Gisela Stille og Peter Lodahl i ‘La bohème’ (Tegn. Claus Seidel)

HVAD SKER DER DOG

I DEN ’BOHÈME’

Gisela Stille som en lysende Mimi, Peter Lodahls som en varm, sikker Rodolphe og glimrende sang i øvrigt i den scenografisk mærkværdige ’Bohème’ på Operaen.

Puccini: ’La Bohème’. Instruktion: Elisabeth Linton. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Medvirkende ved denne opførelse: Peter Lodahl, Gisela Stille, Audun Iversen, Sofie Elkjær Jensen, Leif Jone Ølberg, Henning von Schulman. Simon Schelling, Anders Jakobsson, Peter Steen Andersen, Lasse Bach, Ole Jegindø Norup og Jan-Erik Sääv.
Alle større roller er i øvrigt dobbeltbesat.

Puccinis ’La Bohème’ spiller på Operaen en lang række opførelser frem gennem sæsonen. Varighed: 2½ time inkl. pause mellem 2. og 3. akt.

****

HVAD i himlens navn er det, de snakker om, de glade bohèmer i første akt af Puccinis opera? Og forresten også senere. Vi har stort set vænnet os til, at de fire glade fyre, digteren, musikeren, filosoffen og maleren, tosser herligt rundt i deres fælles atelier, danser og pjanker og driller hinanden. At de fryser, så det knager. At de mangler brænde til ovnen og brækker stolene i stykker for at få lidt fut i kaminen. For ikke at tale om, at de flænser Rodolphes manuskript til et skuespil i stumper og stykker og kyler det i flammerne.
Men hvad er det, de ellers ævler om? Det Røde Hav og en ægyptisk farao. En papegøje, der bliver forgiftet af persille, en rig englænder, som Shaunard, musikeren, spiller klaver for uafbrudt i tre døgn?
Vi lader dem snakke og fjase, mens vi sidder med nerverne i skudstilling og venter på, at Mimi, sypigen, der bor nedenunder, skal dukke op, tabe sin nøgle, så Rodolphe kan puste hendes lys ud og synge ’Så kold den lille hånd er’, mens han og den unge dame kravler rundt på gulvet for at finde nøglen.
Instruktøren Elisabeth Linton lader hende listigt vise sig nogle gange i døråbningen og belure drengene – Mimi er ikke helt så uskyldig og forfjamsket, som hun normalt gøres til. Det er ok, men altså: Hvad er det, de bøvler om undervejs, de fire, frem mod det fantastiske øjeblik, da Rodolphe og Mimi er blevet alene og Puccini lader dem synge sig ud i den duet, der siden operaens uropførelse i 1892 har summet generation efter generation i ørerne?
Det er måske ikke det vigtigste i operaen at forstå, hvad det er med den papegøje. Bare lidt forvirrende. For som vi oplever operaen – også i den udgave, Det Kgl. nu spiller og synger – er det den følelsesladede historie om kærlighed på kvisten og de glade, fattige kunstnere og deres kærestehalløj og udskejelser, som fænger. Hvad den sandelig gør på Operaen med Peter Lodahls varmt glødende tenor som Rodolphe, Gisela Stilles overdådige og pragtklingende sopran som Mimi, for slet ikke at glemme de øvrige medvirkendes fine præstationer, især Leif Jone Ølbergs som Shaunrd og Henning von Schulmans som Colline. Og endnu mindre glemme, at Kapellet stryger med det mest veloplagt spil gennem partituret, dramatisk tæt limet til sangerne under gæstedirigenten Marius Stieghorst.

PAPEGØJEN

Men det er immervæk sjovt at spekulere et øjeblik på, hvorfor Schaunard kan komme bragende ind ad døren til sine sultne kammerater i første akt med lommerne fuld af guldmønter og belæsset med champagne og kulinariske herligheder.
Pointen er, at Puccini har ladet dryp fra den franske forfatter Henri Murgers ’Scener fra bohèmernes liv’ blive hængende som små løse guirlander til historien. Murger var formodentlig selv sin egen model til Rodolphe, og et eller andet sted i Murgers beretning om bohèmelivet i Paris dukker også en sag op om en rig englænder i Paris, der er blevet så rasende over en nabo, der havde en papagøje i bur uden for hans vinduer, at han hyrede en musiker til at sidde sig ved klaveret i døgndrift og spille de samme skalaer til hudlødhed for at overdøve det pippende kræ.
Hvilket ikke lykkedes, hvorfor klaverbokser Schaunard købte et bundt persille og proppede det i gabet på papagøjen, der omgående døde af forgiftning.
Det var englænderen godt tilfreds med, og her har vi forklaringen på, at Schaunard kan vende hjem og fodre holdet så fyrsteligt af. Og at de fire i fællesskab nogle øjeblikke efter kan tage fusen på deres husvært, der kommer for at forlange husleje. De duperer manden med deres vellevned som tegn på, at de nok skulle betale, for de var – som han da kunne se – godt ved muffen.
Vi skal ikke fordybe os i historien om Marcellos tumlen med et maleri af Farao og jødernes flugt over Det Røde Hav – den er i den virkelige baggrundshistorie et evindeligt forsøg på at omarbejde billedet til nye motiver. Lige så uhjælpeligt mislykket som hans kviksølvagtige forhold til pigen Musetta. ”Jeg drukner en farao til – som hævn!” råber han og slår en ekstra klat på lærredet.
Marcello bliver på Operaen spillet og sunget med macho-elegance af barytonen Audun Iversen og Musetta rapt, frækt og sjovt, om end ikke særlig sensuelt af korpsets nye sopran Sofie Elkjær Jensen.
Det vil måske interessere nogle, at den virkelige model til Musette på sine lidt ældre, promiskuøse dage i 1863 stak af fra Marseille på et skib til Algier med en formue i laktasken og forsvandt i 1863.

SÆRE STEDER

Der er mange pudsige pointer at hente i baggrunden til ’La Bohème’. Pariserfarere kan f.eks. stadig vandre gennem den lille gade ’Rue des prêtres Saint Germain l’Auxerres’ for enden af Louvre bag stormagasinet Samaritaine og se Café Momus for sig, vistnok ved nr. 19 og dermed også mulige bohème-relevante kvistlejligheder i nabohusene.
Det bringer os her til scenografien i Det Kgl.s sangligt og musikalsk så glimrende opførelse. Astrid Lynge Ottosen har begået fine ting i samarbejde med Elisabeth Linton, siden hun fik en Reumert-talentpris for ni år siden for sin ’Evita’ på Aalborg Teater.
Med ’Bohème’ er hun ude i mærkværdigheder. Vi er med på, at historien er flyttet fra ca. 1830 frem til ca. 1930.
Det gør ingen forskel i persontegning og forløb. Det går også an, at første akten i atelieret er et absolut u-pittoresk og uromantisk gråt-i-sort loftsrum. De skal være muntre på trods, de fire.
Men der er ikke større charme forbundet med at anbringe 2. aktens Café Momus i noget, vi høfligt vil karakterisere som et overdimensioneret Rødovre Center ved juletid. Og slet ikke nogen mening i at lade 3. akten foregå ved en parisisk byport, der ligner en rædsel af et pansret vagttårn i Guantanamo-lejren. Og tilmed placere ind og udgang til det værtshus, Marcello og Musetta opholder sig i, på ydersiden af rædslen. Uden for bymuren. Det gør personernes gøren og laden absurd.
Bedre går det med at flytte slut-akten op på taget af 1.aktens hus med atelieret. Ikke vanvittig praktisk for en døende Mimi, der fryser og feberryster, Men det giver da et sjov vue over Paris.

gregersDH.dk