(John Lundgren og Randi Stene i ‘Lucretia’ (Tegning: Claus Seidel)
VOLDTÆGT? NIX. SELVREALISERING!
Brittens ’Lucretia’ for fuld amazone-skrue med Jesus som sandhedsvidne i ny/gammel version af operaen.
*****
JAMEN, du godeste! Her kommer vi med vores erindring om Benjamin Brittens ’Lucretia’ som en drabelig historie, enkel i betrækket: To slyngler vædder om en kvinde – er hun så tro mod sin mand, som det påstås, eller kan hun nedlægges? Det kan hun, beviser den ene. Hvorpå kvinden tager sit liv. Arme Lucretia. Et offer for voldtægt. Tragedie.
Nogenlunde sådan har vi læst og oplevet den. En vandrehistorie fra romersk oldtid, komponeret af Benjamin Britten til en slagkraftig opera med utrolig smuk musik, et værk, der indgår i efterkrigstiden som uforglemmelig, med Kathleen Ferrier i titelrollen, herhjemme Else Brems, et værk knyttet til Aksel Schiøtz, fordi også han sang i ’Lucretia’, og oversat til dansk af ingen ringere, og ingen højere end Volmer Sørensen, den senere showmaster.
Et hovedværk i 50’erne og 60’erne, holdt op igen og igen – ligesom Brittens ’Peter Grimes’, hans ’Skruen strammes’ og ’Albert Herring’ – som gedigne modstykker til al den djævelskab, der udviklede sig i kølvandet på Schönbergs tolvtoneteorier.
’Lucretia’. En sag, vi kendte og var fortrolig med.
VERSIONEN
Men nu har kloge hoveder, bl.a. og især iscenesætteren Veronika Kær gravet dybt i mere eller mindre tilgængelige versioner af operaen fra nogle efterkrigsår, hvor Britten åbenbart har omarbejdet mange passager – og dét ikke så meget af musikalske grunde, men fordi han har været under pres for at bringe handlingen i overensstemmelse med sund eller usund (som man nu vil) kristen moral i det puritanske England. Der af den version, som vi husker, og som enhver kan stifte bekendtskab med i Schepelerns ellers så uopslidelige Operabogen, placeret i danske hjem ved siden af Bibelen og Fru Jensens Kogebog.
Hvad får vi så nu?
Vi får en historie om en Lucretia, der realiserer sig selv. Som smider kyskhedens lænker og folder sig ud i et dramatisk sidespring med prins Tarquinius, som hun åbenbart længe har haft hjertebanken over i det skjulte. En forløst og frigjort kvinde. Som bare ikke kan overleve i det samfund, hun befinder sig i.
KOMPLICERET
Det er så dét. Et ordentlig jerngreb og realiseret som et evangelium i denne opsætning.
Men nu bliver det så kompliceret.
Britten lod i den version, vi kender, en sopran og en tenor stå i hver sit hjørne af scenen og fortælle historien – på klassisk, græsk kor-manér. Fortællerne.
Sært nok med en kristen morale og henvisninger til Jesus, selvom handlingen foregår 500 år før Kristi fødsel.
I den version, vi nu ser, optræder de to fortællere som henholdsvis Lucretias og Tarquinius’ ånder. En art skygger af de to, der færdes frit og fortroligt over scenen som delagtige eller ikke delagtige i handlingen. Det er også tenor-fortælleren, der til slut opsummerer moralen: Ligesom Kristus er også Lucretia eksponent for den fulde frigørelse af al konvention og moral.
Hele den konvertering af Lucretia fra at være et stakkels offer til at være en storladent, frit menneske, der bare ikke kan begå sig i denne usle verden, kan vi vælge at acceptere for pålydende. Ligesom konceptet, som indebærer, at dramatisk konsekvens og effekt må vige i slutningen for det teologisk-moralske budskab. Hvilken dramaturg ville ellers ikke bringe operaen til en hurtig og rystende slutning kort efter Lucretias selvmord?
STIMULERENDE
Konceptet ser vi afspejlet i en – i den sammenhæng – overbevisende iscenesættelse. Nikolaj Heiselberg Traps dekorationer, der på mageløs vis skaber både romersk lejr og romersk, hjemlig intimitet hos Lucretia, med vidunderligt glidende overgange fra scene til scene, belysninger, som skaber perspektiv og dybde, og en farverigdom, der er dybt stimulerende. Det er en meget musikalsk iscenesættelse, som følger Brittens subtilt raffinerede kammerorkester-instrumentation og sangstemmernes utroligt følsomme, gennemkomponerede partitur med omhu og forståelse. Der er øjeblikke af sublim skønhed i dette partitur. Nattestemningen i lejren. For ikke at tale om den tilsvarende stemning i det brutalt invaderingstruede romerske palads, hvor Lucretia og hendes kammerpiger får det skæbnesvangre, natlige besøg af Tarquinius. Det gæstende Athelas Sinfoniette Copenhagen spiller, dirigeret af Stuart Bedford, med en rigdom i nuancer og glimrende præcision.
SANGERNE
Randi Stene har titelrollen – hvem vil kunne glemme øjeblikke i denne præstation: Hendes visuelt magiske entré fra bagscenen efter nattemødet med Tarquinius. Stemmen, der sortner.
John Lundgren – en overdådig stemmepragt og som etruskeren Tarquinus en fallos af en skikkelse – man tør bruge udtrykket, for som Lucretia selv synger om etruskerne: ’And on their tombs a wooden phallus stood’.
Andre glimrende præstationer: De to fortællere bliver sunget af den irsk-amerikanske Aleen Bramhall Itani og vores egen Michael Kristensen, krævende opgaver, forløst med stor sikkerhed og forbløffende sanglig smidighed.
Junius, væddemålets snu manipulator: Andreas Landin. Og Jens Bruno Hansen, Elsebeth Halling og Elinor Fryklund – stærkt besatte partier.
SYMPOSIUM
Sammenlagt en tankevækkende, men først og fremmest en musikalsk stor oplevelse.
Hvor meget og hvor lidt vi skal lægge i den kontroversielle udlægning af de tilgængelige versioner, kan man få uddybet ved et feinschmecker-symposium, der kommer til at foregå over tre dage i Skuespilhuset 13.-15. marts. Med lærde hoveder fra nær og fjern.
