komponisten Bent Sørensen (foto: Dacapo Records)
FORFALD I FASTE RAMMER
Den digtende komponist og den sorte forfatter, der fandt hinanden. Bent Sørensen og Peter Asmussen
Bent Sørensen og Peter Asmussen: ’Sounds like You’ og brudstykker af operaen ’Under himlen’. DRs Radiosymfoniorkester og Vokalensemble. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solister: mezzosopranerne Lore Lixenberg og Signe Asmussen og skuespillerne Marie Louise Wille og Mads Wille. Dacapo Records 6.220632
****
DET oversete. Det glemte. Det ikke-opdagede. F.eks., at Bent Sørensen fik uropført en opera med titlen ’Under himlen’ på Det Kgl. Teater i efteråret 2004. Gjorde han dét?? Se det i øjnene, anmelder. Blind og døvhed må have slået dig. Lige så forsvundet under horisonten er hans musikdramatiske værk ’Sounds Like You’, uropført i 2009 i DRs Koncerthus.
NU samler jeg de to værker op, fordi jeg kan høre dem på en cd, Dacapo udgav i 2015. Uha! Så længe har den cd samlet støv i virvaret af alt for mange andre opgaver og bortrejser. Operaen ’Under himlen’ kan jeg faktisk ikke engang høre, som den er. CD’en indeholder kun fem intermezzi fra ’Under himlen’. Men det er nok til at stimulere nysgerrigheden: Hvad sker der dog i disse scener med de to sopraner Lora Lixenberg – som er i virtuose udfoldelser i lifligt sprinkler-sprøjtende snefog – og Signe Asmussen med den varme, karakterfulde sopran? Korte instrumentale satser af dramatisk fortællende art – de krydser som landskaber omkring de to sopraner og supplerer dem – genkendelige og alligevel ikke genkendelige, melodiske stumper indhyllet i klange, der fører dig til alverdens musikalske egne og en uigennemtrængelig kærlighedshistorie, som er fortid og nutid i besynderlig forvikling. Hvad er det, der fortælles i denne opera – så æggende, så boulverserende, blid og voldsom i flugt mod arkaisk, romantisk eventyr og nedkølet nutidig umenneskelig menneskelighed?
JEG lader operaen være, når det nu kun er brudstykker, man kan høre på cd’en. Intermezzi. Og lytter til ’Sounds Like You’, et besynderligt stykke musikdrama for orkester, kor og to skuespillere – igen er det min nysgerrighed på samarbejdet mellem Bent Sørensen, den forunderligt digtende komponist, hvis musik svæver og flyver som efterårsblæst i uberegnelig skønhed, og dramatikeren Peter Asmussen, som har stirret på os i stykke efter stykke, indtil sin død for fire år siden. Stirret på os med lammende verbale udsagn om livets uudholdelig meningsløshed. Som sendte sine pile af isafkølede dialoger mod os og fra skuespiller mod skuespiller, i den grad indestængt på scenen, så hjerte og åndedrag kunne gå i bakgear hos os – næsten som om vi som publikum var skjulte vidner til mentale torturscener og opgør, vi slet ikke havde ret til at overvære, personer i uforløst opgør og mundlammelse.
’SOUNDS LIKE YOU’ er en art totalteater i en koncertsal. Blandt publikum befinder sig en mand og en kvinde på forskellige pladser langt fra hinanden. De fører en art dialog, der momentvis afbrydes af orkestret – de kunne have ført deres samtale og monologer hvor som helst, men det kommer her til at virke som bliver der udsendt løsrevne replikker fra en forstenet retssag. Hvad sker der mellem de to – det var ved opførelsen skuespillerne Marie Louise Wille og Mads Wille, der agerede kvinden og manden – lige så anonyme i udtrykket som vi så og hørte Benedikte Hansen og Steen Stig Lommer i ’Ingen møder nogen’ på Husets Teater i 2010. En selvpålagt fastsvejsning af følelser, der befinder sig i dybeste kælderforvaring, men hvis ekko skærer sig igennem til os.
DER er øjeblikke i ’Sounds Like You’, der er næsten ordret mage til scenens dialoger mellem kvinden og manden. Hun spørger: ”Hvorfor lukker du øjnene i sengen?” Han svarer: ”Jeg forestiller mig, du er en anden”. Hun: ”Jeg lukker dem også”. Han: ”Hvorfor?” Hun: ”For ikke at glemme dig. Jeg husker dig kun med lukkede øjne”.
REPLIKKER, der er som løsslupne nødraketter. Asmussen skriver lige så bevidst forfrossent som Bent Sørensen udtrykker sig stille og intenst, forsonende, forstående, men sort og resigneret i den musik, der iklæder ’samtalen’ mellem kvinde og manden. En form for varm og kærligt klingende accept omkring den meningsløshed, der hviler over dialogerne – accept af tilværelsens uløselige knuder.
I Peter Asmussens stykke ’Hjertet skælver’ på Aarhus Teater i 1914 er den allerførste replik, du hører i mørket – stykket med de seks skuespillere blev opført i totalt mørke – ”Mere er der vel ikke at sige.” Men det er der. Sigende replikker, der klinger adresseløse, men livsvigtige.
HOS Asmussen er det som resignation, der har afløst den vrede og forbitrelse, som fræsede ud fra ham i flere af de tidligere stykker, f.eks. ’Ekstrem’, der gik på Betty Nansens Edison-scene i 2008. Dét stykke var nærmest ekstatisk udlevering af mænd som nogle knyttede sylter, der ’skumler og skuler, bander og forbander, lider og piver, tér sig som forurettede børn, slapsvanse eller voldsforbrydere – og mordere, når de tager sig sammen’ – for at citere min egen anmeldelse dengang.
ASMUSSEN er uden pardon i teaterstykker, som både har givet ham Reumertpriser og – nomineringer. Hans stilistiske skarphed og konsekvens har været chokerende. Sammenbidtheden altid et fast dramatisk greb. Hans tekst rammes af en musikalsk kappe af indforstået rytme og omsorg i samarbejdet med en komponist som Bent Sørensen. En imødekommenhed, som kaster uventet lys over uforsonligheden i hans tekster. En dramatiker og en komponist har fundet hinanden i deres modsætninger. Lige lukkede. Begge nattemennesker i tanke og syner. Lige bevidste om lys og skygge. Fortællinger om ’forfald i faste rammer’ som Bent Sørensen beskrev et andet af sine værker med den tilføjelse: ’Fra det øjeblik vi bliver født, er der kun én vej – et langsomt glidende forfald. Tiden gnaver sig ind på os.’ Tak.
Det skal blive interessant at høre den stribe Nocturner – nattestemninger – 12 små klaverstykker, Bent Sørensen har på vej i en indspilning med Kathrine Gislinge – hans klaverspillende kone – og Nightingale Strygekvartetten. Den skal ikke få lov at vente i seks år på at blive hørt.
gregersDH.dk
