Jesper Lohmann og Iben Hjejle (Tegn.: Claus Seidel)
KVINDEN, DER FIK NIELS BOHR TIL AT LØFTE ET ØJENBRYN
Historien om kvinden, der regnede sig til, hvad jordens inderste kerne består af.
Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard. Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Rebekka Bentzen. Dramaturgi: Geir Sveaas og Ninette Mulvad. Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Malling og Roberta Hilarius Reichhardt.
’Jordens indre’ spillere på Folketeatrets Hippodromen efter ugers turné. Varighed: Knap 2½ time inkl. pause.
****
DET er sandelig en god historie, den unge dramatiker Simone Isabel Nørgaard har gravet frem: Historien om Inge Lehmann, en dansk videnskabskvinde med en forbløffende og alenlang karriere – Inge Lehmann døde i 1993 104 år gammel, stadig aktiv. Det er ikke længere siden, end at mange af os kan have passeret hende på gaden uden at ane, hvem hun var, et spinkelt lille væsen, der bare havde en enestående videnskabelig position, mester for den glorværdige indsats at have påpeget, at jordkloden har fast kerne – du godeste! Selvfølgelig ikke noget, der optager os fra morgen til aften. Men sensationelt for forskere, der har haft deres spekulationer gennem ufattelig mange år: Hvordan er jordens inderste skruet sammen? Vi kan gå til Jules Verne og hans romaner, vi kan gå til Holbergs Niels Kliim – der er mange glimrende fantasier om emnet. Men Inge Lehmann er altså kvinden, der har kunnet fortælle både digtere og lærde, at kernen i jorden ikke er flydende, som de har rendt rundt og troet. Men fast.
DEN historie er der jo heller ikke umiddelbart meget dramatisk teater i. Men jo, det er der skam, for Inge Lehmanns skæbne er, at hun gennem det mest af sin karriere har været tilsidesat, negligeret og hånet i den faglige verden, der består af seismologer, geodæter, atomforskere og andre gode folk i hendes professionelle nærhed.Hun har måttet bide sig fast og slås for at blive forstået og anerkendt. Hun har været kvinde i en mandsverden. Pragtfuldt stof i tider, hvor vi lytter til skiftende skvulp i magtbalancen mellem mænd og kvinder.
PÅ Folketeatret er det Iben Hjejle, der spiller Inge Lehmann. Hun spiller hende, sådan som dramatikeren Simone Nørgaard vel har forestillet sig, Inge Lehmann må have været, og som instruktøren Geir Sveaas har instrueret hende, og som Iben Hjejle selv har gjort hende: En intenst engageret forsker, ambitiøs, sammenbidt, begejstret, når hun gør sine opdagelser, frustreret og forbitret, når hun bliver forbigået og overhørt. Usexet. Fuldstændig koncentreret om sit arbejde. En kvinde, der synes at koble andre sider af sit følelsesliv fra – et drømmeagtigt tilhørsforhold til sin afdøde far, og så en omgang med Harriet Lehmann, hendes søster, der var skuespiller, mest et forhold, der består i søsterens næsten absolutte mangel på interesse for Inge og hendes videnskab og en lige så afgjort afvisning hos forsker-Inge for søsterens skuespilleri-snak. Laura Bro spiller Harriet med henrivende, nærmest barnlig selvoptagethed.
DE er som to forkælede børn, der er vokset ud af en barndoms småskænderier og konkurrence i en velhaverhjem og gror mod hver deres fjerne eller nære horisont. En tjenestepige spillet af Roberta Hilarius Reichhardt er en spøjs figur, der viftes bort af begge søstre som tyende, skønt hun viser sekunders spontan fascination af Inge Lehmanns forskning. Et moderne pigebarn anbragt i en tjenestepigerolle – sjovt skævt i stykket, så skævt som på en måde Iben Hjejles hurtige, skarpe karrierebevidste matter-of-fact figur. Jeg forestiller Inge Lehmann generationsbeslæget med en kvindetype som Agnes Henningsen, nå, skidt sammenligning måske, Iben Hjejles Inge Lohmann er en langt smallere karrieretype, lige så sej, men ja, smal. Og i hvert fald når vi tænker på Agnes Henningsen – som sagt: Totalt usexet.
MÅSKE noget, der hænger sammen med Sveaas’ dramaturgiske greb om handlingsforløbet, der skridt for skridt fortæller Inge Lehmanns banen sig vej fra et underordnet job på et københavnske universitets-institut til accept, anerkendelse og stjernestatus. Vi har to mandlige forskere inden for hendes radius. Niels Bohr, der i Jesper Lohmanns blide, elskværdige og selvsikre, maskuline skikkelse løfter et øjenbryn og udviser høflig interesse for Inges Lehmanns forskning (der er malet op i tætte broderinger af formler, tal, cirkler og beregninger på tavler). Lohmann udfolder den yndefuldeste Niels Bohr-imitation i stemme, holdning og pibe i munden. Og så er der Troels Malling, der spiller en amerikansk kollega, en jovial, glad type, en videnskabs-tumling, der ser ud til et øjeblik at overveje Inge Lehmann status som lidt andet og mere end forsker, men næppe længere end til at forbløffes over, at det er en kvinde, der tillader sig den frihed at være snildere end ham og hans kolleger. Alle rollerne omkring Inge Lehmann bliver brugt som fortællende kommentatorer, næsten som et kor, der reflekterer for os. Det er behændigt. Og overraskende.
GLIMRENDE at få denne historie fortalt på scenen. En kvinde, der målbevidst banker en lidt selvhøjtidelig Niels Bohr på plads og gør en blodskudt amerikansk kollega tummelumsk. Og anledning til overvejelser over, hvorfra denne Inge Lohmann har hentet sin sammenbidte koncentration og tænkning fra. En leksikal detalje om hendes opvækst fortæller, at i hendes professorale barndomshjem – faren var psykologiprofessor – samledes familien ved middagsbordet, og når måltidet var slut, gik faren til sit arbejdsværelse og tog bordlampen med. Familien sad tilbage i tavshed og dybt mørke. Tid til at tænke.
gregersDH.dk