Foto: Miklos Szabo

SORT OG NÅDESLØST

Operaens opførelse af ’Intet’ udfolder Janne Tellers nihilistiske roman for fuldt udtræk

Komponist: David Bruce. Libretto: Jesper B. Karlsen på basis af Janne Tellers roman ’Intet’. Instruktør: Martin Lyngbo. Scenograf: Steffen Aarfing. Medvirkende: Kari Dahl Nielsen, Jacob Skov Andersen, Morten Grove Frandsen, Tomi Punkeri og Sophie Haagen. Kgl. Kapel og kor: DR Juniorkor, drengekor fra Roskilde Domkirke og St. Annæ Gymnasiums Juniormandskor. Varighed: 2 t. 30 min. Spiller på Operaens Store Scene igen 17., 22., og 27. november.

*****

GYS! Kgl. Teaters Operaen havde i aftes premiere på Janne Tellers ’Intet’, der dybest set handler om en menneskehed på dødssejlads. Selvom historien er koncentreret om en flok unge, der bare tror, de har fat i en rigtig ende, men oparbejder ustyrlige og dødbringende modsætninger, der begynder i tvivl, går over i usikkerhed, men ender i vold og død.

DET er, om jeg så må sige: Teater til tiden. I virkeligheden en kommentar til den lammelse, der siver ind i os. Lige nu under corona-krisen. Og i det hele taget i tider, hvor vi er optaget af varsler og rysten-på-hånden over en verden, der befinder sig på gyngende grund.

DET er godt ramt. Lige så uhyggelig godt ramt som opførelsen af ’En fortælling om blindhed’, der nu spilles på Teater Sort-Hvid. Begge forestillinger bygger på romaner, der er skrevet omkring år 2000.

DÉR beretningen om en uforklarlig epidemi af fysiske blindhed, der rammer en lokal befolkning og bringer den ud i langsomt krybende interne konflikter, mistillid og aggressioner, som vokser til had og opløsning af menneskeligt fællesskab. Romanen er skrevet af den portugisiske nobelpristager José Saramágo. Nu dramatiseret af Christian Lollike for Aarhus Teater og hans eget Teater S/H.

HÉR altså den danske forfatter Janne Tellers internationale bestseller ’Intet’, omsat til opera af den engelske komponist David Bruce, skrevet til Glyndebourne og Covent Garden i England og spillet for tre år siden på Den Jyske Opera i Århus (Læs anmeldelse: ’Slangen i træet’ 5.2. 2017). Vi har også haft den på skuespilscener – Odense Teater har spillet ’Intet’, Nordkraft i Aalborg har, ligesom Teater V i København i en effektiv miniudgave. Alle opført før Corona-pandemien satte ind og tidligere anmeldt her på bloggen. Alle tre med præcise, men forskelligt formulerede udtryk for en ubestemmelig, intuitiv usikkerhed om meningen med det liv, vi lever.

HOS både Teller og Saramágo pejles årtusindskifte-traumer med konkrete virkemidler: Hos Teller en teenager, der udfordrer sine klassekammerater ved at erklære alt for meningsløst. Han kravler op i et træ, og lader kammeraterne opføre en morderisk krigsdans i forsøg på at konkretisere, hvad der giver mening i tilværelsen. Hos Saramágo altså en ukontrollabel, skæbnesvanger epidemi af blindhed, som løber løbsk.

PÅ Operaen har Martin Lyngbo som instruktør og Steffen Aarfing som scenograf fået ’Intet’ til at bevæge sig fra lysende, farverig og blomstrende ungdommelighed i 1. akt til sort og ildevarslende katastrofe i 2. akt. Især i begyndelsen med flittigt brug af video-design, og den målbevidste brug af tekster, som Martin Lyngbo og Aarfing også brugte i Rossinis ’Barberen i Sevilla’ for et års tid siden. Nu i noget, der nærmest ligner en genopførelse af Titanics jublende påbegyndte jomfrurejse og efterfølgende tragiske og kaotiske undergang. Det store sceneapparat er i sving med alt, hvad Operaen kan præstere af teknik og alt, hvad scenen kan klare af masseoptrin. Der er hentet unge ind fra skolekorene på St. Annæ, DRs Juniorkor, Roskilde Domkirkes Drengekor og andre skolekor. Vi oplever, hvordan de mentale udsving hos det labile komparseri af medvirkende går som bølger over scenen, mens hovedpersonen Pierre sidder i træet og kommenterer køligt eller aggressivt deres bestræbelser på at dokumentere, hvad de hver for sig synes er vigtigt for dem, mens han fastholder sit intet.

BUDDENE fra kammeraterne begynder nærmest som en leg i det små med deres ofre for at bevise, hvad der skam betyder noget for dem. Først en yndlingsdukke, så alle mulige ting og sager, der smides i en bunke, en cykel f.eks. Så bliver det grovere og værre, da der udvikler sig en ustoppelig kædereaktion, en spiral af aggression og vold, hvor man først lokker, så tvinger hinanden til nye og større ofre, en muslimsk dreng må ofre sig bedetæppe, en anden sit krucifiks, en pige sin dyd – Martin Lyngbo har i sin bearbejdelse droppet, at den arme knægt, der spiller guitar, får hugget sin højre pegefinger af en af pigerne. Det undværer vi gerne. Men en pige, der netop har måtte se sin afdøde lillebror blive begravet, går under flokkens hysteriske orgie med til, at kisten graves op af graven og kastes oven i offerdyngen.

MED denne scene, der indleder 2. akt, sænker mørket sig over sceneriet, David Bruce’s musik gror i det dystre og uheldssvangre og fastholdes næsten operaen ud. Det morderiske massehysteri kulminerer i, at den stædige Pierre kommer ned fra træet, men bliver tævet og ender som lig oven i dyngen, der antændes og ender som aske ved en uforklarlig brand.

I Tellers roman er der ingen efterfølgende forsoning, ingen barmhjertighed, snarere en nihilistisk finale, hvor gruppen af unge, der har kastet sig ud i fortvivlende forsøg på at dokumentere, hvor meget der er vigtigt og afvise tanken om, at intet er vigtigt. Gruppen isoleres af deres omgivelser, ingen gider rigtig tale med dem. En af pigerne ender på sindssygeanstalt. Gys!

EN sort historie. Bidsk. Nådesløs. Frygtindgydende. Den effektive, undertiden sig selv gentagende musik spillet af Det Kgl. Kapel under Robert Houssart. Med stærkt virkende korpassager, gode solister som Kari Dahl Nielsen, Jacob Skov Andersen, Morten Grove Frandsen, Tomi Punkeri og Sophie Haagen i de centrale roller.

gregersdh.dk