‘Jeanne’ Skuespilhuset, Portscenen 30.4.08 Anm.

jeanne-2.jpg

Kirsten Olesen, Maria Rossing, Frank Thiel og Ellen Nyman i ‘Jeanne’ (Tegning: Claus Seidel) 

Før næste terroraktion

‘Jeanne’ på Skuespilhuset er nutidsteater, der vil noget. For meget.

***

Vivian Nielsens nye stykke ’Jeanne’ vil ikke blive stående som et af hendes bedste.
Men nok som et af de mest markante. Det tager nemlig hårdt fat om et brændbart emne. Det er nutidsteater, der vil noget. Det fortæller om et dilemma: Helliger målet midlet?

GLØDENDE FANATISME

Jeanne er en ung dansk kvinde, som er konverteret til islam. Hun har kontakter til terrorister  – er muligvis selv involveret, er i hvert fald glødende i sin fanatisme. Så vidt så godt: En moderne Jeanne d’Arc. Så skidt: En blåøjet naivist.
Hendes mål er – som hun siger – at ’ryste samfundets selvforståelse’. Altså dét selvtilstrækkelige og selvsikre, demokratiske samfund, hun synes, hun er rundet af, og som allerede hendes far bekæmpede  – han har været på den yderste venstrefløj i 70’erne. Potentiel Blekingegade-fyr, som mente, at dansk lov og orden var mindre vigtig end dansk medvirken til udnyttelse og undertrykkelse af befolkninger i den muslimske verden, især den palæstinensiske. 
En konflikt, der er rykket indenbords anno 2008:
Mens vi rystes over elleve danske soldaters død i Afghanistan, er tusinder af afghaneres død samme tid, samme sted, noget, der fortaber sig i tågerne.

TERRORAKTION

I ’Jeanne’ handler det om en terroraktion i København op til et folketingsvalg.
Jeannes dilemma er, at hun vakler et øjeblik i troen, da hun konfronteres med det morderiske resultat af terroraktionen. Jeanne spilles af Maria Rossing med neurotisk indlevelse og bleg målrettethed, bristefærdig af koranlærdom og henvisninger til Søren Kierkegaard.
Hun er omgivet af mennesker i deres egne dilemmaer: Konglomeratet af danske politikere, jurister og journalister, der pendler mellem stramninger, skærpet overvågning og accept af tortur på den ene side, og opretholdelse af traditionel retssikkerhed, tolerance og forståelse for anderledes tænkende på den anden side.
’Dialog!’ råber man til Jeanne. ’Man går ikke i dialog med uvidenhed,’ svarer hun. Som kristne slynger bibelcitater, slynger hun korancitater: ’Du leder efter skorpionen under den forkerte sten!’
Justitsministeren, der spilles af Kirsten Olesen, kan sært nok henvise til sin egen fortid som rabiat venstreorienteret og datidens accept af at bruge vold for at komme vold til livs. Er det mon Karen Jespersen, som rumsterer i dramatikeren Vivian Nielsens hoved?

DILEMMAER

I samme åndedræt må vi konstatere, at dilemmaet har bredt sig til endnu flere dilemmaer. Vivian Nielsen har viklet så mange problemstillinger ind i det korte stykke, at det er svært at holde fokus fanget på det egentlige: Nemlig om vi skal prøve at forstå den arme Jeanne, have medlidenhed med hende eller anse hende for vanvittig.
Vi skal f. eks. interessere os:
For et kæresteforhold mellem anklageren og journalisten (Frank Thiel).
For journalistens eventuelle kendskab til Jeanne fra en reportagerejse til Afghanistan, materialiseret i en torturdrøm.
For anklagerens (Stine Prætorius) uafklarede rolle som tidligere udstationeret i Afghanistan og involveret i fangetortur.
For retsmedicinerens (Morten Suurballe) familieliv.
Og som det mest turbulente:
For at justitsministeren viser sig at være mor til Jeanne, så der må arrangeres et møde i cellen mellem mor og datter. Den situation kunne være en scene i ’Gøngehøvdingen’ eller ’De tre musketerer’. Vi tror ikke rigtig på den her. Og bliver ikke for alvor grebet, selvom det er meningen. Dertil er det for absurd.            

MONTAGE

Stykket holder os alligevel fangen på grund af to ting: Viljen til at tage både terrortrussel og terrormotiv alvorligt. Og så montageformen, som den norske instruktør Victoria Meirik udnytter fuldt ud: En næsten nøgen scene med fangehullet i midten og hurtige klip, som afløser hinanden som i et godt radiospil eller en film. Vi både mystificeres og skærpes i vores afvejninger af motiver og handlinger. Det er ikke det værste, teatret kan bruges til.
Jeg gætter på, at Vivian Nielsen en dag tager stykket, skriver det om, renser og klargør.  

GregersDH 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *