Ulla Henningsen og Brian Hjulmann i ‘Skabelsen’ (Tegn.: Claus Seidel)

ALT ER NOGET ROD

’Skabelsen’ er et egensindigt startprojekt for Jens Albinus som leder af Husets Teater. En kryptisk opgør med Gud og mennesker.

Dramatiker og instruktør: Jens Albinus. Scenograf: Rikke Juellund. Medvirkende: Ulla Henningsen og Brian Hjulmann.

’Skabelsen’ går på Husets Teater frem til 15. oktober.  Varighed ca. 1½ t.

**

SÅ var det bare om at komme hjem og hive sin bibel ned fra hylden.
Det Gamle Testamente, 1. Mosebog, beretningen om skabelsen. Forrygende læsning. Sproget! Det er som at læse en islandsk saga. Historien! Et enkelt og velrettet kølleslag til igangsætning af tanker om vores kulturs forbløffende grundlag.
Men hvorfor læse det lige her og nu på denne aften?
Fordi man kommer hjem fra premieren på Husets Teater, hvor Jens Albinus har præsenteret sin første forestilling som teaterchef. Han har selv skrevet og instrueret stykket. Det hedder ’Skabelsen’. Det er skabelsesberetningen fra Biblen. Den man nu sidder med i hånden!
Men dramatiseret som dialog mellem Skaberen og det menneske, han – d.v.s. hun, for Ulla Henningsen har rollen – har skabt. Og mennesket er ikke lige Adam fra dengang ved år 0. Men en follow up nogle tusind generationer senere, en moderne Adam, den unge skuespiller Brian Hjulmann, illuderende som hentet ud fra et tænksomt hjørne af Christiania hinsides Pusherstreet.
Ulla Henningsen er som Skaberen godt pas på og træt af det forslidte produkt af et menneskevæsen, der kommer og forstyrrer hende med biblen i hånden for at få rede på, hvad der egentlig skete dengang. Hun sidder med en smøg og hører på den forvirrede fyr, der, mens han river side efter side ud af bogen som dokumentation for sine spørgsmål, ikke fatter, hvad meningen har været med at skille menneskene ud fra dyreverdenen og få dem til at tænke onde og gode tanker i en pærevælling, onde det ene øjeblik, gode det næste.
Det er den affære med slangen, der får det nyskabte menneske til at tage en bid af det fatale æble.
Fyren har svært ved at udtrykke sig, men han får hende åbenbart med på et forsøg på at begynde helt forfra. Starte igen fra år nul. ”Der må være noget mere!” siger han, ”ellers er alt bare noget rod.” ”Alt ER noget rod,” svarer Skaberen.

ROD

Og jo: Alting er noget rod, også som denne forestilling fortsætter – med Ulla Henningsen, jovist, i stærk og imponerende form som Godmother det ene øjeblik, Moder Jord det andet, hun plukker et ribben af Adams bryst og skaber en Eva til ham, hun er Eva, der føder, og hun er lige så hujende i tvivl om skabergerningen og dens resultater, som menneskenes børn i Adams skikkelse er. I lange monologer håner og opsummerer hun sin gerning og dens ulyksalige konsekvenser.
Vi gennemlever en række scener i næsten totalt mørke, voldsomme scener og voldsomt forvirrende scener, kryptiske udsagn, som ikke bliver klarere af at læse manuskriptet, der foreligger trykt, og bestemt heller ikke nemmere fortolkelige, efter nu her ved midnat at have læst 1. Mosebogs kapitler og set mod stjernehimlen.
Vi erkender gerne vores magtesløshed over for dette pretentiøse bud på et opgør med en verden, der blev af lave, fordi der muligvis blev jokket i spinaten ved jordens skabelse og sluppet en slange ved navn Uruboros løs, som Skaberen ikke havde styr på.
Vi tvivler heller ikke om, at Albinus og den lille hærskare af filosofiske og religions-teoretiske konsulenter, han har haft med sig på projektet, har tænkt store, omend mærkelige tanker. Men som teater fungerer det ikke – uanset fine skuespilpræstationer. Ikke nær så godt som en halv times læsning af 1. Mosebog.
Som signal om, hvad Albinus vil med Husets Teater er det interessant  – ’Skabelsen’ er det første i en trilogo. Også de næste to stykker ser ud til at byde på eksklusive øvelser. Vi håber på, at teatret ikke letter til luftlag, hvor dét livets åndedrag, Skaberen ”puster ind i næseborene på mennesket”, har mistet ilten.

gregersDH.dk