Ole Ernst, Benedikte Hansen og Julie Agnete Vang Christensen i ‘The Playboy of the Western World’ (Tegning: Claus Seidel)
SKANDALE? IKKE HER, VENNER
’The Playboy of the Western World’ er på Det Kgl. spillet som ufarlig hygge.
***
EN GOD historie. Det Kgl.s program har en grundig og spændende beretning om, hvad der skete, da J. M. Synge’s ’The Playboy of the Western World’ havde premiere i Dublin i 1907. Helvede brød løs. Publikum blev rasende over at få skildret irere som nogle afstumpede, fordrukne bondeknolde. Amoralsk bundskrab!
Vi elsker skandalepremierer. Men her hundrede år efter er der bare ro i salen og stilfærdig munterhed over de spøjse typer i stykket.
SOM BYLDER
Vi er i et værtshus på den irske vestkyst, der er lige så guds forladt som den er guds hjemsøgt. En ung fyr dukker op og praler af, at han har slået sin far ihjel med en hammer. En præstation, der får pigerne til at flokkes og mændene op på mærkerne: Fyren skal ikke komme hér!
Det udvikler sig på forskellig led. Men grundsubstansen ændrer sig ikke. Det er psykologien i en afsondret lilleverden, der slår ud som bylder. Snæverhed, knive i ryggen, ondskabsfuldhed, overlevelse, og hvad man ellers kan stable sammen af dødssynder, registreret i Biblen eller ej.
KOMISK
Miljøet minder om det, vi ser i f.eks. den meget vellykkede danske film ’Frygtelig lykkelig’, hvor den erling jepsenske, sønderjyske sump huser sære eksistenser.
Forskellen er, at hvor filmen har en tone af hårrejsende, sort bid, og hvor grinet undertiden lammes af uhygge, er Det Kgl.s version af ’The Playboy’ mest komisk. Vi hygger os med værtshusets galninge. Og skuespillerne hygger sig med. Ikke fordi de ikke rammer deres personer ret præcist. Men fordi de – og instruktøren – formodentlig ikke kan lade være med at se dem som netop mere spøjse end realistiske.
GRIN ELLER BID
På den måde bliver alle, fra Benedikte Hansen, Mikkel Arndt og debutanten Julie Vagn Christensen til Anders Hove, Morten Suurballe, Stephen P. Gertsen, Marie Mondrup og Ida Marie Rasmussen hurtigt tæt på karikaturen. Lystspilfornemmelsen melder sig. Vi er til folkekomedie, hvor en Gustav Wiedsk farlighed i instruktionen kunne have givet os en fornemmelse af, hvad der har stået på spil i den irske identitetkamp i forrige århundrede. Eller bare i et isoleret samfund, hvor folk gror til, og hvor substansen bliver tragikomisk.
Jeg gætter på, at det instruktørskift, der er sket kort før premieren – fra Rolf Heim til Christoffer Berdal – hænger sammen med usikkerhed om, hvor man skulle hen med stykket. Grin eller bid.
Det er f.eks. karakteristisk at se Anders Hoves spil i stykket sammenlignet med hans spil i ’Frygtelig lykkelig’. Skægt, men overstyret på scenen. Uhyggeligt i filmen.