Tina Kiberg, John Lundgren og Carl Phlip Levin i ‘Wozzeck’ (Tegning: Claus Seidel)
BLODRØD MÅNE
’Wozzeck’ er en lammer – igen. Iskoldt sat op på Operaen.
****
’MÅNER har den farve, måner skal have’, som det hedder i Wieds ’Skærmydsler’.
Og hvad er det så for en farve? Da man efter premieren denne søndag kom ud fra Operaen, tindrede der en blændende hvid halvmåne fra en natklar himmel og kastede sit venlige lys over havn og by.
Noget af en himmelsk vægtløfter efter konstateringen i ’Wozzeck’ af, at ’der Mond ist blutig’. Et gruopvækkende varsel om død og undergang.
Den opera er fuld af undergang. Det kan der være mange glimrende udenomsforklaringer på: Den er undfanget på et tidspunkt, hvor Damoklessværdet hang i sin tyndeste tråd over Europa. Komponeret af Alban Berg, mens blodet drev i skyttegravene under 1. verdenskrig.
Det er heller ikke nogen blodfattig historie, han havde fået fat i. Et gammelt drama, skrevet af tyskeren Georg Büchner i 1830’erne på grundlag af en retsmedicinsk rapport med titlen ’Morderen Johann Christian Woyzecks mentale tilregnelighed’. Ikke noget emne at danse wienervals til.
GIFTSKAB
Og det bliver der sandelig heller ikke i denne opera. Slet ikke i denne opførelse, overtaget fra Covent Garden Operaen, iscenesat af Keith Warner.
Tæppet går op for en flisepolstret hal, der kan være lighus, obduktionsrum, gaskammer og min barndoms morderiske hjemsted for kolde afvaskninger efter gymnastik. Hvad som helst deprimerende. I scenens side doktor Sten Byriels medicinske giftskab. Spredt over scenen: Pleksiglaskasser indeholdende formalinpræparede lig og andet godt. En bagvæg, der med mellemrum kan løfte sig og afsløre den arme soldat Wozzecks himmelske syner, bl. a. den ’blutige Mond’. Eller lodrette kik ned i endnu flere monumentale, isafkølede ligskrin.
SLAGTEKNIV
Jo, vi er sandelig i Herrens vingård. Wozzecks lille hjem, hvor hans lille dreng prøver at trives med en mor, Maria, der er slidt så meget ned, at hun ikke klarer sin ubegribelige, forulempede, underkuede soldatermand, men til gengæld klarer den struttende tambourmajor – det lille hjem afskærmes med mellemrum fra den store scene af en sort væg, der som en slagterkniv skærer sig ind.
Ligesom antydning af sceneskift på den store scene markeres med en satans sort guillotine-lignende væg, der sænkes fra loftet. Så vi ved, hvornår der skiftes fra kaptajn Bengt-Ola Morgnys mentale torturkammer af en barberstue, hvor han kan hundse med soldat Wozzeck, til doktor Sten Byriels fysisks torturkammer, hvor Wozzeck udnyttes til den type eksperimenter, der allerede antydes i Büchners ’Woyzeck’. Og som ingen skal tro, nazisterne var pionererne for. Helvede er ældre end vi husker.
GRUMT
Det er grumt, det er slemt, det er – når vi skal se artistisk på det – en blændende skildring af menneskelig fornedrelse. Hos magthavere. Hos underkuede. Partituret mejslet sammen som en et hårfint filter af strukturer, tonale og atonale, en granskning af det afslører yderst raffinerede formelementer – som man naturligvis ikke bekymrer sig om som publikum, for det hele svøber personerne og deres kyniske eller martrede opførsel ind i direkte og enerverende udtryk. Mesterligt samlet i det crescendo, der fører frem til Wozzecks mord på Maria, efter at tamburmajoren har hånet ham for at være hanrej. En musikalsk fortætning, der til sidst udmunder i et enkelt, lammende ’h’.
Kapellet har store øjeblikke undervejs under dirigenten Michael Boder.
I ÉT SUG
John Lundgren er Wozzeck – en tung ludende tumling, som uroligt jages gennem scenerne, mægtigt og forpint syngende, et nødråb fra start til slut, overordentlig virkningsfuldt. Hjertesnørende.
Man får scenechokket, da han efter mordet rager ned i det bassin, hvor han har kylet mordvåbnet fra sig – og bliver dernede som endnu et præpareret lig i glas.
Min kollega fra Politiken kan fortælle mig, at John Lundgren er gammel konkurrencesvømmer. Men alligevel. Lundgren trækker vejret gennem gud ved hvad i de ti minutter frem mod tæppefald. Mens Tina Kiberg ligger lig på scenegulvet, og deres lille dreng synger med kammeraterne sit ’Hop-hop’.
Tina Kiberg er vel syngende, doktor Byriel med, og de høje tenorer har også deres aften: Gert Henning-Jensen som soldaterkammeraten og Bengt-Ola Morgny som kaptajnen og Johnny van Hal som tamburmajoren.
Halvanden time uden pause. En tre-akter skåret til uden egentlige sceneskift.
Det opleves i ét sug.
