SIDSTE UDKALD
Afgangsholdet på elevskolen i Århus viser sin kunnen i diffust lufthavns-stykke af Albert Ostermayers. Lidt af sin kunnen…
****
Maria Dalsgaard og Anders Heinrichsen i ‘Sidste udkald’ (Foto: Jan Jul)
En lufthavn som scene. Et sted hvor alt sker. Og intet sker. Den store verden i den lille verden. Mennesker kommer og mennesker går. Billedet er i konstant bevægelse, men er samtidig uforanderligt. Et mikrokosmos. Ingenmandsland.
Sådan skildrer Albert Ostermaier, den unge tyske dramatiker, lufthavnen i ’Sidste udkald’. Mere diffust og mere forvirrende, men også mere statisk end f.eks. Sergi Belbel i ’Mobil’. Eller Kasper Bech Holten i sin version af sidste akten af Verdis ’Don Carlos’ på Det Kgl. Begge steder er der klar dramatisk fremdrift. Lufthavnen som et sted til eksplosioner og løsning af dramatiske konflikter.
DIFFUST
På den måde er Ostermaiers nærmere den uforløste status quo-atmosfære i en lufthavn. Han anbringer en stribe personer i dette multi-vejkryds og lader dem foretage handlinger, der flygtigt griber ind i hinanden. Uden særlige konsekvenser. En mordsag svæver i luften. En mystisk callgirl-affære. En banal sex-kontakt mellem et par ansatte. En øst-vest-konflikt. En strandet statsløs. Alt sammen delvis iagttaget af en forfatter, som er bevæbnet med sin computer, hvorfra han skiftevis nedfælder, hvad der rører sig omkring ham, skiftevis dirigerer forløb med sig selv som medvirkende. En funktion, der også hviler på en pige, der er bartender.
Ret diffust og mærkeligt spændingsladet. Også irriterende, fordi den collageagtige opbygning let får karakter af dramaturgisk fidus. Anything goes. Vi hænger på, ser os omkring i menageriet, går på komedie og lever nysgerrigt med i Lisbeth Burians uafbrudt bevægelige scenografi, der får skuespillerne til lege skjul det ene øjeblik, det næste agere flyttefolk af møblement og rekvisitter.
DEMOKRATISK
Til gengæld er det en god præsentations-ramme for de otte skuespillere fra afgangsholdet på elevskolen ved Aarhus Teater. God. Ikke mindst i betydningen demokratisk. For opgaverne er nogenlunde lige store i stykket. Alle otte har chancen for at gøre sig bemærket. Seks af dem endda i flere roller.
Som præsentationsmodel er det både godt og skidt. Stykkets form giver ikke spillerne chance for at vise mere end enkelte facetter af deres formåen. Situationerne er som korte sketcher med enstrengede karakteristikker. Ingen udvikling. Kun de nødvendige forvandlinger til nye rolletyper.
BENHÅRDT
Helhedsindtrykket er unge, veltrimmede skuespiltalenter med skolelærdommen på plads. Hvad det indebærer på det fremtidige, benhårde marked, er det svært at sige noget fornuftigt om. Men det fremgår, at alle otte er sikret jobs i den første, kommende sæson. Det er stærkt og fortæller nok, at der er endnu mere gods i holdet end vi bliver belært om med denne ene forestilling.
Deres navne er Nina Marie Birk, Marie Dalsgaard, Ida Marie Rasmussen, Anne Gry Henningsen, Nikolaj Krogh Mineka, Anders Vølpert Momme, Anders Heinrichsen og Kenneth Andersson. Mikkel Flyvholm har iscenesat.
