UBEGRIBELIGT,

SMUKT –

OG  SJOVT

Med Brantelid og vennerne ud over alle cello-bredder. Spær ørerne op. Det er ubegribeligt. Smukt. Og sjovt.

48 Strings. Music for One, Two, Four and Twelve Cellos. Komponister: Alfredo Piatti, David Popper, Wilhelm Fitzenhagen og Julius Klengel. Cellister: Andreas Brantelid, Ingemar Brantelid, Henrik Dam Thomsen, Fredrik Sjølin, Øystein Sonstad, Nils Ullner, Emilie Eskær, Jakob La Cour, Louisa Schwab, Morten Zeuthen, Live Johansson, Samira Dayyani og Lea Brendel. Optagelser 2020 i Søllerød Kirke, Holte og Koncertkirken i København. CD Naxos 8.574301. CD-forsiden? Nattestemning på en bro over Seinen i Paris! Pourquoi pas?

*****

DU godeste! Det er som et stormløb mod det ukendte. Andreas Brattelid sætter sin cellobue til strengene, han er på jagt op ad skalatrin, tøver i brøkdele af sekunder, iler videre, foretager lynhurtige sidespring. Der er rasende energi over den første af de tolv capricer. Det er som en rytter, der jagter sit bytte, svinger sin lasso, lurer øjeblikke og slår så til. Fanget.

SÅDAN kan man danne sig billeder som man lyster i hver eneste af de korte satser, i disse capricer, disse luner, som komponisten Alfredo Piatti har sat til nodepapir engang i midten 1800-tallet – Alfredo hvem? Cellister vil vippe med øjenbrynene – Piatti er for dem det samme som en Czerny for pianister. Eller den vildt avancerede franskmand Hanon. Etude-mestre, der har fået klaverelever til at ligge vågne om natten med fingrene i rasende action på dynen for at øve fingersætninger. For cellister er Alfredo Piatti sådan én. Som koncerterende cellospiller var han famøs i der ganske Europa – Liszt beundrede ham, Verdi var ven med ham. Og her har vi altså hans berømte og berygtede ’Caprices’, hans tolv – vi kan kalde dem etuder. Det er de også: Etuder. Men som også nogle af Czernys etuder mere end det: Først og fremmest charmerende, brillante, fantasifulde små kunstværker. Som altså kræves der det ufattelige af den cellist, der vil hamle op med dem. En Andreas Brantelid f.eks. Han er med på alle CD’ens 19 numre. Efter den tolvte caprice kaster han sig videre ud i en formidabel leg med cellist-vennerne, først med sin far, Ingemar Brantelid, Det Kgl. Kapels gamle solocellist, der har fået sin virtuose cello-begavelse til at gro videre til sønnen. Og så sammen med en stribe af andre cellofænomener, der i fællesskab kulminerer cd’en i en ’Hymne for twelwe cellos’, skrevet af leipzigeren Julius Klengel. Stykket er en lyrisk flødeskumskage af celloklang, storslået afleveret som hyldest til hvem som helst, der skal fejres. Det fremgår i øvrigt af tekstheftet, at denne Klengel skrev sørgemusikken til den berømte ungarske dirigent Arthur Nikischs begravelse i Leipzig. Javel så. Det har været en begivenhed i 1922. Ungareren var en dirigent, som alle dirigenter dengang skelede til. Hans magiske direktion hvilede – sagde man – på hans flammekaster-blik. Ingen arme i sving. Ikke et vip med en pegefinger. Den dag hyldede Klengel ham med alle sine celloer.

DE tolv Piatti-capricer, hvor Andreas Brantelid er alene på banen, optager cd’ens første fyrre minutter – et uimodståeligt show af lunefuldheder, korte hver for sig, undertiden så korte, at man tror – nå, slutter denne her sådan? Men så er det bare fræk kunstpause, før Brantelid springer videre med nye udfald fra den sprælske komponist Piatti. På en video, der er udsendt separat med en enkelt af numrene, kan man følge Brantelids greb og kropssprog i angreb og omfavnelser af sin Stradivarius-cello fra 1707. Det er fint og ok, men du kommer egentlig ikke nærmere Brantelids kunstneriske format end ved simpelthen bare at lytte til hans spil. Fordybe dig i påfundene, i virtuositeten, de utrolige artistiske manøvrer, det kræver at få capricerne til at leve og blive vedkommende som fortællinger. Sådan kan man selvfølgelig altid have fornøjelse af at følge også en pianist i nærbilleder, ligesom man kan have glæde af at følge professionelle sportsudøvere i detaljer, måske i slow motion-optagelser. Men bliv roligt ved med bare at lytte til Andreas Brantelid. Følg det pragtfuldt melodiske i caprice nr. 2, en melodi der iklædes gevandter og sidespor som løbende kommentarer til det sørgmodige tema. Lyt til de grinagtige udfald, der kommer som blink med øjne fra komponisten og hans udøver i de følgende numre. Sid med nerverne på højkant i nummer efter nummer, hvor krudtet fyres af i rytmiske karneval, i arpeggioer, der er som rislende kilder, temaer der pakkes ind i strømme af udenværker, som man ikke fatter lader sig frembringe som parallelle forløb, pludselig flageolet-spil i de højeste registre som hentet ned i finalen, en ’allegretto capricioso’ – det er som en caprice i 2. potens. Det er i forvejen ren magi sådan i flugten af spille noget med flageolet-teknik, som Brantelid gør det på det sted. Men vi er i eventyrenes verden. De tekniske udfordringer er selvfølgeligheder, artisteriet er blevet til kunst. Til historier, til humor, til fest, til kærlig omgang med spontane ideer.

HAR du ikke fået nok af forbløffende artisteri, så træk vejret og gå videre til far/søn- duetspillet i David Poppers ’Suite’ opus 16. Og dån over graciøse trin på dansegulv og impulsive ture ud i folkelige tramp i brædderne, men også herligt sentimentale tankestreger. I en ’largo espressivo’ en tur ud i bevidst dovne glissandi. Endnu mere overraskende charmeoperationer i de følgende ’Koncert-valse’ for fire celli skrevet af den Dresden-fødte cellist og komponist Wilhelm Fitzenhagen, der tilbragte et langt liv i Rusland som professor ved konservatoriet i Moskva – Tjaikovskij dedikerede sine ’Rokoko Variationer’ til ham, de blev enormt populære, men Tjaikovskij blev efterhånden sur på ham, fordi Fitzenhagen hver gang han spillede variationerne broderede videre på egen hånd. Det rokker ikke her på cd-en ved den strøm af valse-charme på wienerisk vis, der udfoldes af de fire cellister, pirkende endda lystigt i de højeste registre som rene violiner – fortryllende tematisk så man næsten føler sig i selskab med selveste Fritz Kreisler og hans uimodståelige gøgler-jongleren med sit instrument violinen.

EN cello-plade for viderekomne? Selvfølgelig. Og for underholdningslystne. Og såmænd for de sørgmodige, der vil deltage i Arthur Nikisch’s begravelse i Leipzig i 1922, det det nu er 100 siden. En forbløffende og herlig CD.

gregersDH.dk