ET MINUTS STILHED

En aften med Det kgl. Teaters operakor på Gamle Scene

*****

LØRDAG aften med Operakoret. Teatret pakket med mennesker, fra orkesterplads til galleriet på Gamle Scene.
Folk hang, lå og stod på gange og trapper, og deroppe fra det sprængfyldte galleris 1. række, hvor man føler sig, som om man var til vejrs uden på Vor Frelser Kirkes spir, kunne man blive grebet af både det og så meget andet: Hvordan var det med den publikumstribune, der brasede sammen under en fodboldkamp i Bruxelles med forfærdende resultater? Holder galleriet? Hvor havner man, hvis det sker?
Lige meget. De synger dernede. Det kongelige kor fylder den store scene. De er der alle 56, så vidt jeg kan regne. Og de synger prægtigt. Sætter i med Tonhalle-koret – 2. akt af ’Tannhäuser’, fortsætter med triumfkoret fra ’Aïda’, det skummer derudaf med mageløse og gribende korsatser, ’Mestersangerne’, Påskekoret fra ’Cavalleria Rusticana’ og endnu mere. Afløst af animerede taler, der nærmest er som kampråb: Red dette kor! Hører I – kulturminister, regering, politikere, dronning, konger og kejsere!

REVOLUTION?

Den sidste taler opfordrer til et minuts stilhed til ære for musikkens kunst. Wagner kunne ikke have gjort det mere patetisk, måske med kong Ludvig af Bayern i hånden – til redning af festspilhuset i Bayreuth.
Hvad ville det ende med dette gjaldende nødråb fra et operakor, som fyringerne regner ned over i skyller om en uge? På stedet lørdag aften tiljublet af 1.300 mennesker, grebet af øjeblikket. Løftet af musikkens vældige kraft.
En revolution? Det var stemningen. Som den må have været i operahuset i Bruxelles i august 1830, da Aubers ’Den stumme fra Portici’ havde spillet og sunget sidste tone, og publikum – grebet indendørs af forestillingens oprørstema, udendørs af ekkoet fra junirevolutionen i Paris – stormede ud fra operaen og videre mod en forhadt politikers bolig i nærheden.
Hvis hus ville man storme i København? Uffe Elbæks? Helle Thornings? Den flinke teaterchef Jacobsens?      

MORGENSANG

Men vi gik bare stille nynnende ud på Kgs. Nytorv. Nynnende på hvad? Gades morgensang fra ’Elverskud’. I al fredsommelighed. Sådan er vi jo. Morgenrøden vil tone frem over det blide sjællandske landskab, når denne januarnat er endt.
Ingen revolution. De kan behandle os og kunsten, musikken og operaen, stemmerne og de 56 korister, som de vil, de banditter. Vi siger, det er surt, men vi hæver ikke køller. Vi snakker hyggeligt – som de f.eks. gør så flittigt om Det Kgl. i øjeblikket på Mungo Park teaterchef Martin Lyngbos facebook.
Sådan er det. For vi har vænnet os til mærkelige og uberegnelige beslutninger i dette land. Vi gør ikke oprør. Tænker bare vores. Som vi gjorde, da vores kollektive høflighed, elskværdighed, vankundighed og uforudseenhed omsider dukkede ud af sommerens, eller var det vinternattens dæmrede tåger, og det gik op for os, at der var noget galt. Det var, da vi var færdige med at bukke og sige tak for den vældige gave fra skibsrederen: Et flunkende, kæmpemæssigt nyt operahus, som nogle troede kunne hugge den gordiske knude om Det Kgl. Teaters fremtid over i ét hug.
Da vi opdagede, at der ikke var råd til at spille i det.
Og at det lå et underligt sted, vi ikke kunne komme frem til uden våde fødder og parkeringsbøder.
Og at det egentlig heller slet var det, vi havde brug for og havde bedt om. For det var et skuespilhus – som vi så også fik, fordi nogen havde glemt, at dét sådan set allerede var besluttet. Så derfor stod også dét pludselig der.

GOD ROLIG NAT

Og nu stod vi selv der på Kgs. Nytorv og nynnede Morgensang og kikkede på det prægtige gamle teater og den nyrenoverede Stærekasse – to teatre, som ingen ikke rigtig ved, hvad man skal proppe i. En Gamle Scene, hvor man gennem tre-fire generationer har spillet opera, bl.a. alle de operaer, vi lige har hørt kor fra. En scene, som sangerne elsker at synge fra. Som publikum elsker at komme i. Som har metro og bus lige til døren. Som rummer atmosfæren af alt det, der i et par århundrede har været operaens kunst.
Som…nå, god rolig nat, Danmark. Vi har den opera og det teater, vi fortjener.
Men vi må erkende, at når Operaen 3. februar genoptager Richard Strauss’ ’Kvinden uden skygge’ vil vi se den sidste opsætning af en musikteaterforestilling i det format, der har gjort Den Kgl. Opera til et internationalt fænomen på niveau med de store i Europa.
Derefter vil skibsrederens store, mærkelige fata morgana på Holmen formodentlig dø en langsom død. Ikke flere opsætninger som ’Kvinden uden skygge’.
Det er ikke korets skyld. Men det kollektive dilettanteris.    
Et minuts stilhed. For en opera, der har været i grandios eksplosion og bersærkergang gennem et lille årti. Og fra nu af kun vil kunne spille forestillinger – der til gengæld passer i format til Kgs. Nytorv.

GregersDH.dk