PERLEFUND
OG
SLUMPTRÆF
KARAJAN. FLAGERMUSEN. PETRI OG HANNIBAL. ANGELA GHEOGHIU.
Blindebuk på pladehylderne. CD’rne står og råber: Se os! Hør os! Du går jo alligevel ingen steder under corona-karantænen!
JEG plukker fra de proppede hylder med lukkede øjne:
NÅ! Hvad er så dét? Du godeste! Jeg står med ’Die Fledermaus’ i hånden – Flagermusen. En liveoptagelse fra Wieneroperaen nytårsaften 1960. Et sæt på 3 cd. Dirigeret af Herbert von Karajan. Jamen, altså. En fest! Jeg kunne næsten have været der – et halvt år senere var jeg i Wien udsendt af ’Dagens Nyheder’ for at rapportere om Wiener Festwochen, og det var sommer, og der var såmænd fest nok i byen den sommer, alt muligt andet end ’Flagermusen’.
NYTÅR blev det nu kort efter for mig på den måde, at jeg dårligt nok havde skrevet mine anmeldelser og reportager fra Wien, før ’Dagens Nyheder’ blev lukket med et brag i september 1961, og jeg måtte se mig om efter en anden avis at skrive i. Men her på hylden altså den gamle ’Flagermus’ en nytårsaften med Eberhard Waechter som Eisenstein, Hilde Güden som Rosalinde, Erich Kunz som Fængselsdirektøren, Rita Streich som Adele, Walter Berry som Falke, og flere til. For 60 år siden. Et muntert selskab, improvisationerne fyger, man nipper til uforskammede, blødkogte citater fra Mozarts ’Don Juan’ eller Wagners ’Lohengrin’, når det stikker dem og Karajan. Latteren kogler i salen. Larmen på scenen blander sig med klirrende glas i 2. akten under festen hos Orlofsky, måske fra salen. Ingen grænser – og pausen fyldes med nye overraskelser. Erich Kunz synger Paul Hörbigers Fiakerlied, så publikum gynger wienerisch i det røde plys, og Giuseppe di Stefano synger pludselig ’O sole mio’, så ikke et øje er tørt. Nogle fortæller, at Karajan dirigerede sidste akt siddende på gelænderet til publikums 1.række. Forestillingen – og optagelsen – varer over tre timer. Karajan meldte bagefter, at de følgende otte ’Flagermus’, han skulle dirigere, skulle overholde tiden. Forsøgsvis… (RCA Red Seal 74321 61949 2)
OG SÅ…
PLUDSELIG en plade, som lige har indfundet sig som julehilsen: BLUE er titlen. En venlig hilsen fra familien Petri/Hannibal. En CD, der ikke trænger sig på. Stilfærdig musik. Næsten familiær Hausmusik. Michala med blokfløjten i den tunge, dystre basmodel, Lars Hannibal på guitaren, og de to piger, begge midt i tyverne, Agnete på cello, og Amalie, der synger. Vemodige, blide klange – tristesse griber én, hvis man er i det lune. Beroligende balsam, hvis man har brug for dét. Der er i hvert fald ikke glimtende julestjerner, der lyser mod himlen i Hannibals små stykker, heller ikke knallerter, der fuser af. Flere klinger i tåget aftenstemning som det landskab, coveret signalerer – næsten i takt med det sene efterårs- og før jule-tusmørke, der ruger i disse dage. Optagelserne er angiveligt produceret nogle sommerdage i juni 2020 på Bornholm! 
(Michala Petri, Lars Hannibal, Amalie Hannibal Petri og Agnete Hannibal Petri (fot. Svend Withfelt)
VI tager musikken til os, lytter til Hannibals tankefulde kompositioner og hans arrangementer over kendte, danske sange, til Michalas toner på den dystert rugende basblokfløjte, til Amalies dæmpede, kønne stemme, til Agnetes varme cello og Hannibals eget eftertænksomme guitarspil. Titlerne fortæller, hvor vi er: ’Twilight on a Ground’, ‘Evening in the Garden’, ’Autumn Rain’, ’Sunset Dance’, ’The magic of Thoughts’. Hvad har dog grebet familien den sommerdag? Man studser, men indfanges af den sørgmodige vinterstemning. Også når vi lytter videre til de danske sange, som Michala og Lars fordyber sig i efter alle de engelsksprogede. De to alene uden pigerne. ’Spurven sidder stum bag kvist’, ’Stille hjerte, sol går ned’, ’Sig nærmer tiden’… ’Det er hvidt derude’ og… nå nej, slut. Selv ’Hist hvor vejen slår en bugt’ får klang af sørgemarch, når vi nu har tunet ind på stemningen. Hvad var pladens titel? – BLUE… (Our Recordings/Naxos)
OG NU…
ET nyt greb med bind for øjnene: To CD’er fra en anden hylde. To i hinandens selskab. Begge med Angela Gheorghiu – dette rumænske sopranfænomen, der stormede ud i verden i begyndelsen af 90’erne. De to CD’er gnubber op ad hinanden plus endnu flere med hende. Komplette udgaver af ’La Traviata’, ’La Bohème’ og andet godt. Men altså de to, jeg har fat i: Angela Gheorghiu i soloudfoldelse. Den ene ryger snart af drejeskiven med et suk: ’Mysterium – Sacred Arias’ hedder den. Så hvorfor? Det er jul, og der al mulig relevans i at lytte til dén? Der er alt fra ’O holy Night’ til ’Adeste, Fideles’. Men den kan slet ikke engagere og fænge. Det er så smukt og så kønt ud af den renvaskede, hellige landevej. Med London Philharmonikerne som perfekte støtteben og et udmærket, rumænsk kor.
DER er anderledes bid i den anden cd ’My World’. Selvom pladeforsiden ligner en turistreklame fra 50’erne med fru Gheorghiu, der tager imod på trappen til en DC7. Om lidt lægger hun vel hatten. Godt nok med dét. Men her har man gjort et perlefund ved et slumpetræf. Femogtyve sange, glimrende ledsaget på klaver af pianisten Malcolm Martineau – han er skotte og så lebendig og lydhør som sangeren. Det er sange, der søreme flyver vidt omkring. Også sprogligt. Angela synger på næsten lige så mange sprog som der er sange. Det kunne ende uhyrligt. Jeg skal ikke svare på, om hendes sefardisk-spansk-jødiske udtale holder 100 procent vand i den lille traditionelle vuggevise ’Durme kerido hijito’, men kønt er det, og det spanske er jo til at genkende, hvis man gør sig umage – ’Sov min kære lille dreng…’ Og der skal sandelig ikke ekstra umage til for at føle sig tryg i ’Solveigs Sang’ fra 4. akt af Peer Gynt. Det er på det smukkeste Ibsen-norsk/danske – sangen ren og længselsfuld, fjern i mælet. Som synger hun til sin omflakkende desperado hen over fjeldene fra sin norske ende af verden. Og det er jo dét hun gør.
DER er virkelig gjort et stykke arbejde med at få denne vældige stribe af sange til at flytte ind i de kulturer, de tilhører. Vi gør herlige bekendtskaber: Leo Delibes’ ’Les filles de Cadix’, der strutter af at være skrevet kort og tæt efter Bizets ’Carmen’ havde sat Paris’ Opera Comique på den anden ende. Eller Erik Satie’s ’Je te veux’, en yndefuld vals, skrevet til en eller anden sangerinde, som Satie akkompagnerede, når det stak ham. Det franske sprog er Gheorghiu selvfølgelig tæt på – hun var i mange år gift med den fransk-italienske tenor Roberto Alagna. Der er noget at trække vejret dybt og lytte glad til, når hun synger Schumanns kærlighedserklæring ’Du bist wie eine Blume’ til Heines tekst. Eller Schuberts ’Ständchen’ – ’Leise fliehen meine Lieder’ med indforstået naivitet og bankende hjerte, følsomhed og strømmende velklang. Og oplagt hjemme i de rumænske sange – selvfølgelig, det er hendes modersmål, og de sange er som alle andre på denne CD oversat i tekstheftet til tysk, engelsk og fransk.
VI holder fast i gelænderet, da hun fyrer den catalansk komponist Montsalvatges ’Canto negro’ af, det er sort sang, defineret neger-sang, men ingen panik. Det cubanske Congo-segment af slaver fra 1700-tallet har efterladt sig et lyrisk- slang med ord, der smælder og klinger. Hvis nogle husker sopranen Teresa Berganza, så er hun en af dem, der også har sunget disse sange, som er fra Montsalvatges fem berømte ’Canciones negras’. Slå dem op på nettet – en forsker har skrevet en hel doktorafhandling om dem. Spændende læsning her undervejs.
EN græsk sang. En brasiliansk. En koreansk. En ungarsk. Flere italienske. Endnu flere franske, tyske, spanske. Og Angela Gheorghiu med stilsans, stemmedannelse og en sprogbehandling, der ville være til seks stjerner, hvis det skulle være dét. Men vi holder ikke bare coranapause lige nu. Også stjernepause for et stykke tid, inden vi vender tilbage til denne firkantede karaktergivning. (Decca 458 360-2)
gregersDH.dk
