Når musikken fortæller. Koncert-guide. 14.11. 2021

Man kan altid finde historier i klassisk musik, og det er ok at fortælle dem

Bogforsidens billede hentet fra forsiden af 1.udgaven i 1905 af  partituret til Debussys ‘La mer’

MUSIKKEN ER FULD AF HISTORIER

Man kan altid finde historier i klassisk musik, og det er ok at fortælle dem.

Leif V.S. Balthzersen: Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker. 326 sider. Illustr. Aarhus Universitetsforlag. Kr. 299,95.

****

HYLDERNE i min bogreol ligner et sortiment af konservesdåser på hylden i et supermarked. Men det er bøger. En masse af dem om musik. Af gode grunde. Musik har været en del af mit liv, siden jeg udstødte de første ubehjælpsomme gisp til ’Lille Petter Edderkop’ og satte mine kluntede pølsefingre til klaveret derhjemme. Senere har rækkerne af alle mulige bøger samlet sig på hylderne. Noder, sangbøger, bøger om musikhistorie, musikteori, komponister. Og musiker-biografier. Studiemateriale eller lystlæsning. Slidsom eller underholdende.

NOGLE af bøgerne er koncert- eller operaguider. Og nu er der altså kommet én til af slagsen: ’Når musikken fortæller’ hedder den. En pæn og gedigen sag, ikke sådan en, man lige stikker i jakkelommen.

FINT. Jeg vil gerne hele tiden vide mere om den musik, jeg lytter til. Jeg sluger, hvad jeg kommer i nærheden af. F.eks. også radio- og tv-programmer, der kan få ørerne ud eller øjenbrynene i vejret. Som Lotte Heise, der i sit operaprogram som en tiger kaster sig over sangstemmer, der får sjove grynt og forelskede gisp af jubel fra hende. Eller den klassiske musik-quiz, hvor Mathias Hammer er et lattermildt leksikon og – som sine medkombattanter – kun behøver at se en violinbue blive løftet for at fastslå, at nu er det Brahms 4. symfoni 2. sats, der skal spilles… bagfra.

STUMPER af ny viden får man hver gang. Forfatteren til bogen ’Når musikken fortæller’ har fået den idé at beskrive 75 klassiske værker, der indeholder fortællinger. Han er trænet foredragsholder og ved, hvad der tæller hos publikum, når han skal forklare musik. Hans model kan man vende og dreje og sige, at al musik i form og indhold kan opfattes som fortælling, men selvfølgelig: Noget musik mere direkte og kontant end andet –tit en god historie, der også kan fortælles med ord. Nogle komponister giver deres værker overskrifter eller hæfter kommentarer til satserne. Beethovens 6. symfoni, ’Pastorale’-symfoni er ud over sin overskrift, fuld af beskrivelser til de enkelte satser: ’Scene ved bækken’, ’Tordenvejr og storm’ o. s. v. Ordene fylder vores hoved med billeder, der går lige i ind musikken og får os til på stedet at fortolke den. Det er ok at få den slags på plads. Sådan har Beethoven villet det, og vi er med på dén. Også med på, at hans klaversonate nr. 14 i cis-mol kaldes  ’Måneskinssonaten’, selvom det ikke er hans eget påfund. Beethoven skriver ’Quasi una fantasia’ ved den… ‘som en fantasi’… Vi kan fantasere om, hvad vi har lyst til, og der er ikke noget i vejen med dét måneskin, som en eller anden har fundet på, længe efter at Beethoven var død. Det var vist en musikkritiker.

FORFATTEREN går grundigt til værks, skriver godt og kommer omkring kringlede veje, når han f.eks. fortæller om Hector Berlioz og hans ’Symphonie fantastique’, der ikke for ingenting har undertitlen ’Episode fra en kunstners liv’. Det er musikalsk bekendelseslitteratur, livs og tidsskildring med spring til dette og hint i hans hoved og nodepen. Der er en skrækvisioner som ’March til skafottet’ og en ’Drøm om en heksesabbat’. Vi får en masse at vide om hvordan og hvorfor. Hans berømte kærlighedshistorie ligger som en undertone i værket. Andre Berlioz-kompositioner kommer med i bogens beskrivelser, ’Romeo og Julie’ og ’Harold in Italy’ f.eks. Der er rejser, oplevelser, drama og begivenheder alle mulige steder, og vi kan have glæde af at lytte og fortolke ud fra, hvad vi ved.

HVORDAN vil man bruge sådan en guide? Leif B.F. Balthzersen deler sin guide op i mere eller mindre nationale kapitler – ’Tyske romantikere’, ’Tjekkiske fortællinger’, ’Engelske billeder og landskaber’, ’Moderne fortællinger’ etc. Han holder sig til orkestrale koncertværker, har droppet alt, hvad der hedder opera og kammermusik. Han bruger ikke nodeeksempler, men forsyner bogen med flere gode og ind imellem overraskende billeder. Hans gennemgang af Edward Elgars ’Enigma Variationer’ er vedføjet et billede af skulpturen af den bulldog, som i variation nr. 11 har fået sin musikalske skildring, da den falder i en flod i Hereford, en historie fortalt i g-mol. Ta’ den! Engelsk humor.

FØRST og fremmest er bogens fremstillinger i et let tilgængeligt sprog. Kun navne og titler flyder lidt sprogligt. Skal det oversættes eller være på originalsprog? Det ene øjeblik ’Ouverture til Den flyvende Hollænder’, Det næste ’Ouverture til Der Freischütz’. Debussys ’La mer’ får næppe mange til at være i tvivl, slet ikke når de ser bogens forside, som er hentet fra førsteudgaven af partituret fra 1905, en voldsom bølge tegnet af en japansk kunstner ved navn Katushika Hokusais.

BALTHZERSENS bog er ikke til læsning fra ende til anden, men til at slå ned i efter behov. En guide som Jakob Levinsens ’Den store musik’ (udkom i 1999) bruger ikke opdeling i ’fortællinger’, men i begreber som ’Lyd’, ’Ritualer’ eller ’former’ i forsøg på at definere måden, vi lytter på og det, der møder os. Det er skarpsindige og læseværdige analyser, der nemt får en til at læse videre fra kapitel til kapitel (Bogen er tænkt og opbygget helt anderledes end Levinsens ’Den store sang’, som er skåret ind til benet, så det næsten knager: En sides læsning om hver opera – omkring 400 operaer i alt og næsten up to date, enormt righoldig og til lyn-orientering om de enkelte operaer).

LIDT bredere og meget præcis er Gerhard Schepelern og Gereon Brodins tre-binds ’Koncerthåndbog’, der lever glimrende med at være udgivet i 1955 (revideret og nyudgivet i 2001) og stadig højst brugbar. Bl.a. fordi de tre bind har nodeeksempler, nyttige angivelser af varigheder for hver sats og nøjagtigt anførte instrumenteringer af hvert værk (den samme præcision og detaljerigdom som Schepelerns to-binds ’Operabogen’, som lever i bedste velgående efter revision i 2001).

DEN nye guide af Leif V.S. Balthzersen vil få sit eget liv ligesom de andre guider, og kan selvfølgelig suppleres med det væld af store og små biografier, der eksisterer på markedet og stadig bliver tilføjet nye børn. Og selvfølgelig med de mange muligheder, der er på nettet, og som nogle gange er hurtigere at slå op i, men ofte mindre overskuelige. Der er stadig noget komfortabelt ved at strække armen ud til reolen og hale en bog frem, læse og blade og gøre notater i den.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *