Foto: Per Morten Abrahamsen
MENS VI VENTER PÅ VINTEREN
Er du bange for moderne opera? Så gå til Hans Abrahamsens ’Snedronningen’ og blive lige så forelsket i den opera, som H.C. Andersen ville være blevet.
Komponist: Hans Abrahamsen. Tekst: H.C. Andersens ’Snedronningen’ bearbejdet til opera-libretto af komponisten i samarbejde med Henrik Engelbrecht. Iscenesætter: Francisco Negrin. Scenograf: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Bruno Post og Matt Daw. Og Playmodes Studio. Dirigenter: Robert Houssart og Ian Ryan. Medvirkende: Sofie Elkjær Jensen, Melis Jaatinen, Johanne Bock, Johan Reuter, Sibylle Glosted, Gert Henning-Jensen, Jens Christian Tvilum, Morten Grove Frandsen, Maria Malmström (danser) og Boris André (danser).
’Snedronningen’ spilles på Operaen i alt seks aftener. Se Det Kgl. Teater kalender. Varighed: Godt 2 timer inkl. 1 pause.
******
HVAD ville H. C. Andersen have gjort, hvis han havde siddet i Den kongelige Opera denne aften? Han ville have sagt: Det er søreme min Snedronning, det er min Gerda og Kaj, det er mine roser, der pludselig fylder scenen, det er mine snefnug, der bliver større og større, det er min knitrende frost, der daler ned over scenen, det er min prins og prinsesse, mit rensdyr, der kommer dansende, det er børnenes mor, der sidder derhjemme og savner Kaj og Gerda, det er den laplandske himmel, der lyner af nordlyset, men hvor er røverpigen, har de glemt hende? Skidt. For Gerda er dejlig. Hvad siger I, hun hedder? Sofie Elkjær Jensen? Jamen altså. Dejlig. Og så vil Andersen stå ved hendes dør i morgen med en buket blomster og blive budt indenfor til middag.
SÅDAN kan vi forestille os så meget. Og det kan vi, fordi Hans Abrahamsen har genskabt et eventyr. Skabt sit eget musikalske eventyr, der får H.C.s fortælling til at blomstre videre, udvide sig til et musikalsk digt, får al den vildsomme fabulering til at gro, der ligger i hver stavelse af ’Snedronningen’, alt det dagligdags i snak og replikker, der i forvejen sætter vores fantasi i svingninger og åbne øjne for en uendelighed af nye muligheder. Måske den EVIGHED, som Kaj stykker sammen, isblok for isblok, bogstav for bogstav i den sidste scene, da han er blevet genforenet med Gerda.
ET ubegribeligt partitur. Når man stikker næsen i Abrahamsens noder til ’Snedronningen’, er side efter side et virvar af komplicerede strukturer, noder som regneark og logaritmer. Når du hører operaen, er det en musik, der klinger indtagende og logisk, tætte væv af tonende landskaber, hjernespind på de mest indlysende og selvfølgelige antenner, net af forførende fortællinger, beskrivelser og kommentarer, en art avanceret impressionisme, hvor du det ene øjeblik kan synes, at tekst og ord er kulisser til musikken, det næste, at musikken er den luksuøse indpakning af ordene. En samtale mellem ord og toner. Eller bedre: En genfunden verden af fortællekunst, med tonematerialet som udtryksfulde penselstrøg. En impressionisme, der nogle gange eksploderer i festlige indslag af en art, som Abrahamsen åbent fortæller er inspireret af al mulig anden musik, f.eks. i scenerne på slottet, hvor Gerda tror, hun kan finde Kaj – det gjalder med trompeternes kvinter, som var vi på Wartburg i ’Tannhäuser’. Og hvis man er bare en smule hjemme i Abrahamsens egne orkesterværker og kammermusik, så gnistrer scenerne af flimrende sne i øjne og ører. Man kan høre så meget. Der kan dukke så meget af den art op. Men man er ligeglad, for det er den suverænt tilbageholdte og glasklare måde at få stemmer og orkester til at fortælle historien om Gerdas vandring gennem ild og vand og sne og is for at finde sin Kaj, dag for dag, måned for måned, år for år, vinter og sommer – fortælle det hele med musikalske midler, der lejrer sig som eventyret selv.
DET gøres ikke uden sangere, der svinger med på tonefaldet. Sofie Elkjærs Gerda, den finske mezzo Melis Jaalinen i Kajs drengetøj. Johanne Bock med den moderlige mezzobredde som både mor, en gammel kone undervejs og finnekone i det nordlige Lapland – Johan Reuter som den mystisk tilbagetrukne alvidende, en forbløffende udvidelse af Snedronninge-skræmslet, ondskabens isnende mareridt i vores barndoms drømme om H.C. Andersen-eventyret – får vi en variation af Nattens Dronning og hendes forvandlinger i ’Tryllefløjten’? – der er både en dæmon og en godfather i den figur. Og man skal ikke to gange sige prinsesse og prins til Sibylle Glosted og Gert Henning-Jensen, så fører de sig kækt frem. Og du kan få Jens Chr. Tvilum og Morten Grove Frandsen til at jage lyksalig skræk i livet på svage sjæle med deres ømme udgaver af de to krager, der fører Gerda på veje og vildveje i hendes jagt på den forsvundne Kaj.
GYS bliver mere wagnersk eventyr end webersk djævelskab i de billeder, scenografen Palle Steen Christensen har skabt med de overvældende scenerier i 2. og 3. akt. Er man bekymret for skredene i Grønlands isbjerge, kan man drømme om deres skønhed i de dekorationer, scenografen maner frem sammen med lysdesignere og specielle LED-installations-kunstnere. Vi bemægtiges af lynende nedslag på nattehimlen, nordlys, der toner frem som regnbuefarvede åbenbaringer, og de morderiske splinter fra spejlet, der knuses og forvrænger Kajs opfattelse af omverdenen og vender tilbage som magiske rammer omkring Snedronningen figur, der toner frem i fantastiske forblændinger.
DET er iscenesætteren Francisco Negrin, der har det grundlæggende ansvar for de forbløffende visuelle effekter – vi kender ham fra tidligere opsætninger som en mand, der især har instrueret barokoperaer som ’Alcina’ og ’Parténenope’, og også dér skabt synlige teaterbegivenheder.
DET slående her er den dramatiske, enkle visualisering af et nordisk, nationalt eventyr. Skabt til en kongenial musik af Hans Abrahamsen. Hvis du lige fnyser et sekund ved tanken om at vove dig til en opera af det, du i din fantasi hører for dig som ’noget moderne’ og sikkert grimt og skadelig for din sjælefred, så hør ’Snedronningen’. Du vil få det som H.C. Andersen. Du vil sige: Jamen, det var dejligt!
gregersDH.dk
