‘Stormfloden – erindringsbilleder’ Af Kaspar Rostrup. 6.11.2016

Kaspar Rostrup griber - ligesom Katrine Wiedemann - fat i udfordringerne som sceneinstruktør. Men deres våben er vidt forskellige.

img_1185

 

ALDRIG MERE?

 

Kaspar Rostrup griber – ligesom Katrine Wiedemann – fat i udfordringerne som sceneinstruktør. Men deres våben er vidt forskellige.

’Stormfloden’ Erindringsbilleder. Af Kaspar Rostrup. Gyldendal. 424 sider. 350 kr. (foto: Grethe D.-H.)

*****

”SKRIV ned, at du aldrig vil lave teater mere.” siger Kaspars kone Lene, da han en sen aften kommer hjem fra en prøve.
Kasper har læsset af til Lene. Han er blevet nervøs. Pludselig overvældet af angst og tvivl.
Aldrig lave teater mere?
Har vi hørt det før fra en instruktør? Ja da. Så sent som for en uge siden. Da vi læste instruktøren Katrine Wiedemanns bog. Også hun er ind imellem ved at smide alt, hun har mellem hænderne i kulsort angst og fortvivlelse. Faget er jo ”en forgængelig kunstart, nabo til vanviddet… Hvorfor så meget arbejde? Det er jo væk om lidt…”
Rostrup er omkring de 75 år, nu da han skriver ’Stormfloden’, bind nr. 2 i hans erindringer. Katrine Wiedemann midt i 40’ne, da hun skriver ’Ved gudernes bord’.
Hvad er det da for et fag, de arme mennesker har begivet sig ud i?
Andre mennesker kan vel blive lige så overmandet i deres virke, hvis de – som Wiedemann skriver – oplever, ”hvordan det føles, når hundrede mennesker træder en direkte på nervebanerne hver dag.”
Men andre nu om det. Her gælder det teaterinstruktører.
Der er tredive års aldersforskel på Rostrup og Wiedemann. Betyder det noget? Sådan set ikke. Wiedemann lufter i sin bog, at hun uanset nedture er på spring til nye opgaver. Rostrups gisp til fru Lene den aften knytter sig til hans seneste store instruktion, ’Glasmenageriet’ på Folketeatret i 2014. Men tilbage gennem den lange karriere har også han sorte dyk og rasende anfægtelser. Og er kommet hurtigt på benene igen.
Der er til gengæld en forskel i temperament og sind, i baggrund og udvikling. Wiedemanns selverkendte og næsten kamikazeagtige desperation fortalte vi om i anmeldelsen af hendes bog sidste uge. Rostrups seje og konstante opbygning og genopbygning af sit arbejde bygger på en indre ro og sten-på-sten sætten sig ind i alle stumper af sit fag. Og endnu mere: Et lyrisk temperament, hvor selv de største, de mest spektakulære teatervisioner handler om intens, psykologisk indføling i mennesker og karakterer.

GLASMENAGERIET

Opsætningen af ’Glasmenageriet’ – Tennesee Williams’ familiedrama – på Folketeatret for to år siden fungerer som en tråd gennem bogen. Syv gange dukker arbejdet med ’Glasmenageriet’ op i korte glimt, hver gang som tanker under vandringer gennem mørket i alléen på Nørrevold uden for teatret sen aften eller nat. Naturen, træerne, efteråret spiller med, tystheden. I en af disse skrivesekvenser er forestillingen blevet en levende organisme, der har bestået det, Rostrup kalder ’døveprøven’ – at stykket skal kunne forstås visuelt, at ”publikum kan aflæse scenegangen, selvom de er en hel sal af døve”. De fire skuespiller har nået en balance i deres spil, hvor de er ved at være fremme ved målet.
Det er sært nok netop i den samme sekvens, Rostrup kommer hjem, plaget af tvivl og usikkerhed. Hans erfaringer fortæller om balancer, der kan tippe.
Bogen har dramatiske beretninger om katastrofer. Nogle selvforskyldte. Vi får dem afleveret i skæv kronologisk orden, som de falder ham ind undervejs, vi må slå op bag i bogen for at finde årstal, hvis vi er ude efter den form for orden. Fortællingerne kommer som a propos’er eller associationer til andre hændelser.
Frygtindbydende og lykkelige øjeblikke. Skildret med en blanding af humor, ironiske iagttagelser og som gennemgående træk: Det totale engagement i instruktørarbejdet. Et engagement, der indebærer private afsavn. En familie, der er der, men alt for lidt.
Selvforskyldt – og selverkendt – var ikke mindst den situation, Rostrup kom ud i lige efter et par kæmpe succeser som ung instruktør i Aalborg. Han havde instrueret ’Hamlet’ med den svenske skuespiller Lars Passgård i titelrollen og Lisbet Dahl som Ofelia. Året efter ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne’ med Morten Grunwald og Jesper Langberg i rollerne. Det var forestillinger, der gik ry af. Dagen efter premieren på den sidste får han en opringning fra Aarhus Teaters chef, der spørger, hvor fanden han blev af. Et helt hold sad og ventede ham. Der er produktionsmøde på Ben Jonson’s ’Volpone’. Han stormer uforberedt til Aarhus, forestillingen bliver udsat og ender med at gå ad h til.
Nøjagtig som hans følgende opgave: Komedien ’Mylord’, som han skulle sætte op på Det Kgl. Men hvor han røg helt skæv af banen over for de medvirkende, som bestod af cremen af kongelige skuespillere: Ebbe Rode, Bodil Kjer, Birgitte Price etc.
En prøve bryder sammen. Bodil Kjer konkluderer på stedet: ”Det er også svært, når man er så ung.” På vej hen ad gangen siger Henning Moritzen til Rostrup: ”Du bliver nødt til at gå op til teaterchefen og bede om din afsked. Hvis ikke du gør det, tror jeg ensemblet går derop og beder om den.”
Rostrup gjorde det selv. Og mumler i bogen: ”Aldrig, aldrig mere teater’.

KOM NÆRMERE

Men jo. Meget mere. Og større. Allerede i sin pureste start har Rostrup idéer om at få teatret ud af kukkassen, fjerne den såkaldt fjerde væg, komme i clinch med publikum. Sammen med Jens Okking får han opført et kæmpetelt på en plads i Århus. Teltet braser sammen. Han eksperimenterer på Aalborg Teater med udvidelse af scenen, hele teaterummet bliver inddraget til ’Peer Gynt’.
Men de store livtag kommer først på Gladsaxe Teater, da han i 70’ere og 80’erne kaster sig ud i de virkelige totalteater-forestillinger. Først sammen med direktøren Christoffer Bro, så alene da han selv bliver teatrets chef.
Faust’, ’Kristi Himmelfartsfesten’, ’Niels Klims underjordiske rejse’, ’Frændeløs’, ’Odyséen’.
Kæmpe forestillinger, hvor publikum nådesløst, men begejstret blev både deltagere og vidner til grandiose optrin og utrolige teatralske hændelser.
Det handlede – som han skriver et sted – om ”at ryste publikum ud af al magelighed, at rykke skuespillerne væk fra al vanemæssig sikkerhed, at lade dem være omgivet af deres stamme, at lade dem stå på den hellige danseplads i midten som et brændende farligt, risikabelt centrum.” Rostrup havde læst sig ind på oldtids hedenske ritualer – “Målet er kultisk trolddom.”
Men nu i Gladsaxe? I en fjern københavnerforstad? I et lånt gymnasium? Var det vanvid? Mange mente det. Bl.a. Morten Grunwald. Han sagde til en avis, at stedet var ”et hul mellem to benzintanke”. Rostrup citerer det syrligt. Grunwald havde åbenbart aldrig været ham særlig venlig stemt. Rostrup fortæller, at han allerede under ’Rosenkrantz og Gyldenstjerner’ sloges med indsigelser og kritik fra Grunwald.
I Gladsaxe lykkedes det mod alle odds at skabe et sensationelt nyt og storslået teatermiljø. Kaspar Rostrup fik skabt et vældigt lokalt teaterkor, og folk strømmede til de store forestillinger. Indtil den dag alt brasede sammen, lige så dramatisk som kæmpeteltet i sin tid i Aalborg: Myndighederne lukkede Gladsaxe Teater umiddelbart før en premiere på ’Frændeløs’. Der var konstateret asbest i tagkonstruktionen på bygningen – asbestpanik huserede som en landsomfattende tsunami.
Kaspar Rostrup slider sig næsten op på tretten år med Gladsaxe Teater. I en sidste fireårig fase, hvor han efter en glorværdig genoplivning af teatret med Flemming Enevold som chef, igen bliver leder og igen må se de offentlige støtteordninger bryde sammen, teatret gå til bunds, han selv til sidst sidde i et baglokale og prøve at få noget op at stå, opleve, at lokalet bliver udsat for indbrud og alt ribbet, inklusive den slunkne pengekasse.
Det er efter Gladsaxe-teatrets endeligt i 2010, at Rostrup sætter sig til at skrive sine erindringer, de to bind, hvoraf ’Stormfloden’ er det sidste. Han instruerer et par mindre forestillinger og underviser på Teaterskolen. ’Glasmenageriet’ på Folketeatret for præcis to år siden er hans eneste store forestilling fra denne periode. Et fortættet drama, ’Blændende intimteater’ kaldte vi det i anmeldelsen her på bloggen i november 2014.
I bogen har Rostrup en sidste ’Glasmenageri’-sekvens på nogle få linjer om efteråret og de faldne, gyldne blade i alleen på Nørrevold, da han forlader teatret efter den sidste prøve. Tasken er fyldt af noter og manuskripter.
Et lille suk. ”Var det så det?”

 gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *