sammen med ham, da vi lavede ’Tartuffe’ på Det Kgl. Teater. Det er dybt fascinerende at se en, der har så meget styr på detaljerne. Han går hjem og borer sig fuldstændig ind i stoffet, han er altid vanvittig velforberedt, sidder f.eks. og prøver tingene af ind i et spejl, for at se, hvordan han virker. Enormt inspirerende. Men bliver selv bedre og skarpere, når man arbejder sammen med folk, der virkelig kan deres håndværk.”  

Er du selv mere håndværker end kunstner?

”Sådan kan du ikke stille det op. Jeg siger bare sådan, fordi det mange steder er blevet noget med, at ’det kommer bare’. Af sig selv. Bare man ’føler’… Når man ser f.eks. på Akademiet, på Malerskolen: Kunst er kommet et sted hen, hvor man selv må opfinde det hele. Ikke fordi jeg mener, at man skal sidde og male guldaldermalerier. Men man får ikke rigtig et håndværk. Det er tragisk. Jeg ville føle mig dybt snydt, hvis jeg skulle gå på Malerskolen og ikke fik de gamle discipliner. Se på sådan en som Picasso – hvor meget skoling, der ligger bag, at han blev så god. Det er ikke noget, der kommer af sig selv.”

– Men dér, hvor du kommer fra – Designskolen?

”Dér havde jeg en skøn lærerinde. Hun hed Jette With. Hun var af den gamle skole. Du ved – håret var sat som en tysk stålhjelm. Hun var uddannet inden for tysk skræddertradition. Hun kunne lave uniformer. Hun var altid helt pletfri, lignede noget fra 50’erne, hun duftede lækkert, og man sad bare dér som sådan en fedtet teenager og syntes, at man skulle leve op til hende, fordi hun var så fabelagtig. Hun havde noget at komme med. Et håndværk. Ikke alt det med ’Forném, hvordan du har lyst til at lave det’. Det kan man ikke bruge til noget som helst. Jeg ville lære et håndværk. Jeg begyndte at opdage, hvor fantastisk det var, det med tilskæring. Jeg følte mig lidt som en arkitekt, når man stod og fandt ud af: ’Her skal du to cm ud’ – det var noget meget konkret. Meget teknisk. Det er ligesom, hvis du skal skrive, og du ikke aner, hvordan man sætter ord sammen. Det dur ikke. Du skal kunne det dér. Jeg er sikker på, at jeg havde aldrig fået det job i Paris, hvis jeg ikke havde kunnet håndværket.”

Hvordan kom det ellers i stand? 

”Det begyndte med, at vi fik en opgave på skolen, hvor man skulle vælge en designer og lade som om vi skulle lave en kollektion til ham. Jeg sad og kikkede på mulighederne. Den ene efter den anden gik koldt forbi – men så var der pludselig John Gallianos damer! I store flamboyante klæder, helt teatralsk. Der var en fest hos ham! Jeg blev rent forelsket. Der var humor, historier, teater! Han blev simpelt hen min helt. Længe ind jeg blev færdig på skolen, var jeg klar over, at jeg ville til Paris. Jeg udstillede nogle tegninger i Øksnehallen lige efter afslutningen, og dér spurgte folk: Hvad vil du så nu? Jeg stod bare og skreg til alle: Jeg vil til Paris! Til Galliano! Diors chefdesigner!”

Bare af sted…

”Ja. jeg tog ned, fik en samtale med hende, der antog praktikanter, og tænkte selvfølgelig: Hvis de overhovedet tager mig, så kan jeg måske komme til at lave the til ham. Men så spurgte de, om jeg ville møde John. John Galliano! Om jeg ville…! Jeg havde jo bare siddet hjemme på mit pigeværelse og hørt om ham, og dér stod han så – det var, som om Elvis var trådt ind i rummet! ’Hello! I’m John!’, sagde han, og så kikkede han på mine ting og spurgte: ’Hvad vil du lave?’ Jeg sagde; ’Idéer og design for dig.’ ’Kom igen i morgen, så laver vi kontrakt!’ Det lyder enkelt, ikke?”

Joh…

”Men det er nok noget med, at når man har så énsporet et ønske. Ikke bare, at man gerne vil være designer. Men at det er ham og ingen andre. At man bliver ved. Han kunne vist godt se, at det var en determineret dame, der havde meldt sig. Jeg ville!”

Har du altid vidst, hvad du ville?

”Næh. Som teenager synes jeg, at jeg blafrede rundt. I den alder søger man enormt meget. Hvem er jeg? Hvad består man egentlig af? Man blæser i vinden og ved ikke, hvad man skal bruge af det alt sammen. Man prøver så meget af. I dag er jeg Kleopatra. I morgen er jeg punker. I dag er jeg sød pige. I morgen er jeg mystisk. Ligesom da jeg var lille og kunne vågne op og sige: I dag er jeg rød dame! Så var jeg rød i tøjet ned til mindste detalje, røde snørebånd, røde sokker, rødt al ting. Og næste dag: Nu vil jeg være grøn dame. Næste dag: Blå. Men da jeg blev stor, synes jeg, det tog mange år at finde frem til, hvad man var for en person. Og mærke: OK, dette her er, hvad jeg er.”

Og hvad var du så?

”Det må du nok spørge om. Jeg har jo altid syet tøj. Mit eget. Prøvet at klippe bukser og den slags. Allerede da jeg var syv år. Og så råber alle selvfølgelig: Anja – hun skal være noget kreativt! I sådan en situation reagerer jeg imod. Automatisk. Bliver kontrær. Måske fordi jeg er vokset op med så mange modsætninger. Nej, sagde jeg. Jeg skal lave business. Så jeg startede på Handelshøjskolen. Det varede to måneder. Jeg forstod ingen ting. Så søgte jeg ind på Designskolen. Sådan lidt: Jamen, det kunne man da godt prøve. Først den grafiske linje. Hvor jeg ikke kom ind. Så – OK, hvorfor ikke Beklædning? Dér kom jeg ind.”

Du er vokset op med mange modsætninger, siger du…

”Min far er arkitekt. Konkret og stringent. Man fik skærpet sit kritiske øje, når man gik rundt med ham. ’Se! Det hus skulle have haft et mere stejlt tag!’ Min mor er kunstmaler. Hun er til det abstrakte. Og til ekspressionisme. Vildt slag i bolledejen! Kreative mennesker, min far og mor, men meget forskellige. Vi flyttede fra København til Nykøbing Mors, da jeg var fem år, fordi min far lavede sit eget arkitektfirma dér. Helt oppe, hvor kragerne vender. Så blev de skilt, og jeg kom til København igen, da jeg var tolv år. Jeg kom i Zahles Skole.”

Kulturchok!

”Ja, er du gal. Jeg kom fra et sted, hvor man sad i sin vindjakke med forpjusket hår og bare var en ridepige fra naturen, og så kom man ind, hvor de gik rigtig op i stilen, og hvad man havde på. Det ene sted var man københavnersnuden. Det andet sted: Hende jyden. På skolen i Nykøbing var de stille og rolige. Lidt gammeldags disciplin, måske. På Zahles kom jeg ind i en heftig klasse, hvor drengene styrede det fuldstændig – de løb hen over bordene og kastede med madpakker – mens alle vi piger sad med håret blæst tilbage. Mærkeligt nok elskede jeg Zahles Skole. Især da jeg efter 10. klasse skiftede til Frederiksberg Gymnasium. Jag hadede gymnasiet. Det var de værste år i mit liv! I Zahle var der en form for familiefølelse, som jeg synes, jeg mistede i gymnasiet. Læreren var med en klasse hele vejen. Der var et engagement. I gymnasiet var det bare: – Nå, nu kommer der nogle nye lærere i år, og så pludselig nogle andre igen…”  

Du er enebarn…

”Ja. Og jeg flyttede alene med min far, da jeg var ni år. Det nød jeg meget. At man havde fred og tid og ro til at sidde og drømme. Jeg elskede at sidde i en solstråle og drømme. Og lave mine egne verdener. Ikke blive forstyrret. Sådan har jeg det stadig. Når jeg arbejder, skal jeg helst føle: OK, nu har jeg hele dagen. Hvis jeg f.eks. skal noget kl. 2, så kan jeg næsten ikke få sat mig i gang. For det skal være så koncentreret, dét, jeg laver. Helst sidde fra kl. 9 om morgenen til kl. 9 om aftenen fuldstændig uforstyrret. Som en Sherlock Holmes og gå dybt ind i de forskellige grene af det, jeg har gang i. Begrave mig i research. Sådan som jeg har gjort med ’Come together’. Med den startede det meget løst. Det skulle være mangfoldigt. Nikolaj [Cederholm] elsker også modsætninger: Det skulle ikke have noget at gøre med Beatles. Ikke direkte. Men gerne noget surreelt, pop art, lidt det Monty Pythonske univers, med mærkelige clash. Jeg elsker, når nogen står og synger en fin sang, og så kommer der et stort rumskib og æder dem. Det er den verden, vi lægger op til med starten, der blev inspireret af Sgt. Pepper-coveret.”

En verden, der minder om den hos Galliano…

”Ja. En enorm frihed. Som Nikolaj tit sagde til mig: – Du skal bare fyre den af, så finder vi ud af det bagefter! Meget den måde, vi også arbejdede på hos Galliano. Jeg kan huske i starten i Paris, hvor jeg var altid målløs over, at der fandtes et så skønt legebarn som Galliano. Det med, at man ikke tog mode for mere end det var. Det bliver kedeligt, når folk er bange for at lege. Og hele tiden spørger: Er det nu det rigtige i vores tid? Bør lommen sidde højere i år? Og kun tænker på, at hele verdenspressen sidder der som glubske hunde. Så ryger kreativiteten. Hellere: Let’s do it! It’s only fashion!”

Alligevel sprang du efter seks år fra ham til Stella McCartney i London.

”Jamen, det var nok, fordi jeg havde brug for at prøve noget andet. Ikke hele tiden at måtte overraske og finde på. Men problemet var, at jeg skulle være ’Galliano’ i hendes firma – den, der lavede vilde og skøre ting til hende. Det var bare ikke et firma, der kunne dét. Jeg kom fra et sted, hvor der var alt, man havde brug for: Stofruller, kæmpebøger fra hele verden, store arkiver med gammelt tøj. Hvor man virkelig kunne boltre sig. Og så kommer man et sted, hvor man kan få lov til at bestille én rulle stof og får en lille symaskine, og så kan du bare være ’Galliano’. Men sådan fungerer tingene jo ikke…”

Den traditionelle modebranche var ikke dig – og du vender ikke tilbage til den?

”Det tror jeg ikke. Hele den modeverden hænger mig lidt ud af halsen. Man ser så meget, hvor man bare tænker: Det er da fint. Men lidt den samme kage, der står og kører, også hos de store.”

Teater er sjovere…

”Ja, for det er historier. Frihed til at digte. Frie hænder. Ikke fordi jeg altid skal være den skøre Anja, der bare laver skøre ting. Det kunne også være spændende at lave noget teater, hvor man ikke altid bruger det store udtræk. Nu har vi set en, der hænger med hovedet nedad. Og en med blomster ud af alle huller. Flygler, der suser gennem luften. Nej. Måske en form for dogme-teaterkoncert.”

Om hvad f.eks.?

”Bob Dylan. Vi kører deruda’.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *