‘Costa del Kalundborg’ i ‘Shu-bi-dua’ på Fredericia Teater (Foto: Søren Malmose)

SHU

BI

DUA

‘

Musical-design, der slår nogle rekorder: Shu-bi-dua-forestillingen på Fredericia Teater.

Musik og sangtekster: Shu-bi-dua. Manuskript: Mads Æbelø Nielsen, Søren Møller og Thomas Agerholm. Instruktion: Thomas Agerholm. Kapelmester: Thomas Møller: Medvirkende: Noah-Valdemar Højsgaard, Emil Birk Hartmann, Max-Emil Nissen, Cecilie Greiber Alring. Kristine Yde, Maria Skuladottir, Ole Boisen, Nis Pedersen m.fl.

’Shu-bi-dua’ spiller på Fredericia Teater indtil 15. 11. I København på Østre Gasværk 21.1.-28.2. og i Musikhuset, Århus 5.5.-15.5.

******

MAN kvier sig – næsten – for at plante de seks stjerner ved denne forestilling. Det er tredje gang i løbet af en uge, den slags sker på denne kræsne anmelderblog. Først Cecilia Bartoli for hendes fabelagtige koncert i Tivoli. Så et show, der kogte over alle bredder hos Wallmans.
Og nu, ok, og det holder: Seks stjerner for teaterkoncerten, musicalen, eller hvad vi nu skal bruge af ord for denne elegante brodering over en række numre af Shu-bi-dua. Ikke MED Shi-bi-dua, for de fire medlemmer af gruppen har for længst lejret sig på laurbærrene – men altså AF dem.
Man var jo lidt i tvivl? Kunne det lade sig gøre at omplante denne blanding af rock, dansktop, velsmurt pop og festsange fra al landsens konfirmationer, disse uskyldige, finurlige, småtossede, småfrække, pudsige tekster med deres absurde, bevidste kiks og koks undervejs – omplante dem i en sammenhængende forestilling?
Ja, det kunne.
Oven i købet at digte dem ind i en historie, der duftede af ærlig dansk sentimentalitet, ironi, national selvovervurdering og beskedenhed i ét hug? For slet ikke at snakke om at bygge dem ind i den forsanger-karismatiske, michael bundesenske selvironi – et fast varemærke for gruppen gennem de mere end tyve år, den har huseret?
Igen. Ja, det kunne. Måske ikke helt det michael bundesenske, for det har sin egen urørlige kemi. Men så så meget andet i stedet.

ELEKTRONISK DESIGN

Det hænger sammen med i hvert fald to ting i denne forestilling.
Det første og afgørende er, at Fredericia Teater nu gennem årene er kommet så langt i håndteringen af det visuelle udtryk, at man kan skabe scenebilleder og sceneeffekter, der følger handlingen, musikken og de medvirkende perfekt til dørs. For ikke at sige: Former forløbene og sætter tonen, så scenografien bliver mere end medspiller. Lys, videoteknik, elektronisk design, projektioner skaber billeder og sceneskift, der i umærkelige overgange flytter handlingen stadig nye steder hen.  Scenografen nævnes sjovt nok ikke på programmets kreditliste.

Historien er en lige-ud-ad-landevejen sag om en knægt, der er fuld af ideer, drømme og syner, og derfor ikke retter sig efter, hvad hans alenemor siger, han skal. Han render hen til sin far, der lever, dummer og hygger sig på sit stamværthus. Drengens fabulerende fantasi gør ham som voksen til idésprøjtende reklamemand, indtil han falder ned i normallejet, får sin kæreste, kysser mor og får oven i købet lappet mor og far sammen igen.
Hans syner materialiserer sig undervejs i masser af scener – fra børneværelse til værtshus og mange andre stedet. Vi er på ’Costa Kalundborg’, vi ’står på en alpetop’, vi synger ’midsommervisen’ ved bålet (og det er sandelig ikke Lange-Müllers melodi!), Vuffeli-vov’-hunden kommer luskende ind, vi spiser ’kylling med softice’, alt med skæve grin i det danske tonefald, som man kan møde på Fredericia-banegårdens perron i en reklame, der spørger: ”Hvordan ved man, at en kylling er dansk? Jo, hvis den blogger om nordisk gastronomi, men selv foretrækker cowboytoast.”

STEMMER

Flere af rollerne er dobbelt- eller tredobbelt besat af hensyn til de mange forestillinger, der skal spilles. Denne aften hørte vi en knægt ved navn Noah-Valdemar Højsgaard som drengen Mick, med klar røst – dygtige scenebørn er på fremmarch i disse sæsoner. Her er han drengen, der vokser sig til  voksne unge Mick og skifter til den godt syngende og helt troværdig yngling – Emil Birk Hartmann.
Kristine Yde spiller pigen, som Mick kredser omkring – og vice versa. Attraktiv dame med en ægte Fredericia-musicalstemme. Moren er på denne aften Maria Skuladottir – hende, der fik en sanger-Reumert for sin grumme præstation i ’Ole Lukøje’ i sidste sæson. Hun skifter nogle aftener med Meike Bahnsen, endnu en Reumert-prisvinder. Hun fik en for titelrollen i ’Anna Katarina’ på Aalborg Teater. Og – for at nævne endnu et par stærke kort i forestillingen: Ole Boisen, Micks far, og farens makker, Nis Pedersen med jordskredsrøsten. Et par prægtige stemmer og karakterer fra værtshuset, sangere, som bringer typer som Benny Holst og salig John Mogensen i erindring.
Flere, mange flere… Der er sammenlagt tredive spillere på scenen. Og så et orkester på 11 musikere.
Det er en produktion af et vist format!

STIL

Interessant: Teaterkoncerter og –musicals huserer i disse år: Imponerende realiseret, men meget forskellige i stil, når man f.eks. sammenligner Det Ny Teaters ’The Sound of Music’, med Fredericias ’Shu-bi-dua’.
Den første bundsolidt og traditionelt sat i scene. ’Shu-bi-dua’ med ekstrem udnyttelse af moderne videoteknik. Konservativt over for moderne. Genren kan en masse i begge ender af skalaen.
Rammer denne forestilling det væsentlige hos ’Shu-bi-dua’? Vi synes det. Det lune danske. Ikke lige det folkelige kim larsenske. Mere det studentikose bent fabricius-bjerreske. For nu at vove os ud i sære, sproglige markeringer af musikalske mærkevarer, lige til sproghjørnet.

gregersDH.dk