Interviewet i Dagens Nyheder 3. september 1961 (Fotos: Dagens Nyheder)

FRA LØVEBRØL

TIL DSB-SIGNAL

Provokatøren Niels Viggo Bentzon og fem stykker festlige blæsermusikere.

Niels Viggo Bentzon: Wind Quintets. Musikere: Carl Nielsen Kvintetten (Kenny Staskus Larsen, fløjte. Karl Julius Lefebre Hansen, obo. Pihl August Finkas, klarinet. Pihl Christian Vinther, horn. Johannes Herjö, fagot). Indspillet i Højdevangskirkens Menighedshus i 2021. Dacapo 8.226127.

****

SÅ enkelt og lige-ud-ad-landevejen. Blæser-kvintetter. Fem blæsere, der kikker i noderne, finder hinanden på deres instrumenter. Fløjte, obo, fagot, klarinet – og et horn, for der skal lidt messing med til at svare jovialt og forsonende tilbage, hvis de andre bliver for rapkæftede. Fem musikere, som kender hinanden og nu spiller sig ind i en glad og fantasifuld komponists værker. Der er Ingen sindsoprivende eller morderiske krumspring i Niels Viggo Bentzons kvintetter ud over, hvad en krøllet hjerne finder på i sit hoved, når han hører fem blæsende musikere for sit indre øre. Fem instrumenter, der kan lege, snakke, tale sammen, finde på med et materiale, der melder sig med største selvfølgelighed fra en vidtløftig komponist, som ellers er parat til at provokere per refleks på og med hvad som helst. Man ved faktisk aldrig helt hvor man har ham, heller ikke her.

DE FEM kalder sig Carl Nielsen Kvintetten, og de har selvfølgelig Nielsen i hovedet, for han skrev en blæserkvintet. Men nu sidder de fire med en stak kvintetter af en anden fyrig nodemager, der sender en hilsen til gamle Nielsen med en glad vrissen og et fnis – Bentzon har levet i mange år med Nielsen som nærmest bibelsk fanebærer på Musikkonservatoriet og nu kan det være nok. ”Hele banden, Knud Jeppesen, Finn Høffding, direktøren Christian Christiansen, ja selv orgellæreren Emil Bangert var kuldslåede i deres Carl Nielsen-begejstring”, sagde Bentzon engang i et tv-program. Citatet stammer fra Toke Lund Christiansens store bog om Bentzon. Og kunne det så være nok? Åbenbart alligevel ikke. For al den friske frimodighed, der titter frem af hans kvintetter på CD’en, har masser af arvestykker fra Carl Nielsen, både muntre og hittepåsomme. Mange af dem i sikre, klassiske formstøbninger. Carl Nielsen var god nok at bygge videre på. Og Bentzon var tydeligvis gennemskolet. Når det var dét, han ville være.

JEG er den, der lytter med, for nu er jeg i selskab med vildmanden i Carl Nielsens eftergenerationen, berømt og berygtet for provokatorisk uregerlighed: Niels Viggo Bentzon – ’Løvebrølet i dansk musik’ som overskriften lød til et interview, jeg havde med ham i avisen ’Dagens Nyheder’ den 3. september 1961, et femspaltet interview med et billede af den brølende komponist, der stiger op af bølgerne foran sit hus ved Hornbæk strand. Men altså: Så stilfærdigt og nærværende disse kvintetter trods alt altså melder sig, når jeg genlæser interviewet fra dengang. Interviewet blev bragt på en dramatisk dag, hvor avisen blev lukket med et smæld af sin ejer Arbejdsgiverforeningen. Men vi snakkede ikke bladdød, vi snakkede musik. Niels Viggo – som vi frejdigt titulerede ham – var klar til at kommentere det hele, sine yngre komponistkolleger, atonalitet, tolvtonesystemet, Darmstadt-skolen, hvad som helst. Inklusive sine egne værker. Som han siger til Toke Lund Chritiansen, forfatteren til bogen om ham: ”Alt fremkommer i tilfældig rækkefølge. Det er øjebliksbilleder, frosne situationer, og jeg føler, at jeg ikke er herre over, hvad der kommer til mig så at sige ovenfra. Det løber ud i blyanten, og jeg har bare at følge med.”

DEN dag i Hornbæk var korværket Torquila foran uropførelse i Aarhus, og et orkesterværk, ’Ostinata’ var ved et få sat partitur-punktum. Og jeg gik ikke forgæves efter en kommentar til den tv-transmitterede koncert, der ophidsede sindene i de selvsamme sommerdage: Den amerikanske pianist David Tudors målbevidste smadring af et flygel på Louisiana. Niels Viggo Bentzon: ”Jeg ville ikke selv drømme om at rive et klaver i stykker!” Men på den anden side: ”Musik er ikke for mig noget stort og helligt og smukt, der skal ’løfte sindene’… musikken ER bare. Den er en del af vores erkendelsesområde”. Løven med brølet var ikke en mand, du fangede i en fastlåst mening, formuleringerne strømmede fra ham, de kom i skovlfulde af spontane holdninger, han var bristefærdig af kamplyst, sprogligt skolet af klassisk opvækst. Niels Viggo var ud af en kæde af akademisk selvsikre og samtidig musikalske hæderkronede traditioner – faren var professor og dr.jur., moren pianist, oldebarn af J.P.E. Hartmann, der var musikere og komponister med Bentzon- og Hartmann-navnene på dåbsattesterne.

DET er en af årsagerne til hans særlige position i folks bevidsthed:  Vejet som en mytisk outsider-begavelse, et dansk bjergskred af en musiker, til dels selv forført af sin egen myte, klar som sagt til hvad som helst – lige fra at skrive gennemført velskreven kammermusik som kvintetterne eller vandre med opspilet fantasi rundt i eksperimenter med absurde påfund, happenings, Fluxus-udflugter eller grandiose musikdramatiske udfoldelser som hans ’Faust III’ – en tre akters opera over ikke bare Goethes ’Faust’, men også James Joyces ’Ulysses’ og Kafkas ’Processen’ – tre-fire timers varighed, uropført på Operaen i Kiel i 1964 og året efter overført til Det Kgl. Teater som gæstespil, trist erindret fordi den tyske baryton Hermann Uhde, der sang titelpartiet, døde på scenen under gæstespillet. Men samtidig besynderligt erindret som et stort, i mange retninger strittende, ambitiøst operaværk, der aldrig er kommet til at sætte sig spor som andet end umedgørligt. Et eksempel på den altfavnende egenskab hos Bentzon, komponisten, der ville og gjorde det hele, fløj videre i sit tusindtallige opus-katalog. Skrev, komponerede, spillede klaver, råbte op, artikuleret eller uartikuleret, diskuterede og debatterede. Og nemt og hurtigt kunne glemmes efter den dag, han døde i år 2000, hvis ikke der stadig var musikere som de fem på CD’en, der så de herlige muligheder i at spille ham. Og folk som Toke Lund Christiansen, der i 2019 satte sig og skrev sin store, farverige biografi om Bentzon for nogle år siden (anmeldt her på bloggen 16.9. 2019). Det er den samme Christiansen, der har skrevet noterne til CD’en – rimeligt sagkyndig er han, selv mangeårig fløjtesolist i DRs Symfoniorkester og professor på instrumentet ved Musikkonservatoriet.

PLADEN er en times rundvandring i lystfyldte, overskuelige satser for de fem blæsere, flere af dem fra 1940’rne, stærkt underholdende og ikke langt fra den lebendige og veloplagte stil fuld af overraskende passager, som kan minde om tilsvarende tonefald hos 20’rnes og 30’rnes franske komponist som Milhaud og Ibert, men også genkendelig hos komponister som Knudåge Riisager eller Flemming Weis. Den sidste skrev en blæserkvintet, han kaldte ’Serenade uden reelle hensigter’ – en titel, som Bentzon med sine henkastede idéer sikkert kunne tilslutte sig eller kaste sig ud i voldsomme argumenter imod, som det nu stak ham spontant. Hvor skal man begynde, hvis man vil forstå Bentzons måde at gribe sine kvintetblæsere an på? Man kan egentlig starte hvor som helst, Prøv med den godt frem minutters sostenuto-sats fra blæserkvintet nr. 5. Den har nr. 21 på CD’en. Det er uforskammet og fræk enkelhed. Og gå så lige videre med de tre minutters Rondo, der er som en sprød latter over den forrige sostenuto. Og vend så tilbage til hans ’Bop Quintet’, der har nr. 13-14. Det er Bentzon på be bop-udflugt i en jazz-verden, der fangede ham i begyndelsen af 50’erne. De fem blæsere har haft det sjovt med at tage med på hans udflugter. Hans fingre kløede for så meget.

DET er i øvrigt løgn, når jeg siger, at han nemt er smuttet i mange menneskers hukommelse efter sin død. Når du står på en togperron og hører signalet på tonerne D-ES-B. Så er det en Bentzon-komposition fra 1985. Det siges, at DSBs generaldirektør fik forelagt den kompositoriske idé og spurgte, hvad Bentzon skulle have for den. Bentzon svarede: Tjah – en øre pr. afgang… Hjelt, som han hed, så glad ud. Men fortrød hurtigt, da han så konsekvenserne med tusinder og atter tusinder af daglige afgange. De endte på et éngangshonorar. Den gik til gengæld slet ikke, da jeg engang sad i kantinen i Politikens hus sammen med Bentzon og den muntre Ekstra Blad-journalist Chris Wammen. Skulle Ekstra Bladet ikke have en kendingsmelodi? Sagde Bentzon og kradsede straks et forslag ned på den nærmeste serviet. Wammen gik straks ind til chefredaktør Svend-Ove Gade med forslaget. Dét forslag nåede aldrig videre end chefredaktørens glade latter.

MEN DSB-signalet og bl.a. blæserkvintetterne lever fint videre.

gregersDH.dk