SPRÆNG SPINDELVÆVET
Flemming Jensen debuterer på Det Kgl. Teater med et ordentlig hak til sit yndlingsemne: Spindoktoren.
Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum
Max: – Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige…
Signe: – Vil du så ikke holde din mund!
Klokken er 18. Flemming Jensen kommer lige fra sidste gennemspilningsprøve på ’Spindelvæv’, der har premiere på Det kgl. Teater på lørdag.
Stykkets to slutreplikker ringer endnu i ørerne. De passer og passer ikke på Flemming Jensen selv. Han ved udmærket, hvad han skal sige. Og han vil bestemt ikke holde sin mund.
Men dét er rollen. Uden for scenen koster hans åbenmundethed tit øretæver. Som da han før forrige valg blev spurgt af Berlingske Tidende, om han ’så skulle hen og stemme i morgen’? Næh, svarede han: ’Det er jo en parodi på demokrati. Enhver keglerejser skal hen og stemme, selvom han ikke interesserer sig et lod for politik. Og politikere bliver opstillet, bare de har været med i ’Vild med dans’.
Det måtte han høre en del for.
– Så du stemmer heller ikke denne gang?
”Jo. Men du får ikke at vide hvad. Skal vi snakke om stykket?”
Det skal vi.
Flemming Jensen fortæller, at ’Spindelvæv’ er en komedie om en spindoktor ved navn Max, der slår sin statsminister ihjel. Intet mindre. Historien har ikke nogen relation til virkelige personer, så Anders Fogh og Michael’erne Ulveman og Kristiansen behøver (måske) ikke føle sig ramt. Det er fiktion. Spindoktor Max sidder i bådehuset neden for Marienborg og gør boet op. Han har taget livet af statsministeren efter en hvirvel af begivenheder i ugens løb: Grønlandske demonstrationer ved Thulebasen, brand i den tyrkiske ambassade i København, straffespark mod Niclas Jensen i landkampen mod Sverige, statsministerens kone, der har købt en sofa i Ilva, og en udenrigsminister, der som sædvanlig har jokket i spinaten.
Max syntes altså, han måtte myrde sin statsminister. Hvorfor?
”Det vil jeg ikke fortælle. Se stykket. Men så meget: Det er dét, han prøver at forklare og forsvare over for den meget moralske spejderfører Signe. Mette K. Madsen spiller hende. Han vil have hende til at acceptere, at det var i orden at myrde statsministeren. Dybest set er det hans personlige opgør med spindoktoriet.”
– Det er fjerde gang, du har fat i spindoktor-fænomenet – ’Spindoktor’, ’Spindoktor Solo’, ’Let’s Kick Ass’ og ’Dronningen af Malmø’. Forskellige vinkler. Men der er spin i dem alle. Er det en besættelse?
”Det er bare så godt et emne til at fortælle om problemer med vores demokrati. Spin handler om at manipulere, pakke tingene ind, få dem til at ’se ud’. Ikke bare i politik. Alt handler om ’omstilllingsparathed’. Om at ’flytte sig’. Om politikere, der skal dække sig ind. Lære at snakke udenom. Da vi lavede ’Spindoktor’ på Nørrebros Teater, spurgte folk: Spin – hvad betyder dét ord? Nu snakker alle spin døgnet rundt. Idioterne har vundet. Vi er ved at få et samfund, der er substansløst. Man fjerner fagligheden. Man går ikke mere ind på en tankstation og siger: Kan du hjælpe mig med tændrøret? Det er substansen helt ud i fingerspidserne, der forsvinder. Ofret på den benhårde konkurrences alter.”
– Hvor er din spindoktor Max henne i dét?
”Han er sådan en, der pakker ansvaret ind og flytter rundt på det. Men i modsætning til spindoktor-figurerne i de tidligere stykker, der handlede om, hvad spinfolk gjorde ved andre, handler det i ’Spindelvæv’ om, hvad spin gør ved dem selv som mennesker, der bruger deres liv på beregning og manipulation? Max er kommet på den. Han sidder der og prøver at forklare sig over for en pæn spejderpige. Han vil have hende til at acceptere, at det var i orden at slå statsministeren ihjel. At det var en god gerning. Han er ude i tovene. Han har spundet sig ind i sit eget spin. Og hun har fat i den lange ende.”
– Budskabet er: Et demokrati i forfald. En alvorlig sag…
”Når man skal forklare det, kommer det til at lyde meget alvorligt. Det er også fis og ballade. En komedie. Men jeg mener da noget med det. At det ER et problem for demokratiet, at så meget pakkes ind i glatte ord, og indholdet forflygtiges. Vi lever i et stinkende rigt og overfladisk samfund – jeg er da selv en del af det og bruger det lige så glad som alle andre – men måske trænger vi til en nedtur for at komme til at tænke os om. Da jeg lavede ’Let’s Kick Ass’ handlede det om den vanvittige beslutning om at gå ind i Irakkrigen. Baseret på en løgn om masseødelæggelsesvåben i landet. Det var også en komedie, der appellerede til latteren. Men med et alvorligt sigte. Jeg er nok påvirket af engelsk mentalitet. Den engelske forfatter Alistair Beaton, som jeg har arbejdet sammen med har været spindoktor for Gordon Brown. Humor, underfundighed, ironi er redskaber til at sige noget alvorligt.”
– Som folk så alligevel ikke tager særlig alvorligt?
”Næh. Sært nok. Når jeg f.eks. holder foredrag kommer jeg tit ind på Irakkrigen. Jeg stammer fra en gammel Venstre-slægt, men jeg lægger ikke fingrene imellem over for regeringen. Jeg har dokumentationen med i baglommen. Men jeg får aldrig brug for den. Ingen protesterer. Er folk enige med mig? Måske. Måske ikke. Man gider bare ikke rigtig diskutere emnet. Du kan se: Det er ikke et emne i valgkampen nu. Heller ikke for politikerne. For dem handler det bare om at blive genvalgt.”
– Med hjælp fra deres spindoktorer.
”Åbenbart.”
