‘Beethoven Teaterkoncert’ Bellevue Teatret 17.9.2016

Beethoven-teaterkoncerten på Bellevue Teatret er et forsøg fra Nicolaj Cederholm på at fastholde tonen fra tidligere projekter. Det virker mere som en svanesang end en nyskabelse.

presse_1

 

 

 

SVANESANG?

 

Beethoven-teaterkoncerten på Bellevue Teatret er endnu et forsøg fra Nicolaj Cederholm og hans faste hold på at fastholde tonen i deres projekter. Det virker som en svanesang. Ikke en nyskabelse.

Koncept og instruktion: Nicolai Cederholm. Musik: Beethoven og Peter og Jens Hellemann. Tekster (engelske): Neill Cardinal Furio. Scenograf: Kim Witzel. Kostumer: Anja Vang Kragh. Medvirkende: Bjørn Fjæstad, Mareike Wang, Jimmy Jørgensen, Claus Hempler, Lotte Andersen, Svein Solenes og Anna Bibovski.

’Teaterkoncert Beethoven’ spiller på Bellevue Teatret indtil slutningen af oktober.

***

DET er en ærlig sag at havne i en blindgyde. Men man skal ikke blive der.
Nicolaj Cederholm bliver der åbenbart. Han har skabt eventyr i dansk teater gennem snart fyrre år, de ligger der, urørlige, de eventyr. Skuespillere, dramatikere, scenografer, kunstnere, for ikke at tale om publikum, har levet med på de vinde af ideer og initiativer, han har blæst ind over teaterlandskabet.
Sus af et nyt tempo, moderne mennesker fanget på kornet i stykke på stykke på hans scener i Allerød og Dr. Dante på Frederiksberg.
Og så den teatergenre, han fødte, teaterkoncerten, denne friskduftende krydsning af drama og musik, der hugger, hvad der passer den af cirkus, opera, skuespil, musical, rockkoncert, popmusik og gadeteater. Han slyngede det alt sammen op i luften og fik det til at dumpe ned inden for teatrets rammer – tit mere end den firkantede kasse for enden af en teatersal, som vi kalder scenen. Det kunne være hele rummet som i Østre Gasværk.
En genre, der dannede skole. Men som åbenbart er endt med at låse Cederholm selv fast i en pretentiøs kliché.
Det oplever vi med denne ’Beethoven Teaterkoncert’.
Han satser videre på den ’Teaterkoncert Mozart’, han lavede for fem år siden på Betty Nansen Teatret. En Mozart på skrømt, en Mozart som påskud, en Mozart, der var presset ind i rammer, hvor han og hans musik kun tilsyneladende gik i spænd med den blanding af ironi, poetisk ramasjang og nervepirrende, nutidigt nærvær, der har kendetegnet genren, når den har været bedst fra Cederholm og hans partneres produktioner. ’Gasolin’ og ’Come together’ f.eks.

ONDE SKÆBNER

Beethoven-teaterkoncerten virker nærmest som en svanesang, et requiem over hans teaterkoncerter. Et sort show, hvor de engelsksprogede tekster hænger i klaser over en lang række af Beethoven-kompositioner, 27 i alt, ind imellem genkendelige, men mest kun for kendere, konverteret i radikale bearbejdninger af komponisterne Peter og Jens Hellemann, Cederholms faste partnere i sine teaterkoncerter.
Instrumentalt slagkraftigt, sangligt enkle, men det hele næsten totalt løsrevet fra Beethoven, der er svær at identificere for de fleste, bortset fra start og slut, der bruger finaletemaet fra Beethovens 9’ende. Plus en stump ’Für Elise’ her og en bid Skæbnesymfoni dér.
Det brogede forløb virker som et desperat greb efter en original ide, der kan løfte Beethoven en ekstra tand op over den geniale, men også tragiske skikkelse, han er, og som i sig selv kunne være tilstrækkelig som emne. Cederholm klistrer tre af nyere histories store skikkelser sammen med komponisten: Den engelske maler William Turner, den sydafrikanske politiker Nelson Mandela og videnskabsmanden, den engelske Charles Darwin. Der er masser af stof i hver af dem, men spinkle, tragiske sammenhæng indbyrdes: De er, som Cederholm noterer i programmet, alle ofre for en ond skæbne: Mandela sad 27 år i fængsel, Darwin måtte vente 27 år, indtil han turde tale højt om sin forskning, Beethoven selv blev gradvist døv over 27 år, og maleren Turner – der er ikke noget præcist tal på, hvor lang tid, der gik inden han blev totalt blind, men der gik åbenbart 27 år, fra han fik sin første maleundervisning til han brød igennem.
Mystificerende talmagi. Egentlig uinteressant og forvirrende, men også nedlagt i præcis 27 valg af numre i koncerten.
Det skaber kun dramatisk forvirring gennem stykket, hvor alt skal med. Kvinder, der er knyttet til de fires skæbne, Mandelas kone Winnie, som han blev skilt fra, Darwins datter Annie, der døde, Beethovens kæreste Josephine, som svigtede ham, og Turner, der bare var hemmelighedsfuld om sit private liv. Umuligt at følge i detaljer på grund af de kompakte, engelske tekster, hvor løsrevne ord om ’darkness’, ’black years’, ’nightmare’ brænder igennem, selv i 9. symfonis finale ’An die Freude’ (’Til glæden’!) med korets ’There is sorrows, awful tomorrows / More than anough to crush you…’ – en sol står op i scenografiens horisont, den skal vel være glædens sol, lyset der sejrer, men den virker dyster som en trussel. Solen snarere på vej ned end op? .

KULSORT

Musikken er den kontante mainstream-poprock, vi kender fra de tidligere testerkoncerter. Og scenografien strammer sammen fra det lyse og nære i de indledende scener til det totalt dystre og mørke i hele sidste akt, hvor kostumerne er en overflod af gevandter, så vældige og kulsorte, som var det hele en spansk, garcia lorcask begravelse efter ’Blodbryllup’.
Mandela kommer mod slutningen ned fra det bur, han har været hængt op i under det meste af forestillingen, Beethoven, der har været halvvejs glemt gennem 2. akten dukker op og synger med slutkoret, Turner har taget sit sidste, dramatiske sving i en gynge ud over publikum og en halsbrækkende tur i et tov hængende med hovedet nedad, det er dér, han – hvis jeg husker ret – synger ’Life is sadness, then it’s gone’.
Vi ser visuelt tunge tableauer, og hører karismatiske stemmer, som vi kender dem fra andre af Cederholms teaterkoncerter: Bjørn Fjæstads røst glødende af nordisk efterår i Beethoven-rollen, Jimmy Jørgensens råslebne sværd-og trolddom-stemme som Turner på jorden som i luften, og Claus Hempler udmalende sin tragiske Mandela-skæbne fra buret under loftet fra en strube, der er dyb og klingende som Leonard Cohens – ekspedér Hempler på en operascene, så bliver han Sarastro i ’Tryllefløjten’. Og Lotte Andersen i Winnie Mandela-rollen med sin mørke, bløde stemme…
Det er en teaterkoncert, der trækker tråde tilbage. Vokalt og musikalsk. Og visuelt med sine ekstravagancer og susende luftture. Men med et stof som virker påtaget og kunstigt, og som har svært ved at kommunikere med andet end sine ydre lag af effekter.
Som et: Tak for sangen. Nu bliver vi i blindgyden og lægger genren i graven.

gregersDH.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *