(CD-foto: Andreas Dommenz)
FLERE
PERLEFUND
OG
SLUMPTRÆF
Nye blindebuk-opdagelser fra pladehylderne:
EN REMINDER OM GLADSAXE TEATER
JA. En reminder. Sådan set. Damen med de blågrønne øjne på albummet hedder Simone Kermes, hun er sopran, og hun optrådte ikke på Gladsaxe Teater. Hun er tysk og solist på en cd, der i 2008 blev optaget i Budapest med Budapest Radio Symfoni Orkester og Kor. Så hvad er det med Gladsaxe? Jo, det er en indspilning af Karl-Erik Philips musik til Lorcas ’Blodbryllup’, og her spiller Simone Kermes en hovedrolle. Indspilningen er foretaget senere samme år, som premieren på stykket fandt sted i Gladsaxe. En af de historiske premierer, der genåbnede teatret efter glorværdige og dramatiske perioder med sensationelt totalteater under Kasper Rostrups ledelse og store musikdramatiske forestillinger under Flemming Enevold. Mindre glorværdigt i teatrets historie: Et asbestangreb i bygningen, der tog humøret fra alle. Teatret måtte i lang tid stå lukket.
TEATRET genåbnede. Først med ’Hamlet’ i efteråret 2007, så Garcia Lorcas ’Blodbryllup’ i januar 2008. Min anmeldelse fra dengang er dateret 5.1. 2008. Musikken til forestillingen blev skrevet af Karl-Erik Philip, mest berømmet for filmmusik til tv-serier som ’Fiskerne’ eller spillefilm som ’Vinterbørn’, nu mand for hjemsøgende og afgørende musikalsk medspil på teatrets sortglødende Lorca-forestilling. CD’en indeholder al Philips musik til det spanske drama, de knugende passager til enkeltscener i stykket, nogle gange instrumentale, men ofte korsatser – spændingsfyldte eller liturgiske, udformet med nærmest magisk effekt – som det også huskes fra Gladsaxe Teater, hvor iscenesætteren Veronica Kær udnyttede dét folkekor, der tidligere var oprettet af teatret for at medvirke i mange af forestillingerne. Min erindring og anmeldelsen fortæller ikke, om de mange korsatser dengang blev sunget på dansk. Måske i Peer Sibasts oversættelse som stykket i øvrigt. På indspilningen bliver både korene og de meget smukke sopransoloer sunget dels på spansk, dels på latin.
DER hersker en spænding og intens energi over optagelserne, og på teatret huskes forestillingen også som spillet med stærk indre kraft af især Kirsten Olesen og Baard Owe som brudgommes forældre – den indre kraft, der driver dramaet mod den uundgåelige, skæbnebestemte katastrofe: Brudens flugt fra brylluppet med sin tidligere elsker og døden forude.
MED Simone Kermes har Hans-Erik Philip fundet en sanger, der rammer tonen med sublim indforståelse og intensitet. Enerverende tilbageholdt drama, næsten vibratoløs stemme – Simone Kermes er en sopran, der har stilsans og teknik og også temperament til både vuggesangen ’Nanna’, som følger en andalusisk, traditionel tekst. Men også ’Baile’, en sang, der ledsager dansen under det bryllup, bruden flygter fra med sin elsker. Melodien har Philip spændt op over en truende rytme.
SANGENE med Simone Kermes skaber gådefuld og magisk spænding, når stemmen nogle gange eksploderer i korte ture i tårnhøjde i sopranlejet, men samtidig bevarer mystikken og det underforståede drama. Den fortrolighed, digteren Lorca notorisk havde med flamencoens mentalitet og udtryk, har Simone Kermes og Hans-Erik Philip virkelig fanget. De 23 korte sekvenser på pladen følger handlingen i ’Blodbryllup’ uden forklarende tekster, og sangene synges som nævnt på spansk eller latin. Albummet har titler på de enkelte numre, og de kan fungere som stikord: Festen, vuggevisen, jagten, månen, skoven, kniven, dansen, tjenestepigens sang, dagens lys o. s. v. Men magien er ikke til at løsrive sig fra. Hverken i de rene orkestersatser, eller i sangene – på Gladsaxe Teater blev nogle af dem godt sunget af Rebecca Owe. Jeg husker især Tjenestepigens Sang – Cancion de la Criada – der bliver sunget, mens hun dækker bord til bryllupsselskabet. Nervepirrende muntert i situationen. (Danica DCD 8238)
OG SÅ…
EN AMERIKANSK
VIOLIN-BAVIAN
(CD-foto: Regina Recht)
I FULDT FIRSPRING
HER har vi violin-ynglingen i fuldt firspring op ad karriere-trappen. Han hedder Gil Shaham. Amerikaner af jødisk oprindelse. DGG hentede ham for over tyve år siden i studiet i München med hans Countess Polignac-Stradivarius fra 1699, og iførte han en trolddoms-kappe på vej op til magisk leg med operatemaer sammen med pianisten Akira Eguchi. Rossinis ’Barber’ og Mozarts ’Tryllefløjte’ på alle mulige ledder. Karruselture på instrumentet, ømme, fjantede, skønne eller hysteriske efterladenskaber, de fleste fra, hvad berømte violinekvilibristiske forgængere som Paganini, Sarasate eller Fritz Kreisler og Jacha Heifetz har leveret af skyts og transskriptioner i tidens løb.
DET er selvfølgelig imponerende og ganske underholdende. Ind imellem noget anstrengende juks som Heifetz-transskriptionerne ’Porgy og Bess’, men så smiler man glad til Fritz Kreislers udgave af en sang fra Rimskij-Korsakovs ’Sadko’ og en gnistrende leg med Bizets ’Carmen’ arrangeret af den ungarske violinist Jenö Hubay. Jeg sætter cd’en på plads igen helt stakåndet. Ungt og vildt violin-overskud for tredive år siden. (’The Fiddler of the Opera’ Gil Shaham DGG 447 640-2)
gregersDH.dk
