Sino Machaidze og Levy Sekgapane i Tivoli (foto: Tivoli)

TRILLER PÅ LÆBEN

OG HØJE C’ER

Tenor-badutspring og andet godt i rodet Tivoli-koncert

’Italienskee operaperler’ med Nino Machaidze og Levy Sekgapane i Tivolis Koncertsal lørdag aften.

****

VAREDEKLARATIONER er ikke, hvad de har været. Koncertsalen i Tivoli slog på tromme med ’Italienske operaperler’ i aftes, men vi gik ud i den lune sommernat med ørerne fulde af valsen fra Lehars ’Glade Enke’, hvis ikke vi stadig havde ekkoet af Bizets ’Perlefiskerne’ eller Dvoraks ’Rusalka’ i øregangene. Italiano? Ikke lige netop. Men skidt med det. Sådan er der så meget, og Tivoli er under alle omstændigheder et sted, hvor overraskelser hører til charmen og dagsordenen. På Plænen blev der i går spillet kinesisk opera i eftermiddagstimerne med assistance af muntre hyl fra rutchebanen og karrusellerne. Haven summer af det hele.

DE italienske operaperler glimtede da også i lystig forvirring med en planlægning, der næppe var efter Tivolis nye Copenhagen Phil-chef Peter Lodahls lineal – han tiltrådte i torsdags, endnu inden han havde forladt CPH Opera Festivalen, og debuterede som koncertens konferencier med venlige forklaringer på koncertens forvirrende programpunkter. Vi holdt fast i armlænet og kom igennem flere gode stunder med orkestret under den unge tyske dirigent Patrick Lange, fra det øjeblik han satte cellogruppen i velsmurt gang med ouverturen til Rossinis ’Wilhelm Tell’ (ikke ’Den tyvagtige skade’, som der stod i programmet), til han i overstadig glæde samlede tropperne til enke-valsen med sine to solister, den georgiske sopran Nino Machaidze og den sydafrikanske tenor Levy Sekgapane. Ekstranummeret to gange, da nu salen kogte af danseglæde.

FOR at tale om lyksalige gentagelser. Den ustyrlige Sekgapane sang de ni høje c’er i Tonios arie fra ’Regimentets datter’, og de sad som knaldperler så flot som Lawrence Brownlee’s c’er fik dem til i Tivoli for nogle år siden. Det er et tenorslagnummer fra Donizettis opera, som nogle er tilbøjelige til at kalde den bedste franske opera, der er skrevet – italieneren Donizetti begik sig jo på Pariser Operaen med bl.a. denne opera comique, hvor tenoren Tonio og nu altså Levy Sekgapane jubler om ’L’amour, qui me fait tourner la tête’, – forelskelsen, som får hans hoved til at snurre. Hvis man skal være elskværdig, så lyder de høje c’er fra Donizettis side mest som glade hundebjæf.

DEN slags var spektakulære oplevelser på denne tivoliske operaaften – Sekgapane var overhovedet den største fornøjelse, fordi han ikke bare var en flot og smidigt syngende tenor, men også en glad fætter, der kunne spille sig totalfjantet af druk, da han som Nemorino har indtaget Dulcamaras fidus-sprut i Donizettis ’Elskovsdrikken’. Som tenorbekendtskab kan Tivoli roligt give ham en årlig plads i programmerne. På Det Kgl. var han forrige år Almaviva i Rossinis ’Barberen’ under sommerens operafestival. Det hørte jeg ikke, men nu siger vi i hvert fald: Velkommen igen!

SKAL vi sige det samme til sopranen fra Georgien? Tjah. I al høflighed. Nino Machaidze er en habil sopran, en udmærket standardvare, mainstream på et blomstrende marked af sopraner. I koloratur-genren kan hun ikke hamle op med den franske Julie Fuchs, som besøgte Tivoli for en måned siden med det franske nationalorkester (læs anmeldelsen 29.6.). Nino Machaidze fremmanede ingen eventyrduftende fortryllelse i Rusalkas sang til månen fra Dvoraks ’Rusalka’, og fandt ikke noget hjertegribende klangligt svar til Levy Sekgapanes rørende Alfredo i ’La Traviata’s 3. akt, da han beder den døende Violetta om at vende tilbage til deres samliv i Paris. Machaidzes ’Je veux vivre’ fra Gounods ’Romeo og Julie’ blev heller ikke nogen ’operaperle’ og slet ikke en italiensk.

DET var til gengæld vokalt beroligende at forlade de let hysteriske, koloraturelle sportspræstationer, da de to solister og orkestret bevægede sig ind i Bizets ’Perlefiskerne’ med duetten ’Au fond du temple saint’. Det trængte man lidt til på denne særegne aften.

gregersDH.dk