Edda Aarhus Teater 13.10. 2017

De nordiske guder som stillestående tegneserie på Århus Teater af iscenesætter-myten Robert Wilson

Henrik Rafaelsen som Odin til tops som Elvis i Ydrasil, livets træ (Foto: Lesley Leslie Spinks)

WE ARE NOT AMUSED

De nordiske guder som stillestående tegneserie på Århus Teater af iscenesætter-myten Robert Wilson.

Tekster af Jon Fosse, baseret på de nordiske Edda-myter. Instruktion og scenografi: Robert Wilson. Medvirkende: Henrik Rafaelsen, Gjertrud Jynge, Sigve Bøe, Frode Winther, Eivin Nilsen Salthe og Marianne Krogh m. fl. Alle fra Det Norske Teater i Oslo.

’Edda’ spiller på Aarhus Teaters St. Scene 14. – 19. marts. Varighed 2½ time inkl. pause.

***

DET er som at blade i en stor billedbog. Fantastiske billeder. Statiske, men ind imellem også magiske. Tit svøbt ind i musik af både smuk og dramatisk natur. Men ellers meget plakatagtig. Endimensionale – man var lidt omkring Arnoldi og hans smældende farveverden. Det vil hverken Wilson eller Arnoldi bryder sig om at få stukket ud. Men sådan er dét.

WILSONS optagethed af Eddaerne, den nordiske gudeverden og de klassiske myter er blevet til en fragmentarisk, sammenpresset billedfortælling om guder og jætter, der gror og går til, tér sig i indbyrdes bøvl, forsoninger og slagsmål. Navne og personer svirrer i forestillingen som i et kniplings-tæppe af namedropping – i saga-beretningerne er de en slags levende væsener, men her stivnede som tegneseriefigurer. Odin, Loke, Frigg, Thor, Freja, Balder, hele bundtet, der er indbygget i vores baghoveder. Dele af vores arvede, oldhistoriske forestillingsverden og vores sprog, og som for mange af os, der måske lige har fortrængt lidt af vores grundvigske og øhlenschlägerske børnelærdom, så her skyder op af jorden igen med Wagners ’Niebelungernes Ring’. Ringens galleri af personer svirrer parallelt, mens vi kikker i Wilsons farverige billedbog. Lige bortset fra ynglingeguden Balder, der ikke interesserer Wagner, men som hos Wilson nærmest er en hovedperson. Balder, der blev dræbt, fordi misteltenen ikke var taget i ed som alle andre levende væsener, planterne inklusive.

MAN fornemmer, at den norske dramatiker Jon Fosses tekster, der er Wilsons grundlag, ville lade sig læse eller recitere med udbytte for sprogets og indholdets skyld. Hjælp til liv og handling kommer som sagt delvis undervejs af musikken – sange og Arvo Pärts kor og orkestrale farvelægninger. Men også de mange lydmæssige virkemidler, Wilson supplerer med – igen kommer man til at tænke på noget andet: De muntre og fortryllende lydeffekter, Jacques Tati bruger så effektivt i sine film. Isoleret hørt er det sådan noget, der sker, fordi man i øvrigt taber fornemmelsen af et wilsonsk forsøg på en fortløbende fortælling. Hvis man kan tale om sådan et forsøg. Efter de godt to timer, ’Edda’ varer, er det kun løsrevne billeder, der bliver hængende. Lige som det skete i sine tid med hans flotte billedfortælling af ’Woyzeck’ på Betty Nansen i år 2000 og hans ’The White Town’ med Ulla Henningsen på Bellevue Teater et par år efter.

’EDDA’ er skabt til Nationalteatret i Oslo, men samproduktion med Århus Teater. Den har sine pittoreske kvaliteter, den er glimrende spillet af de tretten skuespillere, der er på scenen, indstuderet med stor præcision og en gennemført varieret og verbal artikulation – hvad man sandelig er glad for i betragtning af, at der spilles ikke bare på norsk, men på nynorsk, støttet for os vankundige danskere af højt til vejrs placerede overtekster på dansk, som vi desværre rives ud af ind imellem på grund af de distraherende, men fascinerende loftsornamenter i Århus Teater. Oplevelsen af at høre broderfolkets sproglige tilnærmelser til oldnordisk og et godt stykke fra det ibsenske kristiania-halvdanske, vi er fortrolige med, var ellers i dette tilfælde en særlig fornøjelse, fordi det havde en flig af overensstemmelse med det arkaiske sprog i ’Edda’-fortællingerne.

ET interessant og mærkeligt projekt. Drønirriterende i sin langsommelige, ornamenterede stil, især i første del. Ambitiøst og postuleret som dybsindige, tusindårige og eviggyldige sandheder om liv og død. Wagners omstændelige behandling af de tilsvarende emner er der langt mere saft i. Selvom han bruger 14 timer til at fortælle historien. Hvis man kun vil bruge 2 timer, så gælder det om at samle sig om en enkelt vigtig affære. Det kunne være Balder. Ham og hans skæbne.

MEN Wilson suser ud i alle myternes verdenshjørner og hober stillbillede på stillbillede. Odin i Ydrasil-træet med Elvis-guitar. Thor med cowboyhat og hammer. ”We are not amused,” som dronning Victoria sagde, når nogen prøvede at være morsom.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *