Årets Reumert 2021 fejres i Odense 6. juni 27.1. 2021

Stærke kræfter i Odense bærer Årets Reumert og prisfesten videre!

Tommy Kenter fik i 2020 hædersprisen ved Reumert prisfesten på Folketeatret (foto: James Alexander Thisted)

 

 

 

 

REUMERT TIL ODENSE I ÅR  – 6. JUNI!

Stærke kræfter i Odense bærer ÅRETS REUMERT og prisfesten videre!

Sikke en fornøjelse! – nyheden om, at Årets Reumert nu videreføres med prisuddelinger den 6. juni i Odense! Endda i den nye store Odeon-sal, som Odense Teater og andre har brugt i nogle år til store begivenheder.

KAN det være en bedre nyhed! Især for en gammel bavian som mig, der forlod det ærefulde prisjury-job for nogle måneder siden, ikke i nedtrykt sindstilstand, og dog: Fordi det efter atten år var blevet fysisk umuligt for mig at kæmpe mig land og rige rundt til de mange teatre. Men ingen piv herfra. Atten års hårdt, men også pragtfuldt arbejde, for en stor del materialiseret i anmeldelser på denne blog.

JEG har sunket en klump, savnet teaterbesøgene, der var skåret ned til det minimale, men jeg har fulgt det hele på afstand. Fulgt den øvrige jurys og alle mulige andres kamp for at køre Årets Reumert videre oven på bortfaldet af Bikuben Fondens stærke ryg for tre år siden. Fulgt energien hos juryen og hele striben af interesserede i dansk teater, slagkraftigt udfoldet hos f.eks. de teatre, der for en stund lagde stærke skuldre til at realisere de store prisfester i 2019 0g 2020: Nørrebros Teater og Folketeatret.

JEG har lyttet til snakken om tænkelige og utænkelige måder, Reumert prisen kunne leve videre på – om andre fonde, som har snuset til opgaven, tygget på den og anet, at den ikke var lige at løbe til, hvis det skulle gøres ordentligt, d. v. s. i det format, Bikuben Fonden havde placeret den i. Set organisationer som Dansk Teater, Copenhagen Stage, Have Kommunikation og forskellige presse- og mediekoncerner lægge energi i forsøgene. Og ser nu, at det altså er lykkedes at tømre et projekt sammen netop med et teater, en avis, en kommune og en fond – det hele i Odense, hvor Albani Fonden, Fyens Stiftstidende, byens teater og det offentlige træder til og trykker på knappen. Endda ikke bare for virkeliggørelse af prisen i 2021, men for de kommende tre år.

DET er guld værd, at Årets Reumert kører videre. Selvfølgelig på de særlige præmisser, som corona-pandemien har budt teatrene og deres forestillinger gennem hele sæsonen: Langt færre opsætninger selvfølgelig. Men alligevel nok til, at der er højt kvalificerede forestillinger og præstationer at vælge imellem fra de perioder, hvor der trods alt er sket noget. På trods, men med dampen oppe.

JEG aner ikke, hvad finansieringen indebærer i det nye regi – følger der f.eks. penge med priserne til de enkelte vindere? Og er det vigtigt? De beløb, Bikuben Fonden spenderede i sin tid på priser til de enkelte vindere, var ekstravagante. Men de bortfaldt det sidste par sæsoner. Uden store nødskrig fra vinderne. Det var – som ved næsten alle andre priser i film- og teaterverdenen – ikke pengene, der var det vigtigste. Det var æren og prestigen. Som den formidable hæderspris-vinder Tommy Kenter vistnok bemærkede med et grin, da han fik prisen i 2020 uden kroner og ører. ”Jeg manglede ellers lige til huslejen.”

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *