Jackie' CaféTeatret 9.2.2010 Anm.

Cafeteatret - Jackie 7.3.10

Solbjørg Højfeldt i ‘Jackie’ (Tegning: Claus Seidel)

DAMEN I SPADSEREDRAGTEN

Solbjørg Højfeldts ’Jackie’ er en præcis psykologisk analyse af myten Jacqueline Kennedy.

*****

Sort scene. Vi sidder som i et gravkammer i CaféTeatrets kælderscene, parat til at se Jacqueline Kennedy vågne i  graven.
Og sandelig: Der ligger hun foran os – på nej, ikke kistelåget, og dog: præcis i den stilling, vi har set på billederne fra 22. november 1963 – kravlende bag over den sorte limousine sekunder efter at hendes mand, præsidenten, er blevet ramt af de dræbende skud i Dallas.
Kistelåg? Hvis noget kan lignes ved et kistelåg, så er det dét sorte køretøj med kvinden, som på billederne næsten kopierer et af de størknede kroppe i Pompeij og Herculanum, ramt af lavaskyllen fra Vesuv.
Et gravmonument over en ultrakort, gloriøs præsidentperiode i USA, demokraten John Kennedys to år i Det Hvide Hus.  

ET IKON

Vi er tæt, tæt på i det lille teaterrum. Lige så tæt, og lige så langt fra som i vores ikoniserende nærhed og distance til fænomenet Jacqueline Kennedy. I dette indledningsbillede fanger den østrigske dramatiker Elfriede Jelinek os straks med sin pointe:
Vi ser et ikon. Vi ser et menneske, der vel har eksisteret, men som i vores bevidsthed nu kun eksisterer næsten som en figur på en altertavle. Et symbol på en tid, en drøm. En forestilling.
Netop. En figur på en altertavle: Som det allersidste billede i den timelange Jacqueline Kennedy-monolog, som Solbjørg Højfeldt gennemspiller vandrende frem og tilbage i projektørlyset som i en cat walk, tager hun den sorte paryk af og står med sin tilplastrede glatte isse mellem sidefløjene i en altertavle. Som en Jeanne d’Arc.

DIKTATET

En Jeanne d’Arc. Et offer.
Men for hvad? For det liv og den placering, hun har valgt. Og som hun lænker sig selv til. Et ikon, der som f.eks. også en dronning Elisabeth I spænder sig selv milimetersnært inde i sin rolle. Som i en puppe.
Helt bogstaveligt skildrer Jelinek hende som en kvinde, der én gang afleveret og præsenteret med sin ’cementerede’ frisure og sin lyserøde lårkorte spadseredragt – ikke bare nøjeregnende imødekommer de tidlige tresseres modediktat, men blevet selve dette diktats forvalter. Og mere end det: Bliver selve det historiske fastlåste billede af kvinden, den idoliserede. Det skematisk forbilledlige udtryk for noget, der vel svarer til, hvad der fik grækerne til at fremstille deres hel- og halvguder i marmor og stavle dem op på Akropolis.

SØJLEHELGEN

Og for resten – når vi nu tænker på alt det halløj af intriger, jalousi og magtkamp, der kendertegner myterne om de græske gudefamiliers svingom i myternes lianer: For Jacqueline det samme leben af henrivende banale ekskursioner i et komedie- og tragedieliv. Formaliseret af en omvandrende, størknet søjlehelgen, hvis man kan se en sådan for sig. En skæbnebelastet.
Af Jelinek fortalt med alle til rådighed stående kringler omkring duellanten Marilyn Monroe, John Kennedys kvinder i det hele taget, omkring hendes børn og – først og fremmest – omkring Jacquelines egne komplekser, frustrationer og kvaler med at holde facaden. Til glæde for den mytedannelse, hun var offer for.
At Solbjørg Højfeldt skildret med kølig, indestængt ironi og selvironi i Gerz Feigenbergs præcise instruktion og en Birgitte Mellentin-dekoration, som lukker os og Højfeldt inde i gravkammeret.
Kort og godt. Vi har stærke monologer i disse dage på teatrene. Jens Albinus i skuespilhuset. Solbjørg Højfeldt i CaféTeatret.

GregersDH.dk   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *