FLEMMING MANGEORD
Flemming Jensen prøver i ’Spindelvæv’ at ramme spindoktor-mentaliteten med spredehagl.
**
Flemming Jensen er en mand med overskud. Af idéer. Humor. Energi. Lyst. Vrede. Ord. Gerne det hele på én gang.
Det ville være skønt, hvis der på listen også kunne stå: Evne til at sortere. Skille fra. Den evne ville have været brugbar til ’Spindelvæv’ på Det Kgl. Teater. Og når han ikke selv mobiliserer den, så har Det Kgl. et dramaturgiat, som burde have gjort det. Det har man sådan et til. Dramaturgiatet kunne f.eks. have sagt:
Begynd det stykke dér, hvor 2. akt starter:
Statsministerens spindoktor Max sidder i bådeskuret ved Bagsværd Sø, neden for Marienborg. En Henrik Quortrup-type i forvirring og anger (Hvis sådan én kan tænkes). Max har slået statsministeren ihjel og gemt ham i en kajak under loftet. En renskuret og blåøjet spejderpige træder ind. Signe hedder hun. Mette K. Madsen spiller hende. Så kører konfrontationen mellem Signe med den naivt løftede pegefinger og den selvoptagne, demoraliserede Max.
FARCE
Den konfrontation kan man så vælge at lade løbe ud i ren farce, hvor pointen er: Hvordan får vi liget af vejen? Med en spejderpige, der sætter tjenstvillighed og opgaveløsning højere end moralske overvejelser, og en falleret spindoktor, som ikke kan lægge sine lumske, manipulatoriske vaner af sig.
Det er stort set også dét, Flemming Jensens gør i 2. akten. Her kunne han have født en enakter med grum ironi, substans og samling omkring det, som er hans dobbelte ærinde: At prikke hul i spindoktor-ballonen. Og at få skæg og alvor til i fællesskab at ramme plet, vel anbragt i hans satiriske David-slynge.
FLASHBACKS
Hele 1. akt går med flashbacks i løs vægt. Hvor Flemming Jensen selv som Max i stand up-henvendelser til publikum fortæller derudaf. Om en glat og lallende statsminister, om en spindoktor-konkurrent, om en intrigant sekretær m.fl. Sjove klip og situationer ind imellem, men også en syndflod af ord, udfald og aktuelle vitser. Materiale til en revy – et ord, der betyder det samme som flashback.
FÆRRE ORD
Alt det skal give os forklaringen på, hvorfor Max er eksploderet, har pandet sin minister ned og er på flugt i alle retninger, inklusiv væk fra sit eget anløbne Jeg. Det kunne være løst med langt færre ord og på ingen tid i hvad der nu er 2. akten.
Jeg deltog engang i et DR-dramatikerseminar, hvor Mogens Rukov snuppede et stykke radioteater, jeg havde begået. Han huggede ind midtvejs og sagde: Begynd dér.
Han havde ret. Og det er den slags, dramaturger skal kunne. Hvis man ikke selv kan se det.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
