Jacob Weble, Paw Henriksen, Josephine Nørring og Gitte Siem i ‘Henrik og Pernille’ (Tegning: Claus Seidel)

ET SUS AF HOLBERG

’Henrik og Pernille’ i højt og perfekt musikalsk tempo på Folketeatret.

Set til forpremiere i København. Turneen har premiere i Tønder Kulturhus onsdag 18.1. og slutter 17. 3. i Svendborg.

*****

DER er ikke mange skuespillere, der som Paw Henriksen kan kombinere troskyldighed med lurendrejeri. Den egenskab er guld værd i ’Henrik og Pernille’. En Henrik, der kan inddrage os dernede på pladserne, næsten med et ’ Går den, så går den’. Lad ham blive bankrådgiver i sit næste liv.
Så er der anderledes kontant og håndfast frækhed hos hans Pernille, Trine Appel, som uden betænkning nok vil kunne sælge sin bedstemor for at få pant i arvegodset.
De to er et par, der klæ’r hinanden fint i denne Holberg-opsætning – den tredje, vi er blevet præsenteret for på danske scener i løbet af det sidste par år, Odense Teater og Grønnegaarden var de forrige. 

TEMPO

Det, der udmærker Geir Sveaas-udgaven på Folketeatret er i hvert fald tre ting: Først et højt og stigende tempo. Holberg har jo lagt det hele op med næsten matematisk præcision. Og alt går over stok og sten. Tjeneren og tjenstepigen, der snyder deres respektive bortrejste herskaber, klæ’r sig ud som dem, og får hinanden gensidigt bildt ind, at de er netop disse herskaber, klar til lukrativt ægteskab i deres sted. ’Kopulation kl. 4’ som Henrik siger i dette flerdobbelte bedrag.
Det skal gå stærkt, inden herskaberne vender hjem – til huse og husholdninger, der ligger over for hinanden i det lillebitte København. Med tjenestefolk, der åbenbart ikke aner, hvordan hinanden ser ud, skønt de bor frontalt over for hinanden i gaden – det er den herlige og absurde logik hos Holberg, og uvurderligt for det artistiske komedie-koncept.  
 
ACCELERANDO

Navnlig 2. akt er der flugt over. Accellererende, da Jeronimus i Kristian Bolands skikkelse tumler ind udefra og starter en hanekamp med sin svigersøn Leander – Troels Malling – for at prøve at begribe, hvad der er for en intrige, der er i gang. Sveås og scenografen Marianne Nilsson gør scenens drejeskive til kampens arena, der får de rundtossede argumenter til at blive ekstra rundtossede, de to kredser om hinanden i aggressiv pas de deux, og andre drages med ind.
I Grønnegaarden sendte Birgitte Mellentins scenografi de medvirkende på catwalk-udmattelser. På Folketeatret får Marianne Nilsson dem til at svimle i påstande og misforståelser.    
Til det stigende tempo og dette fikse cirkus-tummelumsk kommer så det tredje, der gør forestillingen ekstra elegant: Et minikor, der i korte cæsurer skiller scenerne. Bagvægge glider til side, og et kor af tjenende onder synge de nydeligste små vokale set ups, vokale Bach-pasticher, som bringer os retur til de franske Swingle Singers-æra, og som her helt præcis etablerer den kunstfærdige distance, der er fundamental i ’Henrik og Pernille’-stilen: Legen med de sociale lag – formuleret i grafisk strukturering af det dramatiske forløb.

UNDERHOLDENDE

Skal det så tilføjes, at alle spiller og synger med i dette dramatiske partitur: Josephine Nørring som en prikken og fornærmet Leonora, Jacob Weble en horntruttende Arv, Gitte Siem – dette årtis ubetvingelige Magdelone – Bjarne Antonisen som en notar, der har antaget skikkelse af en vildfaren pastor Langballe og Jacob Bjerregaard Engmann, der som Leonard er stykkets Deus ex Magica.
Man er godt underholdt.
Stykket bevæger sig nu ud på en længere landsturne.     

GregersDH.dk