Ich bin die Auferstehung – Buxtehude and His Copenhagen Connections 14.8. 2020

Overdådige barokmusikalske udbrud fra Concerto Copenhagen og basbarytonen Jakob Bloch Jespersen

 Pladecover: Københavns bastioner 1684. (Foto: L.Grove, Lange og Hansson)

 

 

 

NÆRDØDSOPLEVELSER

Overdådige barokmusikalske udbrud fra Concerto Copenhagen og basbarytonen Jakob Bloch Jespersen

’Ich bin die Auferstehung’ – Buxtehude and His Copenhagen Connections’. Basbaryton Jakob Bloch Jespersen og Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen som dirigent, ved cembalo og orgel. DACAPO-cd SACD 6.220651

*****

BAROKMUSIKKEN er fyldt af entusiastiske nærdødsoplevelser. Buxtehude henter f.eks. inspiration fra Johannesevangeliet: ”Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig skal leve, om han end dør.” Teksten er overskriften til en ny cd på markedet i dag med Concerto Copenhagen anført af Lars Ulrik Mortensen og Jacob Bloch Jespersen som fortolkende basbaryton. Vi er i en pietistisk verden af protestantisk hengivelse, religiøs fortrolighed med døden. Og en fortryllende barokmusikalsk skønhedsdyrkelse. Smertefuld entusiasme, om man vil. Overdådige strejf gennem musik, der er blevet til i nordeuropæiske områder i kølvandet på trediveårskrig og store nordiske opgør om magten omkring Østersøen.

BUXTEHUDES bas-kantate ’Ich bin die Auferstehung und das Leben’ er et værk, der tegner tiden og musikken på den tid – den er en af de dramatiske kantater, Buxtehude komponerede til sine Abendmusik-koncerter i Lübeck i årene omkring 1700. Bach kan have medvirket i kantaten – som helt ung tilbragte han måneder i Lübeck, lokket af rygterne om byens blomstrende musikliv under denne Dietrich Buxtehude, der havde forladt Helsingør og skabt et bemærkelsesværdigt koncertliv i det nordtyske.

KANTATEN med nøglecitatet er et af en stribe samtidige korte stykker. Pladen kalder det hele ’Buxtehude and his Copenhagen Connections’. Det er flot nok sagt om de øvrige komponister, der er med: Johann Erben, Johann V. Meder, Matthias Weckmann, Kasper Førster d. Yngre, Andreas Kirschhoff og Nicolaus Bruhns. De har, ok, næsten alle haft kortere eller længere ophold i København på Frederik III’s og Chr. V’s tid ligesom Buxtehude, men det, der virker slående hos flere af dem, er den inspiration, de har hentet fra italiensk musik. På en måde som vi kender det fra Händel. Italiensk musik trængte sig på med sin melodiøsitet, smidighed og sangstil. Det oplever vi allerede i kendings-anslaget fra Buxtehude-kantaten, hvor både musikerne og Jakob Bloch folder sig glansfuldt ud – Bloch slutter den med et ’Alleluja’, hvor Buxtehude giver den for fuld skrue med broderinger over ordet.

BLOCH følger op med overdådig vokal konsekvens. Som han gør adskillige gange senere, f.eks. i Mathias Weckmann ’Kommet her zu mir’, hvor begrundelsen for, at man skal dét – ”Denn mein Joch ist sanft und meine Last ist leicht” (Thi mit åg er blødt, og min byrde er let) – udløser en hel kaskade af koloraturer om den lokkende appel. En opfordring, som kunne være fra en elsker. Italiensk opera banker på døren!

BLOCH har tilegnet sig en umanerlig sikkerhed i behandling af den slags krævende sangstil. Han har suppleret sin glansfulde basbaryton og tekstperfektion med en lethed og ubesværethed i stemmeføringen. Lige så flydende og smidigt som Lars Ulrik Mortensen fører os gennem en Toccata i a mol af Mathias Weckmann ved cembaloet og så virtuost som Concerto Copenhagens violiner leger med en væld af påfund i Johann V. Meders ’Gott hilf mir’, som er en helt dramatisk scene om et menneske, der er ved at drukne og råber desperat om hjælp. En allegori selvfølgelig, sprøjtende fyldt af liv, som om vi var ved Vesterhavet og livreddere og fiskere var gået i bådene i aktion for at redde den arme.

DER er nok af tætte og detaljerede nydelser i disse tidlige barok-markeringer fra Buxtehude og hans samtidige. Et brillant samarbejde mellem orkester, dirigent og sanger. Og som sagt: Entusiastiske nærdøds-oplevelser på kristen-protestantiske præmisser. Slå man ordet op på google, kan man læse om fænomenet, der fortolkes som ’skinnende hvidhed’ i det fatale øjeblik. Dagens tilfældige(?) reklame-afbrydelse: ’Gør hverdagen lidt mere farverig!’ fra et keramikfirma.

I øvrigt mærkelig og kringlede cd-covere, dacapo præsterer. Her et hjørne af skitse til befæstningen af Kastellet i København fra 1684.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *