‘Richard III Hamletscenen, Kronborg (set forpremiere 27.7. 2019)

'Det er samfundets skyld' klinger som undertone i Shakespeares 'Richard III' på Kronborgs Hamlet-festival.. Tjah....

Mads Knarreborg, Casper Crump, Jean St. Clair og Tony Bell i ‘Richard III’ (tegn: Claus Seidel)

 

SYND FOR RICHARD III?

‘Det er samfundets skyld’ klinger som undertone i Kronborg-dramaet om morderkongen Richard III. Tjah…

Forfatter: William Shakespeare. Instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi: Catia Hauberg Engel. Medvirkende: Casper Crump, Keith Dumphy, Rikke Lylloff, Gerard McDermott, Jean St. Clair, Anne-Lise Gabold, Mads Knarreborg, Tony Bell, Jakob Femerling Andersen, Andrew Jeffers, Benamy Shore Heltoft og Oscar Gries Bourgouin.

’Richard III’ spiller på Kronborg – ikke i slotsgården men på de sydøstlige bastioner. Varighed: 2 t 45 min. med en pause.

*****

JEG skal vare mig for straks at tænke: Dér har vi Boris Johnson, da Casper Crump står dér på scenen og med et fiffigt smil og et svedent grin smisker sig ind på publikum med sin snak om, hvor forfejlet og kikset han da er, ha! ha! Jeg nøjes med at tænke det og drømmer ikke om at sige det højt, endsige skrive det. Det er bare for nærliggende. Far out at sammenligne Richard, massemorderen, der er på vej til at tilrane sig den engelske trone, med Boris Johnson, klovnen, der griner sig til tops i England for næsen af os.

Far out, men alligevel lige til at gribe i flugten, denne herlige aften på Kronborgs bastioner, hvor blæsten står ind over scene og publikum som varsel om dramatiske og stormfulde timer med Shakespeares morderiske kongedrama om Richard, som med latteren rungende mere og mere skingert bliver konge ved at tage livet af alle i sin nærhed, koner og brødre, nevøer og fædre, venner og konkurrenter. Stort set.

HVEM er han den Richard, som Kasper Crump har fået fornøjelsen af at spille på Årets Shakespeare Festival?

DEN historiske Richard III kan vi glemme. Historikerne siger, at han vist var en ret fin og fornuftig fyr. Shakespeares Richard er en slyngel, fordi Shakespeare havde brug for at digte sin udgave af ham.

DET er den Richard, vi ser. I opsætning efter opsætning, fordi han er lammende uhyggelig, en slags Jack the Ripper, der fascinerer os med sin sindsoprivende mentalitet. Og fordi Shakespeare maner ham og historien omkring ham op i et sprog og med en fantasi, der tager pusten fra os. Bare i de seneste år har vi på Det Kgl. set Søren Sætter-Lassens kølige, beregnende, omhyggelige fjernelse af slægt og venner som brikkerne i et spil skak – de malede kontrafejer et efter pillet ned fra væggene i takt med drabene. Arkitekten var Staffan Valdemar Holm. Vi har set Jens Albinus’ snigende, luskede, mistænksomme fremfærd på scenen i Aalborg i en opførelse, hvor instruktøren Therese Wilstedt fik begivenhederne til at lukke sig om sig selv i en langsom kvælning. Vi har set – d. v. s. det fik jeg ikke selv set – Tammi Øst på Albinus eget teater, Husets Teater – i en efter, hvad jeg forstår rystende stærk, køns-affejende version. Og mere: Her på Kronborgs Hamlet Scenen for nogle år siden en kirurgisk anrettet, blodig ’Richard III’ med de små prinser myrdet til toner af Brahms Wiegenlied og med Mozarts ’Requiem’ som akkompagnement til hvem der ellers måtte lade livet.

HVAD gør Lars Romann Engel med sin instruktion? Med Crump og hans Richard? Han vælger en interessant vinkel: Richard er et offer. Richard er en mand, der er forpint af at være afvist og lukket ude fra samfundet. Fordi han er krøbling. Ikke voldsomt meget krøbling i Crumps udgave. Bøvl med sit venstre ben. Han trækker på det – når han husker det! Han er ikke pukkelrygget som Søren Sætters Richard. Ikke skæv på alle ledder som Jens Albinus’ Richard. Crump nævner for en ordens skyld sin forkrøblethed – ”Jeg er så grim, at alle hunde bjæffer ad mig, når jeg kommer forbi”, som det hedder i Niels Brunses oversættelse. Derfor ”har jeg bestemt mig til at blive skurk og afsky tidens tomme nydelser,” siger han til publikum i den indledende monolog. Han er en mand vi skal forstå, måske endda have en vis medlidenhed med.

DEN vinkel er en oplagt moderne fortolkning af en figur, vi ellers stort set kun opfatter negativt. Som modbydelig og forhærdet slyngel. Her er det de andres skyld.Samfundet skyld, som nogle vrængende vil udtrykke det. Lægger man den fortolkning ned over Crumps spil i rollen, kan man opleve hans voldsomt maskuline, buldrende og tit grinende Richard som forpinte udslag af en underlegenhed, han bekæmper ved at være brutal, selvoptaget og fuldstændig determineret i sin outsiderplacering.

DET er ikke nogen nem løsning, hvor man hos andre Richard’er ser de kropslige skavanker, forkrøbletheden, den snigende gang og de forvrængede blikke og ondskabsfulde tonefald som signalerne. Crumps Richard gør bevidst nar ad sin figur. Spiller snedigt på sit mindreværdskompleks.

DET er ikke helt konsekvent gennemarbejdet. Jeg så forestilling til en forpremiere. Crump vil sikkert når endnu længere med det selvmedlidende spil på offerrollen.

MAN kan opfatte Romann Engels hensigt med modelleringen af Richard-rollen som et valg, der er truffet ud fra den ganske overraskende valg af den engelske skuespiller Jean St. Clair i rollen som dronning Elisabeth, enken efter hans bror Edvard. Jean St. Clair er døvstum. Spiller ikke døvstum. Men er døvstum. Og velkendt i England og især Australien for at spille mange teaterroller. Det er en fantastisk effekt på Kronborg. Den martrede og rasende Elisabeths opgør med svoger Richard sker med fuldt udført døvesprog, med en gestik og udtrykskraft, der er dybt fascinerende og let at fange, ikke mindst fordi replikkerne er døvetekstet på skærmen med rød skrift, hvor tekstningen til dansk i øvrigt er med hvidt på sort. Der er foretaget nogle strygninger i dialogen, men det er der i det hele taget stykket igennem.

SCENERNE med Jean St. Clairs slet ikke sindsforvirrede, men chokdesperate dronning Elisabeth foregår i fint psykologisk sammenspil mellem hende og de øvrige spillere. Hendes spil står i udtryk fuldt mål med både Anne-Lise Gabolds varselsfyldte, hårdt slebne hertuginde og Rikke Lylloffs Lady Anne, den sårede svigerinde, der lader sig vikle om Richards fedtede lillefinger. Gabold og Lylloff som nogle af de danske skuespillere, der magter at hamle op med de fremragende engelske skuespillere, der besætter rollerne som Hastings og Buckinham. F.eks. Andrew Jeffers, Tony Bell i en række andre roller. Som danske spillere ud over Casper Crump også Mads Knarreborg, Jakob Femerling Andersen. Samt de to arme børn Benamy Shore-Heltoft og Oscar Gries Bourgouin, der får kniven i Tower – vi ser dem kun på storskærmen, der i øvrigt bliver brugt med stor virkning til enkelt andre scener.

VISUELT og scenografisk lykkes meget i opsætningen – sceneriet er en mægtig labyrint, formet af stålsatte rækværker, der konstant kan flyttes og ofte bliver det af skuespillerne selv. Et cirkulært mareridt af både mentalt og konkret fængsel, sneglegange af ind- og ud-, op- og nedmuligheder. Myrdet efter myrdet proppes eller kyles de arme ned gennem lemme i labyrintens gulv til total forsvinden, men ikke glemsel.

ALT så enkelt. Så enkelt for tronraneren Richard. Så enkelt som hvert eneste mord. Ikke helt så enkelt som forklaringen på Richards motiver, hvis man skal følge Lars Romann Engels tankegang: Richard III som offer for omgivelsernes nedgørelse og tilsidesættelse af ham som medmenneske. Men interessant. Og gjort dobbelt interessant med Jean St. Clairs mageløse stemme-handicappede Queen Elisabeth som medvirkende.

gregersDH.dk

1 Comment

  • UHHHH, det var godt. Osse i lyn og torden og silende regn, sidste torsdag. Fra nu af, vil jeg altid sidde på 1. række. Det ka’ alle ikke, men sådan er det jo tænkt. Ku’ virkelig godt li’ at det ikke så meget var det fysiske handicap der blev skåret ud i pap, men det helt psykisk afsporede sind. Hold op en stjerneparade af figurer. Osse borgmesteren. Kender man ham. Ja, det gør man. Alle nattens stjerner til dén Richard ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *