Victor Bendix. En biografi af Jens Cornelius. 21.2. 2021

'Jeg var alt det, man ikke skulle være i København: Wagnerianer, venstremand, fritænker, darwinist'. Han var mere end det: Jøde og provokerende dameglad. Der var sandelig meget galt..

Pianist, komponist, forfører. Victor Bendix. Feteret og ugleset.

‘Jeg var alt det, men ikke skulle være i København: Wagnerianer, venstremand, fritænker, darwinist’. Han var mere endnu: Jøde og dameglad. Der var sandelig meget galt.

Jens Cornelius: Victor Bendix. En biografi i serien ’Danske Komponister’. Forlaget Multivers. 137 s.

*****

JEG kunne have spurgt dengang. Måske fået mere at vide om Victor Bendix. Måske. Men der var så meget andet, der trængte sig på. Om musik. Om klaverspil, teknik, udtryk, klang, balance, form. Om musikalsk og åndfuld perfektion. Om krav til klaverspillet. Undervisningen var bjergtagende og fyldte timerne hos min klaverlærer gennem de ca. ti år, jeg var hendes elev mellem 1945 og 1955. Jeg var opslugt af kravene og den stil, der var min lærers eget pianistiske grundstof. Jeg kan i dag ikke høre Schumanns ’Arabeske’ uden at mærke temaernes legato trænge sig ubetvingelig gennem fingre og krop, ikke høre Schumanns ’Novelletter’ uden at være på jagt med min højre hånd ud i oktav-grebenes susende strøm.

Min lærer var debuteret i 1903. Hun var elev af den mand, hvis portræt hang over flyglet. Hvem var han læreren, der havde plantet så afgørende indtryk i fortolkning og pianistisk handlekraft? Victor Bendix hed han. Komponist og myteomspunden klavervirtuos og eksklusiv klaverpædagog for nogle menneskealdre siden. Hun nævnte ham sjældent. Men hans intense blik på billedet er blevet hængende i mit hoved, og nu melder det sig på forsiden af bøger, der udkommer om Victor Bendix i disse år.

DEN seneste bog er skrevet af Jens Cornelius og er kommet i den voksende serie af komponist-biografier, som forlaget Multivers udgiver – jeg har anmeldt flere af dem, bl.a. den om August Enna og den om Emil Hartmann, klare og interessante biografier om liv og virke hos komponister, der ellers ikke sætter jordskred i vores erindring nu hundrede år efter. Navne, der er næsten forsvundet i suset fra rækken af gloriøse komponister – fra Niels W. Gade over Carl Nielsen til Per Nørgaard.

GODT at få mere at vide om Victor Bendix. Han var et stort og kendt navn i det københavnske musikliv i årene før og efter århundredeskiftet 1900, vokset op i et velstående miljø, omgivet af litterær og musikalsk kultur. Han var fætter til Georg og Edward Brandes. Allerede som fem-seks-årig ved klaveret, hvor han øvede, fantaserede, komponerede. Han blev sendt på det nystartede musikkonservatorium som 12-årig og havde offentlig debut som både komponist og pianist allerede som teenager. Hurtigt udviklet i lyset fra Niels W. Gades protektion. Som ung på en stribe rejser og studieophold i Europa, hvor han især nød godt af timer og ophold hos Franz Liszt og selv blev kendt for sin musik, sit klaverspil og sin orkesterdirektion. Spillede firhændigt med Liszt – klaveruddrag af Liszts symfoniske digte og sammen udforskede de et par af Bendix’ egne værker, bl.a. hans første symfoni, den stort anlagte ’Fjeldstigning’. Ingen grænser var lukkede for ham.

OG dog. Som han skrev i nogle selvbiografiske notater sent i livet om de hjemlige trængsler, der mødte ham gennem årene i sin karriere: ”Som københavner var jeg alt det, man dengang ikke skulle være i København: Wagnerianer, Venstremand, Fritænker, Darwinist…” Han var i centrum af musiklivet og samtidig en outsider.

DET første – Wagnerianeren – hang sammen med, at han var blevet dybt optaget af en komponist og en musik, der var en udfordring for den ungromantiske, nordiske tone, der stadig herskede i Danmark med Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann som centrale ordførere – stikord: ’Elverskud’ eller ’Liden Kirsten’. Bendix blev grebet af Wagners musik. Han var til stede ved grundstensnedlæggelsen til operahuset i Bayreuth og senere ved uropførelsen i 1876 af ’Niebelungernes Ring’ i 1876. Og han tog i 1900 og 1901 initiativ til de første opførelser af ’Siegfried’ og ’Tristan og Isolde’ i Danmark, ganske vist kun koncertopførelser uden scenografi og kostumer. På Det Kgl. Teater var han ikke velkommen – i modsætning til hans brødre Otto og Fritz, der begge virkede i Kapellet i perioder. Den første som oboist, den anden som cellist.

DET andet – Venstremand – drejede sig, ligesom de næste mærkater, der var hæftet på ham – Fritænker og Darwinist – om de holdninger, der var knyttet til to sider af ham: Hans ståsted i de politisk-kulturelle bevægelser, der i hans voksne år rørte sig gennem bl.a. Brandes-brødrene og det ’moderne gennembrud’, realismen, afromantiseringen og strømningerne af eksperimenter med erotiske frigørelse. Han kunne i sin selvbiografiske opremsning have tilføjet ordet jøde. Antisemitismen lå som et tågeslør i kulturlivet, ikke mindst det københavnske. Sjældent markeret. Men det kunne dukke op. F.eks. under de hidsige diskussioner om, hvem der skulle overtage den i 1890 afdøde Niels W. Gades forskellige prominente stillinger: Dirigent for Musikforeningen, direktør for Musikkonservatoriet eller organistjobbet ved Holmens Kirke – alle tre jobs var pludselig ledige. Dansk musiklivs nestor J.P.E. Hartmann nævner i et brev en stribe muligheder, også Victor Bendix. Ved hans navn tilføjer han i parentes: ’fra jøderne’. Så var han leveret. Mere brutalt kunne Victor Bendix’ navn dukke op i en anonym artikel i Jyllands Posten i 1917: ”Når man skal nævne fremragende skabende musikere af jødisk herkomst, er man snart færdig. Her findes talrige gennemmusikalske, jødiske familier, f.eks. Bendix’erne og Henriques’erne. Men slog Victor Bendix nogensinde helt overbevisende igennem som komponist? Og kunne ikke Fini Henriques takke sin kristne mor for, at han blev det, han er?”

DEN type gisninger kan man jo ikke bruge til så meget. Når det gælder Victor Bendix, må man lytte til hans musik. I det enkle og tilgængelige hjørne en sang som ’Hvor tindrer nu min stjerne’ til Chr. Winthers tekst fra ’Hjortens Flugt’. Den er indsunget af Aksel Schiøtz og mange andre, en smuk sang, der mærkeligt nok er gledet ud af ’Højskolesangbogen’. I det store format hans fire symfonier, der er tilgængelige i russiske indspilninger – den første med den dramatiske titel ’Fjeldstigning’ er vedføjet den anden nævnte Bendix-biografi, den, som Mogens Wenzel Andreasen udgav i 2008. Live koncertopførelser har der ikke været mange af siden Victor Bendix’ død i 1926. Man skal lede for at høre koncertopførelser af Bendix-værker – der findes radiotransmitterede opførelse af orkesterværkerne med bl.a. Aalborgs og Sønderjyllands Symfoniorkestre.  Og Jens Cornelius noterer i sin biograf, at en tidlig klavertrio i A-dur er ’et stort anlagt og meget charmerende værk i klassisk-romantisk stil’. Den bliver vist ikke spillet af nogen i vore dage, og findes ikke i pladekatalogerne.

WENZEL Andreasens ældre biografi er skrevet i en slags romanform med vægt på endnu et træk, som Bendix ikke selv har med blandt de personlige outsider-kvalifikationer, som han sarkastisk noterede på sine ældre dage og som han hævdede havde diskvalificeret ham i hans renommé: Hans vidtløftige omgang med kvinder. Det var noget, der blev snakket om og som trak ned i karakterskalaen for mange.

HAN var gift i mange år og fik tre børn med den adelig Rigmor Stampe, der var født på godset Nysø ved Præstø, en kvinde, der som voksen afskrev sig adelskabet og sin kristne religion, erklærede sig som ateist på linje med Victor Bendix og helligede sig litterært og socialt arbejde. Hun og Victor blev borgerligt viet. Rigmor Stampes mor har næppe været lykkelig. Hun anså Victor for ’indbegrebet af kætteri og fremmedartethed’.

BRYLUPPET i sommeren 1879 mellem Victor og Rigmor blev efterfølgende bedømt som en skandale af dramatisk format. Victor fik under deres forlovelse et heftigt forhold til en ung kvinde, den selskabelige, high life-viltre Harriet, der kort før var blevet gift og havde fået to børn med Victors fætter Edvard Brandes. Da Harriet fik at vide, at Victor havde giftet sig med Rigmor, bad hun stuepigen om at hente en flaske blåsyre hos fotohandleren, tømte den, sagde overstadigt til sin mand Edvard: ”Jeg har drukket gift!” og døde i favnen på ham. Det avancerede frisind i det nyudviklede, kulturradikale kredsløb omkring Brandes-brødrene og deres tilhængere havde sine særegne konsekvenser, når det handlede om det seksuelle frisind. Ingen beretninger nævner nygifte Victor Bendix og hans kones reaktion på elskerindens handling. Som Victors datter Karen senere skriver om forældrene i bogen ’Fra mit livs tjørnekrat’: ”I et urokkeligt godt kammeratskab gav de hinanden en fuldkommen frihed, som efter sagens natur kun for den ene part skulle blive effektiv, men samtidig kom til at bevise en sådan asocial privatpagts uigennemførlighed.”

VICTOR Bendix havde livet igennem mange kvindelige klaverelever, ambitiøse og modtagelige. Nogle af dem var fristelser for ham. Han var omvendt fristelser for nogle af dem. Symbiosen mellem pianistisk og erotisk indlevelse slog gnister. Jens Cornelius lægger ikke skjul på mild undren over det sidste. Han skriver om Victor Bendix’ komplekser over sit udseende, især hans ringe højde – han har været omkring 1,55, og koketterede med, at han dog var en cm højere end hans ven Edvard Grieg. Han havde også specielle manøvrer under sine koncerter for at tilsløre sin manglende højde, f.eks. lod han dirigentpodiet drapere med dekorativt klæde for at kamuflere sine korte ben.

FORFATTERINDEN Karin Michaëlis fortæller et sted om Bendix’ blanding af forlegenhed og karisma: ”Hans skikkelse dannede skærende misforhold til hans magt over sindene… Der var en verden mellem hans optrædens sikkerhed og ynde, når man havde ham på tomandshånd, og når han var i stue med blot en snes mennesker. Han skammede sig over sin forlegenhed og prøvede at skjule den under et fyrværkeri af vittigheder, ordspil, overlegent fremsatte skarpe meninger og paradokser.” Karin Michaëlis beskriver nådesløst sin oplevelse af Bendix ved en koncert i begyndelsen af 1890’erne: ”Ind kom en lille mand, der så ud som havde man klippet en trediedel af hans ben, men det gjorde ingenting. For sikke øjne! Hun syntes, at han så netop på hende, og hun havde fornemmelsen af, at om lidt måtte hun kysse ham i den mundkrog, der både var lystig, alvorlig og spodsk. Allerførst anslog han en akkord, der borede fingrene ned i tangenterne, som ville han bore hul i dem. Så så han ud i luften, lidt vendt mod tilhørerne. Man han så dem ikke. Han så et syn. Et drømmesyn. Hun tog det blik ind i sig og gemte det for at tage det frem, når hun lå i sin seng og ventede på dejlige drømme.”

KARIN Michaëlis i sin typiske sammensmeltning af reportage og fiktion. Også hun havde oplevet Bendix som lærer ved klaveret.

MEN der er andre af Bendix’ elev-konstellationer, som oprulles i bøgerne om ham. Ikke mindst forholdet til en kvinde ved navn Augusta Schiøler, der hos både Jens Cornelius og Mogens Wenzel Andreasen fylder mange siders beskrivelser og fordybelse i de groteske omstændigheder, der udfoldede sig. Det hele på basis af Augusta Schiølers rasende og opsigtsvækkende offentlige afsløring af forholdet mellem dem og Victor Bendix’ åbenbart kølige og affejende vedkendelse af forholdet. Hos begge forfattere udfoldet i romanbiografisk udspinding af digtede replikker og dialoger, som var det manuskriptforlæg til et teaterstykke eller en film. Wenzel Andreasen kalder sin bog ’Fjeldstigning’, der er titlen på Bendix’ 1. symfoni. Med undertitlen ’Billeder fra en kulturradikal skandale’. ’Skandalen’ bestod kort fortalt i, at Augusta Schiøler nærmest pressede Victor Schiøler til et seksuelt forhold med den erklærede hensigt at få et barn med ham, et barn som hun ihærdigt forestillede sig ville arve farens geniale egenskaber. Bendix benægtede forholdet langt hen ad vejen, afviste at have noget kendskab til det barn, der blev resultatet og måtte finde sig i, at Augusta promenerede demonstrativt med barnevognen forbi hans bopæl ved Sortedamssøen, mens hun fortalte folk, at det var hendes og Victor Bendix’ søn, der lå i barnevognen. Affæren blomstrede med uhæmmet sladderkraft gennem årtier, især da det barn, som Augusta havde født, var Victor Schiøler, den kommende generations højt beundrede pianist og en yderst markant personlighed i dansk musikliv, en kort tid omkring 1930 også chef på Det Kgl. Teater. På mange måder en imponerende virkeliggørelse af Augustas påståede drømme – den nye Victor som en reinkarnation af sin far. Augusta havde på et tidspunkt forsøgt at tage livet af Victor den Ældre med pistolskud, men uden held. Der er oplæg nok til et filmmanuskript.

De store dramaer på Victor Bendix’ erotiske curriculum vitae kom kun delvist til at påvirke hans status som en betydelig, men omdiskuteret musiker og komponist. Jens Cornelius gengiver en korrespondance mellem Carl Nielsen og Victor Bendix nogle år før Bendix’ død i 1926. De var en art venner, de var kolleger, men åbenlyst uenige om den musik, de skrev. Bendix selvfølgelig følsom over for Carl Nielsens uomtvistelige større succes. Bendix var til uropførelsen af Carl Nielsens 5. symfoni 24. januar 1922. Han skrev dagen efter:

KÆRE Carl Nielsen,

JEG gik fra din søndagsprøve, bedøvet og bedrøvet – jeg gik fra koncerten i aftes og skældte og smældte over denne Sinfonie filmatique, denne urenlige løbegravsmusik, dette frække bedrag, denne knytnæve i ansigtet på et værgeløst nyhedssnobbet og pirrings-sygt publikum, dusinmennesket en masse, der med forkærlighed slikker den hånd, som er farvet af dets eget næseblod…. Og jeg vågnede sent i nat, kunne ikke sove mere. Din musik holdt mig vågen… Jeg vil alligevel høre den igen. Jeg hader den, men den fængsler mig…”

Hans brev slutter med et ”Ja, jeg ser meget i din musik. Gid jeg nu blot evnede at høre lige så meget. Så var det lettere at blive gammel. Med alle gode ønsker – det undtaget, at du må danne skole…”

Din Victor Bendix

CARL NIELSEN svarer øjeblikkeligt med et langt brev, åbent og forstående, ydmygt på en måde. Skriver bl.a.: … Jeg har det som du. Jeg vil netop tilbage til det, der støder; jeg vil forstå dig ellers forstår jeg heller ikke mig selv. Mener du, at jeg laver humbug? At det er bedrageri? Det er umuligt…” Og Carl Nielsen slutter: ”Det er jo en aftale, at vi skal ses i aften, og jeg – glæder mig vel nok alligevel – – sådan altså – – (Hils din kone fra mig) – til det.

Din Carl Nielsen

’Din kone’, som Carl Nielsen sender hilsen til ,er Victor Bendix’ kone nr. 2, pianistinden Dagmar Bendix, som han i sine seneste år ofte spillede offentligt sammen med. Også hun en tidligere elev.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *