CIGARER, WHISKY OG NØGNE PIGER
Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten: Kammerat med solen. En biografi om Stig Lommer. Thaning og Appel. 349,95 kr. Illustr.
****
STIG Lommer ville have fnyst, hvis han havde været i live! Og bidt hårdt i cigaren.
Ikke ryge på restauranter! Ikke engang ved baren i teatret!
Der står ’cigarer, whisky og nøgne piger’ med flammeskrift over de mere end 380 sider i Steen Olsens og Rottenstens bog om revykongen Stig Lommer.
Selvom bogens titel klinger så uskyldig: ’Kammerat med solen’, en titel, som kan minde os om Sitter Horne-Rasmussens kanonsucces og gennembrud i Hornbæk-revyen i 1942.
Stig Lommer sås aldrig uden en cigar mellem tænderne.
Og de nøgne piger? Dem havde han nærmest offentligt monopol på i en menneskealder? I den grad, at ’Lommerpiger’ blev et begreb, der kunne løfte unge piger i guldstol eller stemple dem for livet som let anløbne.
Dagens syndfloder af pornotopia ville have overmandet ham og frataget ham de sidste rester af monopolet. ’Pikante’ var det udtryk, han selv anvendte om sine piger: De skulle være ’pikante’. Ikke lige dét ord, men vil hæfte på bare damer i dag.
Whiskyen var fast inventar hos ham – konstant inspiration i hans forrygende samarbejde med utallige makkere: Versemagere som Mogens Dam, Børge og Arvid Müller, Epe, Holger Bech og Poul Sabroe (’Den Gyldenblonde’). Eller uendelighedsrækken af skuespillere, han omgav sig med: Bodil Steen, Sitter Horne-Rasmussen, Osvald Helmuth, Lone Hertz, Dirch Passer, Kjeld Petersen, Preben Kaas, Jørgen Rye, Svend Asmussen…
Bogen er en kædedans af piger, cigarer, cocktails, hummer og champagne – men først og fremmest og heldigvis: Af en strøm af ideer og kreative initiativer, lige fra debuten i Studenterrevyen i 1927, hvor han synger ’Hvem skal kæle for kildekongens kat’ sammen med Else Marie, over job hos Scalas Frede Skaarup, der bl.a. sætter ham til at have opsyn med 60 korpiger på Dagmarteatret, og frem til hans eget mylder af opsætninger af revyer, der begynder i Hornbæk i 1935. Og fortsætter en vifte af skiftende steder helt frem til 1970’erne.
I dagens debat om teaterstøtte er det interessant at følge Lommers økonomiske dukkerter og utrættelige opture i en teaterverden, hvor næsten kun Det Kgl. Teater nød offentlig støtte. I hvert fald ikke revyteatre. Heller ikke Lommers, når han ind imellem forsøgte sig med seriøse skuespil på sine frederiksbergske scener.
Et mønster gentog sig. Som han selv engang udtrykte det i et interview:
”Det er sjovt at lægge mærke til en næsten systematisk ensformighed i de dumheder, jeg har begået. Recepten har hele tiden været: Læsterlige øretæver på de store scener – og store fortjenester på de små teatre.” Han kom til at tjene mange penge. Men ’dumhederne’ drog ham med magnetisk kraft.
Bogens forfattere erkender, at det er svært at komme på nært hold af mennesket Stig Lommer. Han holdt sine private kort tæt. Dem han – måske – havde. Som de skriver: ”Ganske enkelt fordi han i lange perioder er revyen. Men også fordi revyen er hele ham.”
Dermed bliver den gedigne bog især blomstrende fortællinger om folk omkring ham: Dirch Passer, Kjeld Petersen og alle de andre. Muntre og tragiske fortællinger.
Nogle rystende og tankevækkende. Til dem hører faktisk indledningskapitlet om Stig Lommers egen død på scenen i Skagen Fiskerestaurant en sommeraften i 1976. Lommer havde netop indledt sit one man show med bl.a. at forudskikke sin entré i ’de himmelske selskabslokaler’, hvor han ville blive modtaget af Noel Coward, Maurice Chevalier, Karl Gerhard og Poul Reumert, og ”der så kun er Aage Stentoft tilbage”…”Det ender sgu nok med, at Stentoft bliver min allerbedste ven…”
Bogen runder smukt af med at vende tilbage til Lommers begravelse. Hvor Ove Sprogøe og Morten Grunwald lige når at komme for sent. Direkte fra ’Olsen Bande-optagelse. I deres bandeantræk.
Tragikomikken er et tema i bogen. Heldigvis mest komikken.
