Sine Bundgaard i ‘La voix humaine’ på Operaens ‘Takkelloftet. (Foto: Kgl. Teater)
MED TELEFONLEDNINGEN OM HALSEN
Sopranen Sine Bundgaard er formidabelt god som den desperate kvinde i ’La voix humaine’
Francis Poulencs opera ‘La voix humaine’ efter Jean Cocteaus monolog. Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Sopran: Sine Bundgaard. Klaver: Ian Ryan. Operaens Takkelloftet, foyeren. Spiller igen 14., 17., 20., 22., 26., og 28. november. Varighed: Ca. 50 min. Kun plads til omkring 50 publikummer hver gang.
*****
TO kvindeskikkelser. Begge beskrevet af mænd. Begge på Kgl. Teater-scener i øjeblikket. Den ene i aftes Jean Cocteaus og Francis Poulencs ’La voix humaine’, der havde premiere på Takkelloftet – et øjebliksbillede af en fransk kvindes situation i et blodrigt, men katastroferamt kærlighedsforhold. Den anden forleden i ’Et tysk liv’, skrevet af en engelsk forfatter, der registrerer en tysk kvindes blodløse, uanfægtede forhold til nazismen. Bogforlægget til stykket skrevet på basis af samtaler for få år siden med denne kvinde, tidligere Goebbels-sekretær Brünnhilde Pomsel. Jeg skrev, at ’Et tysk liv’var lidt uinteressant, trods Kirsten Olesens fremragende fortolkning af denne gennemsigtige og ualmindeligt almindelige tyske kvinde. Men alligevel interessant som prototype på mennesker, der affinder sig med hvad som helst og har det godt med det. Spillet og fortolkningen var overordentlig præcis.
LIGE SÅ præcis er Sine Bundgaards fortolkning af denne franske kvinde i ’La voix humaine’ (Den menneskelige stemme). Hjælpeløst havnet i et opgør med sig selv og sin skæbne, strittende i alle retninger, fanget i sin forelskelse, slynget ud i et desperat telefonisk mareridt af en samtale med sin eksmand, dagen før han skal giftes med en anden kvinde. Det er som opera, vi oplever historien – Poulenc skrev operaen i 1959 på basis af Cocteaus stykke fra 1930, og opførelsen på Det Kgl. har bevaret den franske titel, for Sine Bundgaard synger den lille operamonolog på fransk (med danske overtekster!). Vi har med et fransk gemyt at gøre, en følelsesladet, temperamentsfuld kvinde, rede til at bruge sit sprog og sin stemme, så gnisterne flyver i luften eller kryber langs gulvet, et kærlighedsforhold, der er liv eller død. Hvor langt er vi ikke fra den tyske Brünnhilde Pomsels verden i ’Et tysk liv’!
NU som sagt: Beskrevet af dramatikeren Cocteau og komponisten Poulenc – med eksklusiv, men ikke tilbageholdt åndedræt: To mænd, der skriver drama og opera om en kvinde der er ved at miste en mand. Er de et eller andet sted i den mand, vi aldrig ser? Vi møder aldrig manden, som monologen stiles til – vi hører ham heller aldrig. Er han der overhovedet? Kvinden taler i telefon til ham under ustandselige afbrydelser og genopkald – er det hende, der ringer ham op eller er det ham, der ringet tilbage? Er monologen kun hendes fabuleringer over et tænkt fortvivlet opkald fra hende til den savnede mand? Telefonnumre krydser æteren via telefonistinde og centraler. Hendes fortvivlelse afløses af jubel, råbende påkaldelser og hviskende bønfaldelser, telefonen har en lang ledning, der vikler sig om hendes hals – ”Jeg har tråden rundt om halsen. Jeg har din stemme rundt om min hals. Det kunne lige passe, at centralen afbrød os nu!”
INSTRUKTØREN Kamilla Wargo Breckling har ladet Sine Bundgaard fortvivlet fumle med alt, hvad den ensomme kvinde kan hale op af sin taske af cremetuber og strikkebundter og andet godt som mobiltelefon ud over trediver-telefonen med den lange ledning, som ender med at blive kvindens selvvalgte skæbne under hjerteskærende: ”Jeg elsker dig. Jeg elsker dig…” indtil sukkene dør ud. I den kun godt tre kvarter lange sopranmonolog jagter Sine Bundgaard ellers scenen rundt, sidder øjeblikke på en tilskuerplads med mundbind på som vi andre gør, flår gamle breve i stykker, sætter tegninger på vinduer – der er sandelig plads til dem: Vi befinder os i Takkelloftets foyer med kæmperuderne ud mod havn og Refshale – sangligt og dramatisk er den en mesterlig præstation, Sine Bundgaards stort anlagte, smukke lyriske sopran er i forte eller pianissimo, i vild smerte eller sort hvisken fanget i kvindens kurs mod et endeligt kollaps.
DEN menneskelige stemme. For en måneds tid siden fik Sine Bundgaards soprankollega Ylva Kihlberg opført en nykomponeret version af Cocteaus monolog under titlen ’Vox humana’ (Den menneskelige stemme) på Skuespilhusets Lille Scene. Hun havde instrueret og brugte dansere og i hovedrollen sopranen Annemette Pødenphandt. Sygdom forhindrede mig i at se denne udgave med delvis elektronisk musik af Andy Benz. Ærgerligt. Til gengæld kan man gå baglæns i CD-katalogerne og støde på mangfoldige udgaver af ’La voix humaine’, Cocteaus eller Poulencs. Roberto Rosselini lavede Cocteaus monolog med Ingrid Bergman. Den franske sopran Denise Duval er kvinden i den originale operaudgave fra 1959. Den engelske sopran Felicia Lott har indsunget med Suisse Romande-Orkestret – det er den udgave, man hører i pr-glimt på Det Kgl.s kalender-hjemmeside. Vildest blandt dem, vi havde kunnet se synge Poulencs monolog i dette efterår er Anja Silja, der i oktober sang ’La voix humaine’ på Hamborg Operaen. Hun var Bayreuths stjernesopran i 60’erne og 70’erne, og hun gæstede Det Kgl. Teater i Richard Strauss’ ’Salome’ og Wagners ’Den flyvende Hollænder’ for langt mere end en generation siden. Vi nævner ikke hendes alder. Men hun er født i 1935… Efter omtalerne i stand til at præstere en ’voix humaine’ af format i Hamborg.
PÅ Takkelloftet har Sine Bundgaard den engelske pianist Ian Ryan ved klaveret. Det er mere end akkompagnement. Det er en lydhør, dramatisk gengivelse af klaverversionen af Poulencs orkesterpartitur. Perfekt og flot indfanger han forløbet. Jeg gætter på, at Sine Bundgaard må få muligheder for at synge sin imponerende ’La voix humaine’ også med orkester ved andre lejligheder. Hun fik i år en Reumert-kåring som Året Sanger for sin rolle som Elektra i Mozarts ‘Idomeneo’. En nominering kunne følge for hendes ‘La voix humaine’.
gregersDH.dk
