Misantropen Grønnegaards Teatret 29.6. 2018

Fremragende og tankevækkende - det er Nicolas Bros Alceste i Molieres 'Misantropen' på Grønnegaards Teater

Nicolai Jørgensen, Nicolas Bro, Sonja Richter og Jens Sætter-Lassen i ‘Misantropen’ (tegn.: Claus Seidel)

DEN RASENDE

ELSKER

 

Fremragende og tankevækkende – det er Nicolas Bros spil som Alceste i Molières ’Misantropen’ på Grønnegaards Teatret.

Dramatiker: Molière. Iscenesætter: Madeleine Røn Juul. Scenograf og kostumier: Manfred Blaimauer. Medvirkende: Nicolas Bro, Sonja Richter, Mads Wille, Laura Bro, Patrick Baurichter, Charlotte Fich, Jens Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og Steen Stig Lommer.  

’Misantropen’ spiller på Grønnegaards Teatret indtil den 25. august. Varighed: 2 timer u. pause.

*****

”Jeg VIL være vred!” Det er næsten det allerførste, Alceste siger i ’Misantropen’. Hvad sker der i hovedet på en mand, der ikke bare er vred, men VIL være vred? Nicolas Bro spiller ham. Han står på Grønnegaards Teatret store scenetrappe. Han er hovedpersonen i Molières ’Misantropen’. Den vrissende bemærkning falder i et skænderi med hans ven Philinte.

MED den bemærkning er vi lige lukt inde i spørgsmålet om, hvem ’Misantropen’ egentlig er. Da Ingmar Bergman iscenesatte ’Misantropen’ på Det Kgl. Teater i 1973, sagde han – min kollega Peter Johannes Erichsen mindede mig om det i går –  at han ikke var sikker på, at han forstod stykket, skønt han havde iscenesat det flere gange.

DET var næppe koketteri. Vi andre tillader os også at være i tvivl. Og det er det spændende ved stykket, og sandelig igen ved den forestilling, vi nu ser i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse. En virkelig vellykket opsætning på mange måder, herligt spillet, gennemført flot og rytmisk smukt, de mange scener skilt fra hinanden med ultrakorte intermezzi af barokmusik og de medvirkende i sekunders sirlig kædedans over scenen.

MEN hvad er det med den misantrop? Jo, jo. Han er en mand, der ikke gider spille med på andres snobberi, hykleri, spytslikkeri, underdanighed og leflen for dem, der er mere, end de selv er – i Molieres Paris: ved hoffet selvfølgelig. Alceste brækker sig over de mennesker, der omgiver ham. Han nagler den amatørdigter, der fedter for ham og vil høre hans mening om det digt, han har begået – nagler ham til korset og får en retssag på halsen for at fornærme ham. Han nages af jalousi, fordi pigen, han har forelsket i, flirter åbenlyst med de mænd, der sværmer om hende på stribe, og som behandler ham på samme måde. Også i hende er der en portion hofsnog. Célimène er hendes navn, egocentrisk, forkælet og uimodståelig. Sonja Richter har rollen. Sikkert og godt, men nok med flere facetter, når hun får spillet sig helt ind.

VI kunne sagtens interessere os voldsomt for, hvordan og hvorfor for den tøs er en blanding af uskyld og beregning, selvoptagethed og fræk udnyttelse af sine tilbedere. Men vi fanges og mystificeres først og fremmest af den måde, Nicolas Bro får Alceste til at fremstå som et væsen, der er offer for uberegnelig og uigennemtrængelig, nærmest sindsforstyrret paranoia, en vild forelskelse, han ikke kan styre, men som han alligevel til sidst pludselig lade ryge ad helvede til i skuffelse og raseri, i sin mandschauvinisme forulempet – af en kvinde! En mand, der ikke bare er vred, men VIL være vred. Utålelig og barnlig. Selv-iscenesættende. Og samtidig rørende ubehjælpsom.

DET er et drama om kærlighedens veje og vildveje. Kærlighedens gift, kærlighedens usikkerhed, kærlighedens desperation, kærligheden som en lasso, kærligheden som overfladisk leg, fernis og kamuflage over ukontrollable følelser og handlinger. Forstår vi det? Bliver vi lige så meget i tvivl som Ingmar Bergman om substansen i denne Nicolas Bro-misantrops blafrende reaktioner og ustandselige krydstogt mellem fornærmet raseri, lammet eftergivenhed og pubertets-spleen? Hvad er kernen i det?

MÅSKE genkender vi noget hos os selv eller andre. Måske forstår vi det. Måske ikke. Vi forstår i hvert fald, hvordan denne Alcestes og kærlighedens uligevægt spejles på fortryllende vis i det fnuglette spil, der udspiller sig mellem bipersoner som hans ven Philinte og Célimènes kusine Éliante, da de to som de kloge men hovedrystende iagttagere af den selv-hudflettende Alceste og den manipulerende Célimène forenes på deres egen facon i slutningen. Diskret, men sprællevende spillet af Mads Wille og Laura Bro. Vi sluger med fornøjelse Jens Sætter Lassens og Nicolaj Jørgensens parløb som selvglade dandyer. Vi gnider hænderne af fornøjelse over, hvordan Charlotte Fich som Arsinoë og Sonja Richters Célimène overgår – og nedgør – hinanden i gensidig sladder og ondskabsfuldheder. Vi griner overbærende ad Patrick Baurichters umulige krukke af en salondigter Oronte. Og vi godter os over teaterchef Steen Stig Lommers egne knivskarpe og komiske små portrætter af en tjener og en retsbetjent.

MÅ Vorherre, eller hvem det kan den slags, holde hånd og sol over forestillingen gennem sommeren. Grønnegaards Teatret fortjener det for denne tankevækkende ’Misantropen’.

gregersDH.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *