Rocky! Husets Teater 11.10. 2017

En udspekuleret bokseprovokation med fremragende spil af Morten Burian

SLAGTNING AF DEMOKRATIET

En udspekuleret bokseprovokation med fremragende spil af Morten Burian.

Dramatiker og Instruktør: Tue Biering. Scenograf: Peter Schultz. Medvirkende: Morten Burian.

’Rocky!’ spiller på Husets Teater indtil 14. oktober. Varighed: 1 t. 45 min.

****

På de københavnske scener i øjeblikket – monologer! 

Først Anders Juul, der i Skuespilhuset løber sig til mental overlevelse efter et barns død. Så Christine Albeck Børge, der er en dødsmærket kvindes desperate opgør med livet. Også på Skuespilhuset. Og nu Morten Burian, som på Husets Teater er den intellektuelle vesterlænding, der lammes og sættes til vægs af mere slagfærdige kræfter.

Tre enestående skuespilpræstationer. Fysisk og verbalt. De to første har vi anmeldt.

BURIANS når vi frem til nu, kort før ’Rocky!’ skal slutte på Husets Teater. Den er en helt anden historie end de andre. Har ikke den personligt-private, dokumentariske afgrund af tragedie. Den er et politisk kølleslag direkte i masken på os. Afgrunden er fremtiden. Det demokrati, vi har imellem hænderne, men ikke kan håndtere. Tue Biering har skrevet og instrueret en provokation, der umiddelbart er hentet ud af Stallone-filmen ’Rocky!’, der blev til flere populære ’Rocky!’-film i 80’erne. Udråbstegnet efter Rocky står for publikums brøl mod ham, når han gik i ringen, men også hans selvopgejlende brøl. Det er Stallones egen historie om rockeren, der gror op af et møg-miljø, overvinder det stempel, der er sat på ham som dum. En tumling fra underklassen, vi kan grine af. Nyde at grine af, når han lader sig bokse til plukfisk. Og når han vinder: Nedladende og begejstret hylde ham for.

TUE Biering digter videre på figuren og lader os blive rystet, når opkomlingen benytter sin sejr til at være en sejr over os andre, da han får magt, udnytter magten og bliver den politiske diktator, der erobrer magten via demokratiets spilleregler.

MORTEN Burian er gennem den næsten to timer lange, pauseløse forestilling fortælleren, den intellektuelle, der målløst, men også nøgternt analyserende beretter om Rockys udvikling, hans gradvise erobring af en magt, som dette så afstumpede undermenneske med sine primitive urkræfter får lov til at tilvende sig, fordi han intuitivt opdager, at han kan udnytte de svage, velmenende og tolerante kræfter omkring ham og tromle dem ned med en brutal sikkerhed, de ikke kan lade være med at beundre. Nærmest har savnet.

SÅDAN kom en Hitler til magten i sin tid. Demokratiet inviterede ham. Sådan som vi – som demokratiets forvaltere – undertiden er tæt på at gøre, når vi bevæger vi os ud på demokratiets usikre vippe.

TUE Biering og Morten Burian går utraditionelt til værks. De bringer bevidst publikum i usikkerhed. Fra start ved at Burian skildrer sig selv som et menneske med uddannelse, social status, sikker på de rigtige, gode og sunde holdninger. Vi skal lige vide, at skuespilleren Burian hører til den klasse, der med god ret ler lidt ad folk, der er dumme og primitive og dømt til at være tabere. Burian er en af vore, fremgår det, så der opstår let uro på publikumsrækkerne. Så kan han ud fra det fortælle historien om opkomlingen. En historie, der gradvis og parallelt med Rockys forvandling til demagog drejer mod at være historien om den politisk korrekte humanist Burian, der skrider i sine fine holdninger og bliver offer for demagogens krav om lov og orden. Tingene må jo på plads.

HISTORIEN er fortalt med præcise, dramatiske greb. Burian er på én gang iagttageren, der fortæller direkte til os og som en pædagog skriver personnavnene på tavlen, men han får også et ophængt Danish Crown-svin svunget ind over scenen, så han kan være Rocky, der træner mod sin boksebold. Hans identitet skifter som hans holdninger, og da han til slut selv lader sig hænge nøgen op i krogen med hoved ned ad, mens en slagterimand i pinefuld slow motion visker tavlen ren, er vi i ny tvivl: Er det en korsfæstelse af humanisten, af humanismen, vi er vidne til? Synd og straf? Kristendom og blød humanisme på slagtekrogen i ét hug? Og bortset fra de overvejelser: Hvordan fanden kan Burian klare at hænge sådan i ti minutter?

SOM dramatik er det normoverskridende. Lammende og brutalt teater. Tue Biering som den teatrets enfant terrible, der går til yderligheder, som han har gjort det mange gange – jeg rejste mig selv og gik fra hans forestilling om nazifotografen Leni Riefensthal, da han inviterede publikum på scenen for at vandre rundt og heile – det var for tæt på, når man havde har været tæt på det i virkeligheden. Enkelte publikummer rejste sig i går og forlod salen, da forestillingen sluttede med et påklistret og meget omtalte antiklimaks: En kommunalpolitiker fra Dansk Folkeparti har fået lov at gå på scenen og oplæse sit manifest. Hvad hun åbenbart har gjort hver aften i den sidste uges tid. Et forsøg fra Tue Biering på at ramme det publikum, hvis statiske, uflyttelige, konservative, konforme teatergængeri, han også tidligt i forestillingen har forsøgt at ramme ved at gøre sin hovedperson Burian i ’Rocky!’ til ’en af vore’.

En dybt forstyrrende provokation, den sidste. Typisk Tue Biering.

gregersDH.dk

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *