Jakob Hannibal og Christina Bech i ‘Valkyrien’ (Foto: Raphael Solholm)
VALKYRIEN I PARCELHUSET
Der er ikke meget Wagner i Line Mørkebys ’Valkyrien’ på Teater Momentum i Odense. Men vi får da et godt og lettere mystifistisk trekantsdrama.
Spiller indtil 27.3.
****
DET er ikke småting, Line Mørkeby får fra hånden i disse sæsoner.
At man skal opleve to nye stykker af hende på samme dag, hører selvfølgelig til extravagancerne – først den stærke ungdomsforestilling ’6 PEL K’ (se anmeldelsen), og så ’Valkyrien’, skrevet på bestilling af Teater Momentum i Odense som sidste led i en trilogi, der notorisk handler om familien og dens lykke og ulykke.
Sammenhængen i trilogien er tre ting: Emnet. Et fast ensemble på tre skuespillere. Og så en fast dekoration, et parcelhus-indre, der fylder hele scenen – i den grad, at man som publikum er nødt til at gøre sin entré tværs over scenen. Underholdende, hvis man kommer i sidste øjeblik, for så må publikum nødvendigvis opfatte, at nu kører det.
PATCH WORK
Som ’familien’ har Line Mørkeby valgt at bruge en bid af den patchwork-familie, vi kender fra Wagners ’Ringen’. Med udgangspunkt i Ringens 2. del, ’Valkyrien’. Vi er med, allerede inden stykket er begyndt: Musikken fra slutscenen i ’Valkyrien’ toner ude i foyeren.
Men vinklen viser sig hurtig at gå i glemmebogen. Stort set.
Stykkets tre personer er Brünnhilde, som er gift med Siegmund og Sieglinde, der er den ensomme nabo, som Siegmund brænder varm på og som brænder varm på ham.
Hos Wagner et noget specielt konglomerat af en familie: Alle tre personer er børn af Wotan. Siegmund og Sieglinde er helsøskende. Brünnhilde halvsøsteren.
En sådan gang fanden-i-voldsk incest kunne der være kommet et vildt moderne drama ud af, men Line Mørkebys historie er mere parcelhus-almindelig: Siegmund er et ubeslutsomt pjok, der vil og vil dog ej. Han er langt fra Wagners macho-Siegmund. Men vi er da fulde af forståelse for Jakob Hannibals Siegmund, hvis hoved kører rundt og rundt med den søde Sieglinde-nabo Christina Bech. Og vi bliver da også optaget af Nanna Bøttchers livsfarlige Brünnhilde, der som en blanding af Fantomet og Den Lyserøde Panther huserer oppe og nede, ude og inde for at holde ægtemanden under observation eller i snor.
TREKANTSDRAMA
Tonen er i Daniel Rylanders instruktion lettere surrealistisk, leverpostej og staudebede glider i ét med dæmonisk galskab.
Vi er underholdt af godt, fysisk spil, lettere mystificeret og glemmer hurtigt Richard Wagner, hans valkyrier og Siegmunds afsluttende og jublende replik i 1.akt: ’Braut und Schwester bist du dem Bruder – so blühe denn Wälsungen-Blut!’
Der er ikke meget jublende blodskam i parcelhuset. Men et godt og saftigt trekantsdrama får vi da.
