Tobias Shaw, Nanna Cecilie Bang og Nicklas Søderberg i ‘Helligtrekongersaften’ på Teater Momentum (Foto: Henrik Grimbäck)

DEN STORE GEMMELEG

Underholdende virvar af forvekslinger i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ på Teater Momentum i Odense.

Dramatiker: Shakespeare. Bearbejdelse og instruktion: Henrik Grimbäck. Scenografi: Ida Grarup og David Gehrt. Medvirkende: Katrine Leth, Nicklas Søderberg Lundstrøm, Tobias Shaw og Nanna Cecilie Bang.

’Helligtrekongersaften’ har spillet nogle uger, men kan ses indtil lørdag den 18.2. på Teater Momentum. Varighed: ca. 2½ time inkl. pause.

****

MOMENTUM TEATER i Odense har i denne sæson den muntre ide at kalde sig Det Ny Kgl. Teater.
Har det fået storhedsvanvid? Er det musen, der siger til elefanten: Hør, hvor vi tramper! Eller hvad?
Vittigheden består i, at teatret på sit mangfoldige repertoire af alt godt fra havet har sat tre større egenproduktioner op som paralleller til forestillinger på Det Kgl.: ’Antigone’, ’Højskolesangbogen’ og ’Helligtrekongersaften’.
Vi har ikke set de to første, men vi så den tredje i aftes. Shakespeares ’Helligtrekongersaften’. Som ingen har en fornuftig forklaring på, hvorfor hedder sådan. Heller ikke Shakespeare selv, og vi kan jo ikke spørge ham.
Stykket er en komedie, og der kan måske være en pointe i, at 6. januar tilbage i tiden var en fest, hvor man sluttede julen, gik i optog i gaderne, klædte sig ud som de tre konger, og hvor jomfruer kunne kikke i spejlet og sige: Åh, Hellige tre Konger – kom lad mig i aften se den, hvis seng jeg skal rede – hvis dug jeg skal brede – hvis brud, jeg skal være…
I opsætningen på Momentum klæder de sig sandelig også ud, og både jomfruer og ynglinge kikker om ikke i spejle, så omkring sig for at finde lykken. Forgæves eller med held. I den grad, at de bliver rundtossede. Og vi med. Stykket er en forvirrings- og forvekslingskomedie. Der bliver den formodentlig også, når den i morgen, fredag, har premiere på Det Kgl. – men der skal noget til for at forvirre på det niveau, Momentum udfolder sig.
Helt bevidst. De fjorten roller i stykket – plus det løse – spilles af fire skuespillere. Det er et grandiost hurlumhej, og der er ikke noget med at rende ud i kulissen og bag scenen, hvor påklædere står klar og hjælper med lynomklædningerne.
De fire spillere er på hele tiden i arenaen, hvor publikum sidder på alle fire sider og kikker ned på rolle-forvandlingerne. Narren Feste tager en spand over hovedet, når han er nar, grevinde Olivia sætter figurballoner i året, når hun er kvinde og ikke kaptajn eller en helt tredie mandsperson. Viola, der er stykkets hovedperson, får et mærke på brystet, når hun ikke er Viola, men fyren Cesario. O.s.v., o.s.v. – identiteterne kastes op i luften, fordamper og bliver til hvad og hvem som helst, så det er bare om at holde fast i stopperne og følge med, så man ikke falder af vognen og ikke aner, hvor vi er henne, og hvem der gør hvad og hvorfor.

FORVEKSLINGER

Vi holder meget af forvekslings-komedier, og det er sjovt at blive bildt noget ind, som vi straks gennemskuer. Det er godt teater. Det har vi lige set et festligt eksempel på i Tivolis Glassalen, hvor de spiller en dramatisering af Hitchkocks ’De 39 trin’ med Niels Olsen og Thomas Mørks. De er 126 forskellige personer gennem mindre end to timer. Niels Olsen står dér på perronen med togkasket i den ene hånd, politikasket i den anden. På og af! Af og på! Ikke et barn er i tvivl om, hvornår han er hvad.
Men på Momentum er det godt at kunne sine lektier. Det vrimler med dobbelte og tredobelte roller.
Shakespeare-stykket er i forvejen en forvekslingskomedie. Det har to handlinger, der er på det frækkeste er mikset sammen:
Den ene handler om pigen Viola, der strander på Illyriens kyst (Man spørger straks, hvor fanden er Illyrien. Det er altså gammelt navn for Kroatiens Adriaterhavskyst). Viola forklæder sig som mand og kalder sig Cesario og får job hos en hertug ved navn Orsino.  Orsino sender ’Cesario’ – der som Viola straks er blevet svag i knæene og varm på sin arbejdsgiver – af sted til en grevinde ved navn Olivia, som Orsino er varm på, men som ikke vil vide af. Viola præsenterer sig selvfølgelig som ’Cesario’, Orsinos sendebud, og ’han’ fortæller Olivia, hvor meget Orsino elsker hende. Og hvad gør Olivia? Brænder varm på ’Cesario’, som hun selvfølgelig synes er en lækker fyr… på samme måde som ’Cesario’, der altså er Viola, må kringle sig igennem sin kamuflerede betagelse af Orsino.
Er du med, læser?

TUMMEL AF SPILLEGLÆDE

Rigelig indviklet, men det bliver morsommere.
Den anden handling, der løber samtidig består i en masse pjank mellem de ansatte hos Olivia. Især med at gøre hendes hushovmester Malvolio til grin, fordi han går rundt og tror, han kan fiske Olivia. Den historie er egentlig en selvstændig komedie, men intrigerne flettes sammen.
Der er altså en del at holde styr på hos Shakespeare – mere endnu endda, for Olivia har en tvillingebror, der hedder Sebastian, og de to ligner hinanden som prikker, selvom de har forskelligt køn.
Det hele er alligevel det rene vand imod så kompliceret, det bliver på Momentum, fordi man skal prøve at holde styr på mylderet af rolleskift mellem de fire spillere, der sammenlagt agerer fjorten forskellige personer.
Alligevel – ubegribeligt nok bliver det underholdende. Af to grunde: Den ene er, at de fire unge spillere er i en konstant tummel af spilleglæde. Den anden, at hvis man er i stand til at lytte til teksten samtidig med al den pjankede action, så hører man de yndefuldeste kærlighedserklæringer og ømmeste overvejelser og øjner raffinementet i de halvfordækte overvejelser og løsgående underfundigheder eller jordbundne uforskammetheder hos personerne. Al den sproglige og psykologiske jungle, som Shakespeare lægger ned i stykket.
Vi kan gøre os et mylder af overvejelser over de af farverige jongleringer med kønsforvirring, der muntert associerer til aktuelle problematikker, vi kan spekulere på det pudsige i, at mænd jo spillede alle kvinderollerne på Shakespeares egen tid. Men behøver i hvert fald ikke fortabe os så voldsomt i de sindrige overvejelser, instruktøren Henrik Grimback gør sig i en programartikel over sin iscenesættelse – han har simpelt hen fået en sjov og grotesk forestilling ud af ’Helligtrekongersaften’ takket være sin og spillernes gå på-mod og fantasi – de hedder Katrine Leth, Nicklas Søderberg Lundstrøm, Tobias Shaw og Nanna Cecilie Bang. Godt hjulpet af scenograferne Ida Grarup og David Gehrt, de to, der netop også har fået sat kulør på Aarhus Teaters ’Erasmus Montanus’.
Vi ser frem til, hvad Det Kgl. har for med ’Helligtrekongersaften’ i morgen fredag.

gregersDH.dk