Julian Thurber,  Alba Nadal og Susanne Grinder i ‘The Concert’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

’BROADWAY FOR EN AFTEN’

Noget at snakke om: Kiksede Lendorf i sin store solo i Robbins-balletten ’Other Dances’? En underholdende diskussion. Selvfølgelig kiksede manden ikke. Forestillingen er Jerome Robbins fra alle vinkler.   

‘Broadway for en aften’ spiller på Operaen igen mandag 31.oktober. Derefter indtil 30.november.

*****

HVA’NU…hva’ nu? Et kiks? Jo. Nej. Kan Alban Lendorf kikse? Den feterede nye solodanser!

Der blev snakket blandt de kloge ved Operaens svingdør på vej ud. Ballettens Jerome Robbins-aften var lige sluttet med ’West Side Story’-suiten, genopvakt fra forrige sæson i al dens blanding af danset skæbnedrama og romantisk sukkerfinale, der skal bringe os i julehumør. Happiness. Et kunstlet forsøg på at få os til at glemme, at det jo går ad helvede til med Tonys og Marias love story og med Sharks og Jets, der trækker knive. Ingen påmindelse om, at vi lever i dage, hvor folk stikker hinanden ned i Sandholm Lejren.

Robbins forsøgte sig altså med en Walt Disney-model i stedet for at holde fast i musicalens realisme.

Nok om det. Der er flotte kollektive slagsmålscener i suiten, og Bernstein sørger for både skarpe kanter og svulmende romantik.

KIKS ELLER FINTE

Men altså Lendorf – kan den mand da kikse? I sin næstsidste, store solo i Robbins-balletten ’Other dances’, der stammer fra 1976, afslutter han en serie prægtige og særdeles vanskelige piruetter med et break, stopper i et ryk, slår beklagende ud med armen, ser forbavset på både os og pianisten Alison Smith – det er dårlig nok sekunder, det er brøkdele af sekunder.

Gud fader bevares – et menneskeligt kiks. Eller var det overhovedet sådan et?

Slet ikke. Jeg tror, det var en vittig finte. En finte til aftenens første ballet, ’The Concert’, der har undertitlen ’The Perils of Everybody’ – udlagt: ’Alle løber en risiko’.

’The Concert’ er en overdådig serie af skægge kiks og misforståelser, en underfundig seance, på en måde ført an af pianisten Julian Thurber, der spiller Chopin med den mest ophøjede distance til hændelserne omkring ham og hans store Steinway, da han først har fået det støvet af. Ganske uantastet af det omkringsvansende danserpublikum, der ikke kan finde deres pladser, bliver kostet rundt af kontrolløren, puffer hinanden væk med billetten, som rethaverisk løftes som trussel. Eller får stolen revet væk under sig, men bliver hængende svævende ved Steinway’ets kant, som om tyngdeloven var ophævet.

PERLER

Susanne Grinder fører an i denne serie af vittigheder, flot som en stjernedanser, og det er hun, hvad hun er – ’skjøn at skue’ som Kingo ville digte, Og nok gøre til en linje i sin ode til Chrysillis. Ingen kan fortænke Det Kgl. at bruge hende som blikfang i nogle af de store annoncer, der kører.

’The Concert’ er en perle af sjove påfund. Den ballet alene kunne være nok til at trække publikum til denne Jerome Robbins-aften.

Men der er sandelig mere til – den ikke før sete ’Other Dances’ er en klassisk stiløvelse, ja mere end det: En overdådig nedsmeltning af handling til dette ene: To dansere, der med usigelig elegance og charme danser sig glade som børn, henførte og hengivne, og så altså med plads til det lille underfundige smil fra fyren: Så i dén smutter?

De to i ’Other Dances’: Alban Lendorf og J’aime Crandell – hedder hun virkelig sådan til fornavn? Jamen, lad os elske hende for det.

Ingen væddemål om det ’kiks’. Jerome Robbins har sagt – i forbindelse med ’The Concert’: ”Jeg kan godt lide tilfældige uheld…perfektionisme er kedelig…” Lendorfs er en programmeret hilsen til Robbins, til ’The Concert’. Og til os.

KRIBLENDE

Fire balletter i alt på denne aften. ’The Cage’ er den fjerde. The Cage – ’Nettet’. Edderkoppe-balletten, som vi så for første gang i forrige sæson – en Robbins-ballet helt tilbage fra 1951. En kriblende gyser af en forestilling, hvor dronning og arbejdere er fælles om at nedlægge to vildfarne væsener, selvfølgelig mænd.

Morten Eggert og Jean-Lucien Massot har fornøjelsen af at blive maltrakteret af dronning Amy Watson og hendes bande – et spindelvæv hænger truende over seancen for at overvåge, at den lammende skæve kønskvotering overholdes og kællingerne får deres bytte. Må man tilføje, at der danses med lammende aggressivitet af de brunsorte kvindemennesker.

Fire balletter – det hele en hyldest til Jerome Robbins. Og en Kgl. Ballet med en ekstravagant bredde. Synge kan danserne saftsuseme også. Når Signe Asmussen og Bo Kristian Jensen fra Operaen hjælper til.

GregersDH.dk 

PS: Vi gentager i øvrigt med Cato i det romerske senat: ’Pretereo censeo nos ab sellis tabulati miserabiliter videre!’ Spørg Lektor Blomme, hvis du vil have det oversat.