Jacques Lauritsen i ‘Faldet’ på Får302 (foto: Henrik Ohsten)

SE DIG I SPEJLET

Så selvoptaget, at han gennemskuer sig selv. Det er den dramatiske pointe i Camus’ roman ’Faldet’. Glimrende dramatiseret og spillet af Jacque Lauritsen på Får302.

Forfatter: Albert Camus. Dramatisering: Jacque Lauritsen. Instruktør: Petra Berg Holbek.

’Faldet’ spiller på Får302 i Toldbodgade indtil 17. oktober. Varighed: 1 t. 10 min.

*****

DU er tæt på i Får302. Et eminent teater til monologer. Vi har set mange eksempler gennem årene: Carsten Bjørnlund engang med ’Dybet’, Pauli Ryberg forrige år med ’Sympati for djævelen’ og Ulla Henningsen for flere år siden med ’Smerten’.
Og nu Jacque Lauritsen i det franske hjørne ligesom Ulla Henningsen – hendes ’Smerten’ var Marguerite Duras’ skildring af en kvinde, der i 1945 venter sin mand hjem fra Dachau.
Lauritsen har fat i Albert Camus’ ’Faldet’, skrevet i 1957 – ikke dato- og begivenhedsmærket som Duras’ dybt personlige stykke om krigens meningsløshed, men en mere, i tiden svævende, analytisk skarp skildring af tilværelsens almindelige meningsløshed.
’Faldet’ handler om en advokat, der ironisk og selvransagende overvejer sine bevæggrunde til at være dét og dén, han er. Advokaten, der med indtrængende overbevisning forsvarer de svage i samfundet. Manden, der spontant følger den blinde over gaden. Taler smukt om venner og slægtninge, der har forladt denne verden (men egentlig ikke hørte et ord fra ham i levende live).
Kort sagt: et storartet, normalt og fortjenstfuldt menneske. Han kan se sig selv i spejlet, smile og… ja, og hvad? Opdage, at han ser dobbelt, ser to mennesker: Den mand, han tror, han er, Og den mand, der som en skuespiller lever af sin succes – i retssalen, på gaden, hos damerne, i familien.

SPRINGET

Camus tænker sig af en eller anden grund, at advokaten optræder for nogle mennesker i et værtshus i Amsterdam.
Lauritsen er i det lille Får302, han bruger de 40-50 mennesker, der sidder dér. Det er dem, han inddrager i sin minutiøse, underfundige dissekering af, hvem taleren er – selvfølgelig er han advokaten, men han er også skuespilleren, der demonstrerer, hvordan de fleste mennesker spiller en slags rolle, fører sig glimrende frem i retssale, i selskabslivet eller hvor som helst, hjælper de blinde over gaden – alt sammen er det skuespil et eller andet sted, lyst til at blive beundret, blive klappet af, føle sig glad over.
Hjælpsomhed giver pote. Taknemmelighed er svaret. Tilfredshed. Men også selvtilfredshed, som man kan sole sig i. Og ende med at komme til at foragte.
Dét opdager han, da han en nat ser en pige springe i vandet fra en bro – og han ikke rører sig af stedet. Han overvejer nu bagefter, om han var sprunget i vandet og havde reddet hende, hvis der havde været tilskuere… Nu var der ingen ’likes’ til ham på facebook, for at sige det på en facon, der bringer de moralske overvejelser på nutidssprog. Ingen ‘likes’ for en heltegerning. Ligesom der for Jacque Lauritsen ikke var brug for ‘likes’ i form af fremkaldelser og blomster efter tæppefald. Ægte Camus.
Jacque Lauritsen er en glimrende, intellektuel skuespiller med noget af den samme blanding af indlevelse og distance til stoffet som f.eks. Jens Albinus. Hans stemme, hans bevægelsessprog, hans op- og nedtoninger og temposkift er det alt afgørende. Han – og instruktøren Petra Berg Holbek – behøver ikke særligt sceneri eller særlige rekvisitter til at gennemføre denne monolog.
Vi lytter.

gregersDH.dk