Kaptajn Frodo har publikum til hjælp i Zirkus Barnly (tegn. Claus Seidel)
DET HERLIGSTE SNYD
Søren Østergaards Zirkus Nemo, der i øjeblikket turnerer rundt i landet, har fået sig en børneudgave, en glad legestue under ledelse af cirkusartisten Frodo.
Zirkus Barnly spiller i øjeblikket i et telt rejst Raffinaderivej 20 på Amager. Varighed: 1 time.
****
MÅ man snyde børn? Selvfølgelig må man det. Bare de gennemskuer dig. Frodo stikker tre fingre i vejret og siger, der er to. Et hyl fra ungerne, der er i Zirkus Barnly: ”Der er tre!!” Så enkelt er det. Børn elsker gennemskueligt snyd. I Søren Østergaards nye Zirkus for børn reagerer børnepublikummet så aktivt og direkte, som voksenteatret ind imellem drømmer om.
BARNLY rimer på barnlig, og det forholder sig i virkeligheden ikke meget anderledes i Søren Østergaards voksen-zirkus, Nemo. Iøjnespringende humbug er det bedste kildemateriale. Afleveringen afgørende.
I Zirkus Barnly er afleveringen i hænderne på artisten Frodo. Vi har set ham i Nemo for nogle sæsoner siden, han var artisten, der formåede at bore sin knoglede krop gennem en tennisketscher, så vi stønnede ved synet. Det nummer var der ikke noget snyd og fidus i, det var bare hårrejsende. Han laver noget lignende i Zirkus Barny. Han bestiger en stak mindre og mindre dåser, sætter sig på den øverste og krøller begge ben bag om nakken. Puh-ha.
DET synes børn er flot og ok. Men de tænder mere på striben af postulater. Højre sko, som han tager af og lader ’forsvinde’ under alle mulige påskud. Det ’usynlige’ æg i bægeret. Tøjhunden, der dukker op under Frodo-Muhammeds kjortel og bliver pålagt at sidde bomstille. Alle de fiduser, som unger fra publikum bliver inviteret op og lege med i, pigen, der får lov at blæse en ’slange’ op af en dåse, ’det ældgamle rebmysterium’ med rebet, der klippes i stykker, og som en dreng samler i en håndevending, det konstante rivende medarbejderskab fra et glad og legesygt publikum, der gyser det ene ’Uuhhh’ efter det andet, når Frodo annoncerer ’mysterie!!’ eller ’magi!!’
DET går rask til, og timen er gået, inden vi har set os om – og endda fået fornøjelsen af en kulturelt indslag, pålagt af ’Kulturministriet’: Frodo – eller var det kapelmester Armstrong, der forlod sit slagtøjsbatteri og på savklinge med bue omskabte ’Uuhhh’-bølgerne til ’Over the Rainbow’?
ZIRKUS NEMO har fået en lillebror, og han er ikke kedelig.
gregersDH.dk