Tanya Lund Andersen, Elliott Crosset Hove og Sarah Boberg i ‘Vrede’ på Folketeatret (tegning: Claus Seidel)

SPRUTTENDE

NYTÅRS-

KINESERE

’Vrede* er udspekuleret drama med fygende replikker.

Dramatiker: Joanna Murray-Smith. Instruktør: Madeleine Røn Juul. Scenograf: Manfred Blaimauer. Medvirkende: Troels Lyby, Sarah Boberg, Camilla Bendix, Jacob Weble, Tanya Lund Andersen, Elliott Crosset Hove og Benjamin Boe Rasmussen.

’Vrede’ spiller på turné med premiere i Rønne 16.2. og derefter indtil 27. marts rundt i landet. Endelig på Hippodromen i Nørregade fra 29. marts til 6. maj.

****

DET er, som om der bliver kastet en bombe ind mellem disse mennesker. En bombe, der nægter at eksplodere. Måske mellem dem. Men ikke i dem.
Det handler om et ægtepar, som er midt i et perfekt ægteskab, to mennesker, der tilsyneladende har fået det hele, konen er hjerneforsker og rap i mælet, manden er succesforfatter, en vattet humanistisk sjæl. Men der rumsterer dæmoner inde bag den fine overflade, og der skal et skred udefra til at få dæmonerne til at slippe løs.
Skredet kommer, da en lærer fra den skole, deres søn går i, dukker op og fortæller, at knægten har malet graffiti med skældsord på den lokale moske sammen med en kammerat.
Der kommer mere til, og det er fatalt, men det er først langt henne i stykket.

GRAFFITI

Tilløbene til den byld, der senere går hul på, er flere, og de er køligt beregnet af den australske forfatter, der har skrevet stykket.
Vi ledes på vildspor fra start.
En ung kvindelig journalist melder sig for at interviewe hjerneforskeren, der skal har have en stor pris. Hun opsøger også hendes forfattermand i den anledning. Hun er sød, han er blød, så hvad er nu dét?
Så dukker skolelæreren op med meddelelsen om graffitisvineriet og politianmeldelsen. Han prædiker om skolens moralske og disciplinære ansvar. Forældrene er enige. Det er en skandale. Knægten må være under indflydelse fra low class kammeraten, mener de.
Så stiller kammeratens far og mor til fælles forældresnak om sagen. Det udvikler sig til hidsigt. Arbejderklasse mod akademikere. Fremmedhad mod selvsikker tolerance. Søn mod søn.
Men så sker det: Journalistpigen er tilbage. For at grave videre til sit portræt? Ja sandelig. Hun spørger hjerneforskeren ud om indholdet af en kuffert, hun for tredive år som 19-årig afleverede til en mand foran et ministerium. Og som straks efter eksploderede med død og ulykke til følge. Hjerneforskeren var altså dengang venstreorienteret terrorist.
Der trækkes altså en parallel til sønnens graffiti-provokation. Forfattermanden eksploderer over konens afsløring af sin fortid. Eller gør han? Tilsyneladende. De ender i ægteskabelig forsoning.

TANKEVÆKKENDE

Tager vi den lidt firkantede opstilling af dramatiske pointer alvorligt?
Røgslør over fortid mod ægteskabelig idyl. Fremmedhad mod tolerance, Ungt oprør mod borgerlig stabilitet. Sociale klasseskel. Temperamenter, der ramler sammen.
Ja, for det er alt sammen ret tankevækkende i sin mangfoldighed.
Og det interessante i stykket er som sagt, at konflikten kun eksploderer på overfladen. Kontrasterne står bare og dirrer mellem hovedpersonerne. De indre modsætningerne forbliver uforløst. Eksplosionerne ligner nytårskinesere, der fuser. De taler hårdt til hinanden, men der er dybest set sordin på. Det handler om overlevelse. Skindet fortsætter med at bedrage.
Som drama, som teater, er det stimulerende. Stykket fyger af frækt formulerede dialoger og replikker.
Godt og animeret ført frem af Sarah Boberg, som den selvsikre forsker, der overlever afsløringerne om sin fortid ved at tvinge sin altererede ægtemand i knæ med et ’Jeg elsker dig’. Troels Lyby, der løbende springer op som løve og falder ned som lam. Elliott Crosset Hove, som af forfatteren er tillagt rollen som en oprørsk gymnasieelev, bristefærdig af vrede, men sandelig med en forbløffende intellektuel formuleringsevne. Camilla Bendix og Jacob Weble, der er det jordisk skumfødte ægtepar, der sikkert stemmer på Dansk Folkeparti, hvis der findes et sådant i Australien, hvor stykket er skrevet, Benjamin Boe Rasmussen som mønstereksempel på en pædagogisk samfundsstøtte. Tanya Lund Andersen, der vil få den lille Cavlingpris som journalistaspiranten, der sniger sig snedigt ind på sit offer med en research i baglommen, som ganske vist virker lidt som et konstrueret dramatiker-påfund, for knaldperlen i hendes research er, at manden, der dengang blev sprængt i luften ved aktionen med kufferten, var hendes far.
Men det er udfordrende teater, instrueret for fuldt verbalt tryk af Madeleine Røn Juul.

gregersDH.dk