Lykke Sand Michelsen i ‘Mit mørke’ på Bådteatret. (Foto: Natasha Post Penaguiäo)

MIT MØRKE

Ambitiøst, og ikke altid lige klart drama, baseret på bogen ’Sygeplejerske i Det Tredje Rige’.

Titel: ’Mit mørke’. Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard. Instruktør: Pia Rosenbaum. Scenograf Thomas Kolding. Medvirkende: Bodil Sangill og Lykke Sand Michelsen.

’Mit mørke’, der er produceret af teatret ’Five Feet Tall’,  spiller på Bådteatret i Nyhavn til og med 3. oktober.

****

DER er ufortalte historier fra 2. verdenskrig. Tonsvis.
Nogle dukker ud af mørket, f.eks. nu historien om pigen, der var ’sygeplejerske i det Tredje Rige’ – titlen på den bog, der handler om pigen Ebba fra Tarm, de som 16-årig rejste – eller blev sendt – til Tyskland, for at blive sygeplejerske under krigen. ’Blev sendt’, for det var den nazistiske far, der stod for arrangementet, som indbefattede, at pigen blev medlem af nazipartiet som sin far.
Jeg har ikke læst bogen, men så i aftes en dramatisering af den.
Dramatiseringen tager udgangspunkt i det forhold, der også er bogens: At Ebba først i en alder af over 80 har fortalt sin historie. Den har været for smertelig indtil da.
På scenen er det skuespilleren Bodil Sangill, der har rollen – hun er et fund til den, ikke kun på grund af sin alder, men fordi hun med sin store skuespiller-erfaring og -kunnen kan løse opgaven troværdigt og gribende.

SVÆR FORM

Den er ikke gjort enkel, opgaven:
Vi har ikke at gøre med en monolog af den art, som vi i forrige sæson så Karen-Lise Mynster spille på Husets Teater som en østtysk husmor, der ved siden af børn og mand og skarp overvågning af Stasi, har et hemmeligt forhold til en dansk mand.
På Bådteatret ser vi en kvinde, der gennem et langt liv har presset sine erindringer i bund, levet med en far, der har været forhadt af sine omgivelser, en mor, hun ikke kunne snakke med. Og selv har måttet undertrykke sin egen historie over for sit barn og alle andre.
Den fortælling kunne på samme måde behandles i en enkel monolog.
Men her er det en vanskeligere form. Alt bygges op som dialog. I første omgang mellem Emma og hendes datter, mellem Bodil Sangill – og Lykke Sand Michelsen, der vil vide, hvad det var, der trykkede moren. I anden og følgende mange omgange ser vi Lykke Sand Michelsen i sygeplejerskens rolle under krigsforløbet, altså som den purunge, naive pige, der gennemlever rystende ting, bombardementer, jødeudryddelse, ufattelige lidelser, også blandt de sårede soldater og til slut hendes langvarige internering i Sovjet, inden hun kommer hjem til Danmark.

KRÆVENDE SPRING

Forløbet er splittet op i tidsforskydninger, flashbacks og talrige rolleskift, Bodil Sangill spiller en række bipersoner undervejs – som oversygeplejerske, som nazichef, som sygepleje-kollega, som KGB-forhørsleder.
Krævende spring, som hun mestrer glimrende.
Spring, der oven i købet ledsages af talrige video-skift i scenens baggrund, hvor Thomas Koldings scenografi og David Matchofskys billeder er gjort let sløret – en ypperlig virkning, der hænger godt sammen med Lykke Sand Michelsens spil som den unge sygeplejerske, der roterer rundt mellem krigsoplevelserne – naivt og egentlig uden dybere forståelse for den katastrofale politiske baggrund for, hvad der sker.
Ungdommelig undren over alle rædslerne er hendes gennemgående reaktion.

TEENAGE-UMODEN

Men tænker mange gange: Det var li’godt sært, at instruktøren Pia Rosenbaum har valgt at gøre hende så teenage-umoden. Men det kan hænge sammen med så meget: Bogens fremstilling af pigen, dramatikerens intention, Lykke Sands egen opfattelse af pigen Ebba – Lykke Sand er i øvrigt initiativtager til projektet med at dramatisere bogen.
Det er en på mange måder smuk lille forestilling. Uden at man alligevel ikke kan lade være at tænke: Færre detaljer, og færre kronologiske omstændeligheder, en enklere form, kunne måske have fået os nogle spadestil dybere i et så traumatiseret sind som Ebbas.
Tættest og længst ind kommer vi i Bodil Sangills ansigtstræk, hendes pauser, hendes stemmes farvelægning i korte udbrud.

gregersDH.dk