Kari Postma og Bo Skovhus (f0t0: Olafur Gestsson)

SJÆLDNE PERLER

Den rasende og forslåede komponist Hugo Wolf pragtsunget i Børs-salen

Kari Postma og Bo Skovhus på Børsen med Hugo Wolfs ’Italienisches Liederbuch’. En koncert i CPH Opera Festival-regi.

******

DET er som at grave i fjerne tider og finde hieroglyffer. Læse, dechifrere, lytte og genopdage. At sidde i Børsens store sal i et par timer og høre Hugo Wolf’s sangcyklus ’Italienisches Liederbuch’.

SÅDAN var sangaftener i tidernes morgen, jeg tæller fire-fem årtier tilbage, da lieder-koncerter var daglige – ok, i hvert fald ugentlige – begivenheder i det københavnske musikliv. Hugo Wolf-sange på repertoiret hos mange sangdebutanter i Odd Fellow Palæets Lille Sal. Eller udenlandske sangere på gæstespil i Store Sal og jo, da: Schubert, Schumann, Brahms var standard, men Hugo Wolf dukkede op. Wolf, det desperado-romantiske, sene skud på lieder-stammen fra efter-Wagner generationen. Jævnaldrende med Richard Strauss. Wolf, en komponist, der skrev små perler af sang-kompositioner med et lidt mysteriøst ry for provokation og galskab.

SÅDAN. Dér sad nu Christian Westergaard ved det sorte flygel – kald ham ikke akkompagnetør – Wolf-sangene er skrevet til en medspiller ved klaveret. Der er greb i nodebilledet, som fører pianisten på jævnbyrdig bane med sangeren eller sangerne – for dem var der to af på denne aften norske Kari Postma og danske Bo Skovhus. Man kan gøre, som man vil, med de 46 sange i hans ’Italienske sangbog’, men de står sig fint med vekslen mellem en sopran og en baryton. Sangene kan oven i købes bytte lidt op og ned i rækkefølge – det er et lille bombardement af kærlighedssange, med erklæringer, opgør, forelskede rusk i op og nedture, nemme at ordne så de bliver næsten dialoger. Wolf fandt dem i en tysk oversættelse af en stribe italienske folkesange, som digteren Paul Heyse (Nobelpris i 1914) havde skrevet, og Wolf komponerede til i 1890’erne.

ENESTÅENDE altså at høre hele denne vældige sangcyklus i flugt. Med to sangere, der er hjemme i stoffet, ingen noder foran sig, gennemtænkte fortolkninger, i mild grad som spørgsmål og svar eller kommentarer til hverdags lykke og smerte, anstrøg af antydninger af historier og forløb, baggrunde i det italienske, de kærlige og ukærlige udsving med tænkte forældre, venner og Vorherres engle og deres katolske pegefingre løftet i al venlighed eller som trussel, landskabet omkring dem duftende af varme, farver og dramatik. Er vi i tvivl, synger Skovhus i sidste og 46tyvende vers, at han i øvrigt har en kæreste i Penna, Ancona, Viterbo, Casentine, i Magione. Plus lige fire i La Fratta og ti i Castiglione. Det er i Don Giovanni-klasse.

HUGO WOLF har været en øm, forslået og knækket sjæl. Var omkring de 30, da han skrev disse sange, døde som 40-årig som totalt nedbrudt syfilitiker efter et liv med kæder af kriser, smidt ud af skoler, smidt ud af konservatoriet, kiksede dirigentforsøg, bl.a. i Salzburg, skældt huden fuld af sin far og af alverden i øvrigt – det sidste, da han i en periode skrev musikkritik og huggede rasende til Brahms og andre, han mente skrev oldnordisk musik.

NU får vi genopvakt hans dybt personlige sange – vi hører reminiscenser og arvestykker fra Schumann og Schubert, der klinger Wagner fra hans harmonik (Wesendonk Liederne f.eks.), og vi er i hjørner, hvor vi mærker fællesskab i sproget med Richard Strauss. Men egensindighed stråler igennem i de mange detaljer, hvor teksterne får ham på både vittige og rasende eller blide manøvrer med overraskende musikalske valg. Lagt på bordet for os af Kari Postma, som vi mest kender fra hendes gæstespil på Den Jyske opera som Grevinden i Mozarts ’Figaro’ i 2012, Violetta i Verdis ’La Traviata’ i 2018 og Leonora i ’Trubaduren’ på Opera Hedeland i 2014.

POSTMA er her ved COP Opera Festival sprunget ind ved Bo Skovhus’ side i stedet for den sygemeldte Elsa Dreisig – og gør det med den vokale og sproglige sikkerhed, der også hænger sammen med hende flerårige tilknytning til Hamborg Operaen.

OG BO SKOVHUS. Kan hun springe ind i en sikrere favn? Der er så meget til at tage imod. Skovhus kunstneriske format er enestående og er lige å inspirerende for hans sopran-medspiller i denne situation, som det en er for publikum. Hans minutiøse klangbehandling helt ind i de næsten vibratoløse øjeblikke, hvor teksten byder til næsten åndeløs hengivelse – ’Sterb’ ich, so hüllt in Blumen meine Glieder’, og helt ud i det glansfulde storformat, når vrede og hån rammer den elskede – ’Hoffärtig seid Ihr, schönes Kind’. Jeg husker liedkunstnere, der har sunget disse sange med formidabelt overskud, f.eks. Hermann Prey. Men næppe nogen så blændende som Dietrich Fischer-Diskau, og det er vel ham, vi er nærmest med Skovhus’ måde at fortolke tyske lieder på.

VIL dette års københavnske sommer operafestival blive husket for noget eksklusivt, så må det blive for denne aften på Børsen. Sjældne perler.

gregersDH.dk